vende tilbage til sin dåb. Derfor er b. egentligt intet andet end dåbens daglige »indøvelse». B. er altså udtryk for hele den kristnes liy som synder og retfærdig. Konkret er den forbundet med skriftemålet og afløsningen, med den daglige »indøvelse» af tro og kærlighed i samlivet med næsten, i de »gode gerninger», der er »b.s frugter», og med det kors og de lidelser, Gud lægger på os for at lute og prøve troen. Uden denne mortificatio carnis — kødets dødelse — bliver b. kun til luftig abstraktion eller selvlagt øvelse. Således må Luther opgive at fatte b. som en kirkelig bodsinstitution med dens to farer: dels en moralistisk afsvækkelse af den bibelske, profetisk-evangeliske forkyndelse af metanoia, dels opløsningen af b. til noget »partielt»> og »kasuistisk». B. er for Luther det totale menneskes eksistensforandring ved mødet med Guds ord i lov og evangelium og ikke en institution, der det kommer til at opløse frelsen i en række enkelte punkter. Hele livet består i bodfærdigt at bøje sig som synder under Guds dom og taknemmeligt at modtage hans nåde. Hermed har Luther på sit sted i kirkens historie givet ordet b. sin nytestamentlige betydning tilbage. Ang. ordet b. i Metodisme og Pietisme, se disse artikler. Se også Afløsning, Band, Fasta, Nøglemagten, Skriftemål. Litt.: Artiklen pertavoie i Theologisches Wörterbuch zum N.T. Bd. 4 (Stuttgart 1938—42); P. Seidelin, Bodfærdighed og eskatologisk forventning paa Jesu Tid (i Dansk Teol. Tidsskrift 1943); E. K. Dietrich, Die Umkehr im A. T. und im Judentum... (Stuttgart 1936); ang.katolsk opf., se Lexikon für Theologie u. Kirche II, S. 657 med fyldig litt. (Freiburg 1931); L. Eisenhofer, Handbuch der katolischen Liturgik II (Freiburg 1933); Thomas ab Aquino, Summa Theologica III q. 84 ff.; G. Rauschen, Eucharistie u. Bussakrament (Freiburg 1910); H. Pohlmann, Die Metanoia als Zentralbegriff der christlichen Frömmigkeit (Leipzig 1938); B. Poschmann, Busse und letzte Ölung (i Handbuch der Dogmengeschichte IV, 3 (Freiburg 1951); 0. D. Watkins, A history of penance 1—2 (London 1920); ang Luther: Ein Sermon von dem Sakrament 429 BOGCENSUR der Busse, 1519. De schmalkaldiske artikler: Von der Busse; A. Nygren, Evangelisk bot (i Urkristendom och reformation 1932); E. Schlink, Theologie der lutherischen Bekenntnisschriften (3 ed. München 1948); S. Lerfeldt, Den kristnes kamp (Khvn 1949, s. 179ff.); H. Asmussen, Warum noch lutherische Kirche? (Stuttgart 1949). K.E.Sk. BOGCENSUR. Ved b. forstås, at tryksager før deres udgivelse skal undersøges og godkendes af en dertil ansat autoritet, hvis godkendelse er betingelse for trykningen. En efter trykningen foretaget beslaglæggelse eller salgsforbud eller offentlig opbrænding, (hvilket sidste har været udført helt op i vore dage) er ikke censur; dette ord kan kun bruges om en forebyggende handling. — Medens tilintetgørelse af og forbud mod udbredelsen af skrifter, der truede staten, kirken eller den offentlige moral, allerede er kendt fra oldtiden af, opstår censur først, da bogtrykkerkunsten muliggør hurtig, vidtstrakt og forholdsvis billig udbredelse af litteratur. Kirken tog her initiativet. Allerede pave Alexander VI påbød, at teologiske bøger før trykningen skulle godkendes af vedkommende ærkebiskop. Tridentinerkonciliet tog sagen op ved at dekretere straffe for at læse og trykke visse bøger. 1563 fremkom »Index librorum prohibitorum» (listen over forbudte bøger), den føres stadig à jour. Pave Pius IV udstedte 1567 en bulle om censur. I samme århundrede indførtes politisk og religiøs censur i England, Frankrig og Danmark—Norge. Den afskaffedes dog i England allerede 1695, i Frankrig 1791, men genindførtes 1814. I »Det hellige romerske Rige» fandtes et rigs-bogkommissariat, og kejseren var forpligtet til at opretholde censuren; men rigets løse sammenhæng gjorde gennemførelsen vanskelig, og oplysningsregenter som Josef II og Frederik II ophævede censur for videnskabelige værker. En forbundsbeslutning 1819 indførte censur for hele det tyske forbund. — I Sverige fandtes tidlig visse bestemmelser om censur; men først 1686 oprettedes et egentlig censorembede (ophævet 1786). Censuren stod under Kancellikollegiets overtilsyn og gjaldt både for indførte og i landet trykte bøger. — Her og i Danmark—Norge 430