BOD alle syndige handlinger og tanker, og som efterfulgtes af absolution. Denne b.sdisciplin, der navnlig havde tilholdssted i irske klostre, bredte sig efterhånden ud til de brede masser i kirken, der således knyttedes til kirken på langt inderligere måde. Fra Gregor den Stores tid (ca. 600) havde b. tre bestanddele. 1. angeren: contritio eller attritio, 2. den hemmelige bekendelse for præsten: confessio oris og 3. »godtgørelsen»: satisfactio operis, dvs. de bodsøvelser præsten pålagde den skriftende. Først efter den fulgte syndsforladelsen, men allerede efter 9. årh. blev det skik at give absolutionen umiddelbart efter syndsbekendelsen f ør bodsøvelserne. Det blev højmiddelalderen, der med Petrus Lombardus som udgangspunkt udformede det egentlige bodssakramente. Navnlig fik Thomas Aquinas (d. 1274) stor betydning. Dåben udsletter al arvesynd og alle tidligere begåede synder, men de, der efter dåben falder i svær synd, må igennem bodens sakramente genoptages i samfundet med Gud og i nådens stand. Bodssakramentet med anklage, domsafsigelse og »godtgørelse» er en domsakt, hvor præsten i Kristi sted løser eller binder synderen. Et vigtigt punkt er spørgsmålet om angeren. Man skelnede mellem contritio og attritio. Den første er den »fuldkomne» anger, hvor synden angres af kærlighed til Gud, fordi den er Gud imod, mens den sidste som den »ufuldkomne anger» betegner bedrøvelse over synden, fordi den er et onde for mig, dels fordi den forurener min sjæl, dels fordi den medfører straf. Den fuldkomne anger virker øjeblikkelig tilgivelse, når den ledsages af viljen til at skrifte og til at modtage absolutionen af præsten, den ufuldkomne anger er tilstrækkelig til i sakramentet at få tilgivelsen. For Thomas er tilgivelsen på grundlag af den fuldkomne anger før skriftemålet en forudvirkende kraft af sakramentet selv. I b. tilgives syndens skyld og evige straffe, men tilbage bliver de timelige straffe, enten her ìi livet eller i skærsilden, der eftergives i afladen*. Bodsøvelserne er i almindelighed bøn, 427 faste og almisse, men den gode skriftefader ved i de enkelte tilfælde, hvad der tjener synderen bedst. Disse tilsyneladende ubetydelige »Øvelser» skal bl. a. tjene som pædagogisk modvægt imod ny synd. Den officielle lære om b.s sakramente er endelig fastlagt af Tridentinerkonciliet i dets 14. session. (Se Denzinger-Bannwart: Enchiri- dion symbolorum Nr. 894—906 og 911— 925.) Luther oversatte ordet metanoia med Busse og fulgte dermed den middelalderlige tradition, der gengav det ved poenitentia. Men han gav ordet en anden betydning. B. i evangelisk-luthersk forstand betegner ikke en skærpelse eller en inderliggørelse af den katolsk forståede b. Denna skærpelse findes indenfor katolicismen selv. Jfr adskillelsen ml. affritio og contritio. Det drejer sig om en ny forståelse af ordet ud fra den reformatoriske opfattelse af lov og evangelium. I forkyndelsen hører mennesket Guds viljes krav og bøjer sig under Guds dom over dets liv indtil den inderste hjertefiber, men tillige hører det evangeliet om, at Gud for Kristi skyld optager synderen i samfund med sig. Dertil svarer anger og tro, og disse to tilsammen udgør b., ikke som to stadier, der afløser hinanden, således som vi senere finder det i metodismen og pietismen, men som to uadskillelige momenter i forholdet mellem mennesket og Gud. B. uden tro er en »Kains anger», der kun fører til fortvivlelse, og tro uden b. er overhovedet ikke tro. B. eksisterer i troen og troen i b. Som anger og tro udgør b. ikke enkelte stykker af kristenlivet, men hele kristenlivet. Derfor siger Luther i den første af de 95 teser: »Da vor Herre og Mester Jesus Kristus sagde: Gør bod, ville han, at hans troendes hele liv skulle være en bod.» Derfor taler Luther i den lille katekismus om daglig anger og b. (i stykket om dåben). »Und diese Busse währet bei den Christen bis in den Tod» (Schmalkaldiske Art. III, 40). B. hænger nøje sammen med dåben. På spørgsmålet om, hvorledes et menneske, der efter sin dåb falder i synd, kommer tilbage til Gud, svarer Luther: Ved i b. at 428