ner bl. a. den interessante Missa Lincopensis. B.s mål var »kristendommens renais- sance». Midlet hertil var studiernes, især skrifistudiets fornyelse (afgørende betydning fik her Erasmus’ udgave af det græske N. T. 1516) i forbindelse med sand fromhed (pia eruditas og erudita pietas [Helie]). B., blandt hvis enkelte repræsentanter der naturligvis kunne være store forskelle, bekæmpede al ydre kirketvang, gejstlighedens uvidenhed og sædelige forfald og de kirkelige misbrug. Overfor vulgærkatolicismens gerningsretfærdighed og sakramentmagi fremstillede man en »åndelig» personlig etisk kristendom som idealet; de overleverede kirkelige institutioner og fromhedsformer havde kun pædagogisk betydning. Fra den skolastiske lære og tænkemåde ville man vende tilbage til den ældste kristendom, til Kristi enkle lære og forhbillede. Modsætningen mellem indre og ydre, mellem »Kristi lov» og en blot menneskelig autoritet og lære fremhævedes. Denne biblicisme med dens kirkekritik førte dog ikke til kirkebrud, thi »misbrug ophæver ikke brug». Vel var kirken først og fremmest samfundet af sande troende, ikke den ydre aktuelle pavekirke, men trods en ofte skarp kritik ønskede man dog ikke brud med denne; man ønskede reformer, ikke reformation. Hermed var også b.s stilling til Luther givet. I begyndelsen af 1520erne var der en nær forbindelse mellem reformationsbevægelsen og b.s talsmænd, men disse forstod ikke de religiøse bevæggrunde for Luthers angreb på skolastik, pavedømme, munkevæsen eller hans frelselære, og da de efter bruddet mellem Erasmus og Luther 1525 indså, at reformationen førte til kirkebrud, trak de fleste sig tilbage. B. blev et moderat katolsk reformparti, der efterhånden gik til grunde i kampen mellem reformation og modreformation, men har dog, som nyere undersøgelser har vist, på grund af sin store udbredelse blandt Europas oplyste borgerskab og gejstlighed haft stor historisk betydning som positiv forberedelse for reformationen. Dette gælder især de syd- 349 BIBELKOMMENTAR tyske og svejtsiske reformatorer, hvis forudsætninger var forskellige fra Luthers, samt Melanchthon. Litt.: P. Wernle, Die Renaissance d. Christentums im 16. Jahrh. (i Sammlung gemeinverständl. Vorträge u. Schriften aus d. Gebiet d. Theol. u. Religionsgesch. 40, Tübingen & Leipzig 1904); Imbart de la Tour, Les origines de la réforme I—III (Paris 1905—13); J. Lindeboom, Het bijbelsch Humanisme in Nederland (Leiden 1913); G. Ritter, Die geschicht]. Bedeutung d. deutsch. Humanismus (i Hist. Zeitschr. 127, 1923); J. Burckhardt, Die Kultur d. Renaissance in Italien (15 ed. neu bearb. v. W. Götz, Leipzig 1926); K. Burdach, Reformation, Renaissance, Humanismus (2 ed. Berlin 1926); P. Joachimsen, Loci communes. Untersuchung z. Geistesgesch. d. Humanismus u. d. Reformation (i Lutherjahrbuch 8, 1926); P. Kalkoff, Die Stellung d. deutsch. Humanisten z. Reformation (i Zeitschr. f. Kirchengesch. XLVI, 1927); J. Oskar Andersen, Der Reformkatholizismus u. d. dänische Reformation (Studien d. Luther-Akademie, 7. Heft. 1934); S. Kjöllerström, Missa Lincopensis (Sthm 1941). N. K. A. BIBELKOMMENTAR. Kommentar (av lat. commentarius el. commentarium) betyder utläggning el. förklarande anmärkningar till en skrift. Då bibeln är skriven på för oss främmande språk och för människor som levde under alldeles andra förhållanden, äro förklaringar nödvändiga för att vi skola rätt förstå dess innehåll. I de flesta bibelupplagor finns också en fyrfaldig b. 1. Själva översättningen är förklarande. Detta gäller t. ex. i hög grad om den svenska kyrkobibeln (1917). 2. I början på varje kapitel anges innehållet. 3. Antecknade parallellställen hänvisa läsaren till andra delar av bibeln, som belysa det lästa. 4. I noter förklaras betydelsen av hebreiska och grekiska namn och uttryck, och efter texten följa upplysningar om bibliska mått, mynt m. m. Reformationstidens biblar voro, efter Luthers föredöme, försedda med ännu utförligare b., i form av företal till de olika böckerna samt ordförklaringar och sakupplysningar i marginalerna. Till innehåll och syfte äro b. av mycket olika slag. Några äro praktiskt uppbyggliga, andra lägga huvudvikten vid språklig och saklig orientering, de lärdaste äro material- 350