BEDEDAGER medhjælp i hjem og gerning. 1861, 13/9, kom B. gennem sin ven, pastor Johannes Clausen, i forbindelse med »Foreningen for den indre mission», stiftet 1853; samme dag blev han medstifter af en ny: »Kirkelig forening for den indre mission i Danmark», hvis leder han derefter blev i de følgende 40 år. Fra 1866—1874 var B. præst i Ørum ved Grenå, og fra 1874 fik han sin gerning i sit fødesogn, Ørslev ved Slagelse. Han drev selv sin præstegårds landbrug og viste i sit hjem en enestående gæstfrihed mod »de hellige i Danmark». Han var landets muntreste alvorsmand; samværet i hans stuer blev altid krydret med tæt tobaksrøg og mangfoldige morsomme — oftest harmløse — historier. »En mycket rolig pastor, som precis liknade en major». — Teologi var ikke B.s sag; han var praktisk kirkemand. Når Skat Rørdam kaldte ham »et udvalgt redskab», tænkte han på B.s betydning som prædikant og som leder af indre mission. I nyere tid har ingen dansk prædikant haft flere tilhørere og læsere end B. Hans sprog var klart og jævnt, indtrængende og billedrigt. Han fulgte gerne et bestemi skema og kunde forfalde til jargon. »Skellet» mellem tro og vantro, mellem Guds børn og verdens børn blev trukket skarpt op. Han ville vække til bekendende tro og samle de troende i »de helliges samfund». Som kirketro lutheraner betonede han altid skriftens og sakramenternes betydning. For Guds børn var der »noget bedre» at give sig af med end det »åndløse» kortspil og den »latterlige» dans eller den farlige »verdslige» politik. Af prædikener udgav han selv: »Fjorten prædikener», 1867, »Nyt og gammelt», 1869, »Fra livets kilde», 1881, og »På livets vej», 1885. Desuden udsendte han en andagtsbog, »En lille skatkiste», 1898, »En lille julegave», årligt 1887—1901, og selvbiografien, »Erindringer fra mit liv», 1901. Efter hans død udkom: »Min konfirmandforberedelse» og nogle foredrag, »Under Vilhelm Becks talerstol».—At samle de vakte — gerne ukirkelige, ofte sekteriske småkredse — i indre mission og at knytte dem og den nye vækkelse fast til folkekirken var B.s store bedrift. Lægmandsfor- 291 eningen af 1853 sprængtes ved generalforsamlingen 1861, 13/9. I den nystiftede kirkelige forening skulle der aldrig holdes _ generalforsamling. Bestyrelsen skulle supp- lere sig selv og kom til at bestå af 2 lægmænd og 3 præster, ja fra 1881 af 2 lægmænd og 9 præster; samtidigt fik hver indremissionær sin præstelige tilsynsmand. I nært samarbejde skulle præsíier og lægfolk vække folk til kristelig afgørelse. Det vakte opmærksomhed, at indre mission 1864 sendte 8 udsendinge til hæren. 1865 blev bevægelsen landskendt; både i Jylland og i København vandt den mange venner. Håndfast styrede B. den stadigt voksende bevægelse; at forhandle lå ikke for ham. 1901 var årsbudgettet på ca. 200.000 kr; ca. 150 indremissionærer var i dens tjeneste; der var bygget ca. 400 missionshuse, og »Indre Missions-Tidendes» oplag var på ca. 16.000. B. var myndig som fører og hensynsløs — undertiden sarkastisk — overfor modstandere. Han vilde være eensidig. Fra omkring 1870 kom det til skarpe sammenstød med grundtvigianerne. En tid angreb han voldsomt universitetets teologer. I 1890-erne flammede den københavnske presse — især Politiken og Socialdemokraten — jævnligt av had mod indre mission og B. Litt.: Villads Christensen, V. B. (Khvn 1942 bedste biografi); Venskab og samvirke, brevveksling. Udg. af Axel Beck (Khvn 1936); A. Beck, Vilhelm og Nina Beck I—II (Khvn 1921—22); V. Lund, V. B. på rejse I—II (Khvn 1902); Chr. Sørensen, V. B. (Khvn 1913); C. A. Ægidius, V. B. (Khvn 1915); A. Fibiger, V. B. (Khvn 1922); L. Blauenfeldt, Den indre miss. historie (Khvn 1911—12); L. Koch, Fra grundtvigianismens og den indre missions tid (Khvn 1898). J. P. BEDEDAGER. Skikken å ha særskilte b. henger i de fleste tilfelle sammen med den tilhørende bot og faste. Allerede i oldkirken var onsdag og fredag (dies stationum) fastedager til minne om at Jesus ble forrådt og korsfestet. I gudstjenestelivet ble senere de spesielle b. kjennetegnet ved at det store litani" da ble brukt. I middelalderen var dette særlig tilfelle ved to anledninger, nemlig 1. på den store litanidagen (Markusmessen) den 25 april og 2. på de 292