BEKENDELSESKIRKE vunnet alt større utbredelse. De såkalte kremasjonsforeninger propaganderer her med både økonomiske og hygieniske argumenter. Ved århundreskiftet var det meget strid om den nye skikk, men i de senere år har synspunktene nærmet seg hverandre, så i dag er det vel bare den romersk-katolske kirke som prinsipielt er motstander av likbrenning. 4. Rettslig. De kirkerettslige bestemmelser fra 400-tallet av og fremover angår mest de grupper mennesker ved hvis b. kirken ikke skal medvirke: udøpte, ekskommuniserte, selvmordere o. s. v. Lignende bestemmelser har det også vært i evangeliske ritualer i lange tider etter reformasjonen, men i de siste hundre år har den statslige lovgivning ide fleste land opphevet disse gamle klausuler. På samme tid har også lover og vedtekter i stigende utstrekning grepet regulerende inn i b.- og kirkegårdsvesenet med mange detaljforskrifter (jfr Kyrkogård). De fleste tar sikte på å beskytte omkringboende mot smitte, forurening av drikkevann o. 1. I de enkelte detaljer avviker her de forskjellige nordiske lands bestemmelser noget fra hverandre, men stort sett er bestemmelsene likeartede. I Norge f.eks. skal en grav være 2,4 m. lang og 1,2 m. bred. Kistens øverste kant skal ligge minst 1 m. under jordens overflate, og kisten skal ligge urørt i jorden i 20 år. Se også Jordfestelse. Litt.: H. H. Hildebrand, Folkens tro om sina döda (Sthm 1874); D. F. Nylund, Begravningsritualet och begravningsseder i den svensklutherska kyrkan (diss. Uppsala 1917); Die Feuerbestattung, hrsg. von G. Schlyter (Leipzig 1922); G. Quell, Die Auffassung des Todes in Israel (Leipzig 1925); B. S. Puckle, Funeral customs (London 1926); Ligbrændingens historie i Danmark, utg. K. Secher (Khvn 1931); L. Hagberg, När döden gästar. Svenska folkseder och svensk folktro i samband med död och begravning (Sthm 1937); Berndt Gustafsson, Kyrkoliv och samhällsklass i Sverige omkring 1880 (Lund 1950); W. Strasser, Erdbestattung und Kremation (Bern 1950); E. Böttiger, Kirkegårdes anlæg og drift (Khvn 1951). H. F. BEKENDELSESKIRKE. Skønt den kristne kirke fra tidligste tid har anvendt kortere eller længere »trosbekendelser» især ved 299 dåben, og skønt storkirken allerede i oldtiden ved formulerede bekendelser afgrænsede sig fra hæresier, kan det dog med rette siges, at begrebet, b. først tog form på reformationstiden. Den første af disse bekendelses- eller konfessionskirker var den evangelisk-lutherske. Den konstituerede sig ikke gennem biskopper eller synoder eller anden ydre organisation, men gennem den endrægtige bekendelse, der i 1530 blev forelagt rigsdagen i Augsburg, og som begynder: »Kirkerne lærer hos os med stor enstemmighed». Stadig føler ægte lutherdom sig i fremtrædende grad som holdt sammen af den fælles bekendelse og derfor som b. Men også de andre kirkesamfund blev fra reformationstiden tvunget til ved særlige bekendelser at afgrænse sig fra udenforstående, selv om bekendelsen intetsteds spillede den rolle som i lutherdommen. Ret klart fremtrådte de reformerte kirker som b. omend hos dem en bestemt kirkeordning (den presbyteriale) føltes som lige så konstitutiv, og man karakteristisk nok aldrig nåede til en fælles bekendelse. Også den anglikanske kirke, for hvilken kirkeordning og især liturgi og kultus er det væsentligste, måtte formulere sin bekendelse (de 39 artikler af 1563). Selv romerkirken blev tvunget til at fastlægge sig på en bestemt bekendelse, den tridentinske (1564). Og den græsk-ortodokse måtte besinde sig på sit bekendelsesgrundlag. I nyere og nyeste tid er dog i mange kirkesamfund bundetheden til de overleverede bekendelser trådt tilbage. Man (Carl Stuckert) har således betegnet de schweiziske kantonalkirker som »bekendelsesløse kirker», fordi hverken ved dåb, religionsundervisning eller præsteordination nogen bestemt bekendelse er foreskrevet. Andre (f. eks. Karl Barth) hævder dog, at der selv i sådanne kirker er et latent bekendelsesgrundlag. Og i de fleste andre kirker er på en eller anden måde forpligtelsen på bestemte bekendelser bevaret, omend denne forpligtelse ofte tolkes meget frisindet. Særlig betydning fik begrebet b. i den tyske kirkekamp i den nazistiske tid (1933 —45). »Den tyske b.» blev ligefrem navnet 300