petávoix: brud med den syndige fortid, hjertets omvendelse til Gud og lydigheden imod Guds vilje. Hvor dybt denne livsforandring går, viser bedst Bjergprædikenen. Afgørende er det, at omvendelsen ikke er noget partielt, men angår hele mennesket. At omvende sig er i Jesu forkyndelse at blive som et barn, der uden at pukke på sin ret giver Gud ret og således i tillid og trə tager imod gudsriget. Samtidig med at Guds viljes krav tilspidses indtil uopfyldelighed, forkynder Jesus gudsriget som Guds overvældende nåde og barmhjertighed. Urmenighedens forkyndelse genlød af kaldet til omvendelse og indeholdt dels det negative, at vende sig bort fra synden, dels det positive: at vende sig til Gud i tro på Jesus Kristus. Paulus og Johannes bruger ikke ordet metanoia, men har selve sagen i fuldt mål. I Hebræerbrevet møder vi tanken om umuligheden af en anden metanoia, hvilket betyder en alvorlig påmindelse om, at den, der een gang har oplevet den afgørende vending fra den gamle verden til den nye frelsesvirkelighed, og som nu falder fra i spot eller ligegyldighed, ikke een gang til kan få del i frelsen. Dette sted er vigtigt, fordi det blev udgangspunktet for den problemstilling, der skulle komme til at beherske spørgsmålet om b. i de kommende århundreder. Det nytestamentlige ord metanoia med hele dets indhold bliver til poenitentia med den særlige betydning, dette ord får. Med oversættelsen sker tillige umærkeligt en betydningsveksel. Overgangen sker i den efterapostolske og oldkatolske tid, hvor vi møder en betydning af ordet b., der vel stadig minder om nytestamentlig ånd, men hvor man tillige på skæbnesvanger måde falder tilbage i jødisk moralistisk, legalistisk bodsopfattelse. Svarende til overgangen fra profeternes til den senere jødedoms forståelse af shub sker en overgang fra N.T.s forkyndelse af metanoia, som hele menneskets omvendelse i anger, tro og lydighed til den oldkirkelige bodsdisciplin. Problemet bagved denne, som ikke var ukendt for de nytestamentlige menigheder, er følgende: Hvorledes kommer 425 BOD den, der ved en synd efter den frelsende dåb, er faldet ud af samfundet med Gud og hans hellige kirke, tilbage til kirkens samfund og dermed til Gud? Lad os prøve at følge problemets historie i grove træk. I modsætning til en entusiastisk, af forventningen om Herrens nære genkomst påvirket streng opfattelse af, at alvorlig synd efter dåben udelukker fra frelse, forkynder Hermas (ca. 150), at ved en særlig barmhjertighedshandling fra Guds side gives der inden genkomsten lejlighed for den efter dåben faldne til endnu een gang at omvende sig, at gøre bod. Efterhånden som parusiforventningerne svækkedes, ngødtes man til at tage stilling til spørgsmålet om b. som noget stadigt tilbagevendende og som en fast ordning i kirken. Hermed er grunden lagt til den katolske kirkes bodsvæsen. I begyndelsen af 3. århundrede var stillingen den, at mindre synder kunne afbødes gennem bøn, faste og almisse, større synder medførte tidsbestemt udelukkelse af menigheden, mens de såkaldte dødssynder, utugt, frafald og mord for bestandig udelukkede fra kirken og kirkens gemenskab. Biskop Calixt (d. 222) mildnede denne praksis ved at lade usædelighedssynderne optage i kirken efter en bestemt b.s-tid. Efter den deciske forfølgelse (250—251) udvidedes dette til at gælde også de under forfølgelsen frafaldne, og endnu senere begyndte man at genoptage dem, der havde begået mord. Uden kamp gik det ikke af, men det var trods al modstand den »milderė» praksis, der sejrede i kirken. Kirken var ikke mere samfundet af hellige og rene, men mere og mere frelsens ark, hvor der var plads til alle, som en skole for og en vej til den evige salighed. Og mere og mere blev det embedets indehavere, der var de bestemmende angående optagelse i de enkelte tilfælde, ligesom det bley nødvendigt at udvikle en bestemt bodsinstitution. Hidtil har vi kun talt om b. for offentlige synder. Imidlertid opstod der efterhånden indenfor gejstligheden og navnlig indenfor klostrene en ny form for b., den h e m m elige b. med skriftemål, der omfattede 426