på den organisation, som bekendelsestro lutherske, reformerte og unerede præster og menigheder dannede til kamp mod den forfalskning af reformatorisk kristendomssyn, der repræsenteredes af den af »Deutsche Christen» ledede officielle kirke med rigsbiskop Ludwig Müller (1883— 1945) i spidsen. Begyndelsen blev gjort allerede 11. jan. 1933 med Altonaer bekendelsen (den ledende kraft var H. Asmussen). I maj 1933 fulgte »den ungreformatoriske bevægelses» protest mod »de tyske kristne» med kendte teologer som Karl Heim og W. Künneth som underskrivere. Af stor betydning blev Karl Barths kampskrift »Theologische Existenz heute», juni 1933, der efterfulgtes af en lang række pjecer af Barth selv eller hans venner under den hermed angivne fællestitel. Da de kirkelige valg den 23. juli gav »de tyske kristne» et flertal på ca. 75 %, og da en »nationalsynode» i Wittenberg sept. 1933 officielt valgte L. Müller til rigsbiskop, gennemførte »arier-loven» for kirken og i det hele søgte at nazificere denne, dannedes på initiativ af M. Niemöller, G. Jacobi og andre »præsternes nødsforbund», der straks fik 2.000 præster som medlemmer. Statens voldsomme overgreb og forsøg fra rigsbiskoppens side (27. jan. 1934) på at få de førende lutherske biskopper til at kapitulere førte til en modig protest fra dette »nødsforbund». Særlig voldsomt førtes kampen mod de bekendelsestro præster af Aug. Jäger, der var »statskommissær» for kirken fra 12. april til 30. okt. 1934, da han måtte gå af efter et forgæves forsøg på at knægte kirken i Bayern og Württemberg. I foråret 1934 samledes oppositionen til en række synoder, af hvilke den betydningsfuldeste blev synoden i Barmen 29.—31. maj. Her enedes man om den berømte og uhyre betydningsfulde »Barmen-bekendelse», der klart bekendte sig til Jesus Kristus, som han er os bevidnet i den hellige skrift, som eneste kilde for kristen forkyndelse. På synoden i Dahlem 19.—20. okt. 1934 organiserede b. sig med en foreløbig kirkestyrelse i direkte opposition mod den officielle kirkeledelse. Af 301 BEKENDELSESKIRKE Martin Niemöller. stor betydning blev »Broderrådet for den evangeliske kirke i den gammelpreussiske union» med Karl Koch som præses og mænd som Jacobi, Niemöller og H. Vogel som medlemmer. Efterhånden mærkedes imidlertid en vis spænding mellem lutherske kredse (med tyngdepunkt i Hannover, Bayern og i nogen grad i Württemberg), der ønskede en forsonligere kurs, og den af K. Barth stærkere indfluerede »Dahlem-fløj», hvis kendteste navn var Niemöller. Den fælles kamp holdt dem dog i nogen måde sammen. En formidlende faktor af stor betydning var den württembergske landsbiskop Th. Wurm. Et pinligt spørgsmål rejstes ved statens krav om, at præsterne skulle aflægge ubetinget troskabsed til Hitler. Barth måtte nu nedlægge sit professorembede i Bonn og rejse til Basel (1935). Mange præster arresteredes for kortere eller længere tid. Det kirkelige arbejde hæmmedes på forskellig vis. Det tillodes ikke de tyske landskirker 302