BRANDESIANISMEN skriftet »Det 19. aarhundrede» udg. af brødrene Brandes 1874—78, dagbladene: »Morgenbladet» til 1883 og fra 1884 »Politiken» med Hørup og Edv. Brandes som redaktører, og det radikale Studentersamfund med dets diskussionsaftener. Den brugte en virksom taktik, idet samtlige tilhængere ansås for intelligente mennesker, samtlige modstandere for bornerte tåber. Hvad den ikke kunne bruge (ex. Baudelaire), blev tiet ihjel. Den ejede endelig i Georg Brandes en blændende, midtpunktsamlende kulturpersonlighed, der, om han end aldrig blev organisator, kun ildner og agitator, i sine sidste mange år nærmest kun et symbol, føltes som bevægelsens leder. Georg Brandes (1842—1927) nedkæmpede med sin afhandling »Det uendeligt smaa og det uendeligt store i poesien» (1869) den heibergske idékritik, hvori han var oplært, og satte Taines typologiske, Sainte-Beuves historisk-psykologiske kritik i stedet. Han, der i sin ungdom gennemlevede en religiøs intellektuel krise under påvirkning af Kierkegaard (jfr. bogen om Kierkegaard fra 1877), tog hurtigt, ledet af Feuerbach, fanatisk parti mod kristendom og kirke. Med de inspirerede forelæsninger over »Hovedstrømninger i det 19. aarh.s litteratur» (fra 1871) tilintetgjorde han den hensygnende romantik og åbnede vejen for den naturalisme, som Egede Schacks »Fantasterne» allerede havde indledet, J. P. Jacobsen famlet sig henimod. Igennem essays og artikler om Flaubert, Zola o.a. og med fordringen om problemdigtning i stedet for idedigtning rejste han fanen for den digteriske blomstring i Norden i 70erne og 80erne, ledende denne bevægelse gennem aktuelle anmeldelser, støttet især af Edv. Brandes’ skarpe, mod modstandere skånselsløse teaterkritik. Med sine oversættelser af Stuart Mills »Kvindernes underkuelse» (1869) og »Moral grundet paa nytte- og lykkeprincipet» (1872) rejste Georg Brandes for alvor kampen for kvindernes frigørelse og kærlighedens frie ret imod den herskende konvention og kristeligt-borgerlige moral, en kamp, hvis berømmeligste data er Ibsens »Et dukkehjem» (1879) for kvindens aande- 443 lige selvstandighed og Bjørnsons foredragsrejse i 80erne med »Engifte og mangegifte», i hvilket han kæmpede mod b.s ægteskabsopløsende teser, og hvis radikaleste udtryk blev Viggo Drewsens bog »En livsanskuelse grundet paa elskov» (1881), hvori udfald mod Brandes’ for reaktionære stade, og begrebet »Kristiania-bohemen». Fra o. 1885 mærkes imidlertid et omslag i Brandes’ tanker. Omtrent samtidigt med at alliancen mellem bondevenstre og det litterære venstre sprængtes, og Hørups bondematerialisme sejrede i den radikale politik, gjorde Nietzsches indflydelse sig gældende hos Brandes. Aristokratisk radikalisme blev nu løsenet, overmenneske- og slavemoral bærende begreber, beundring for det enkelte store menneske og lede ved hoben livsholdning. I virkeligheden blot en ny udsættelse af det gamle tema: striden mod fordommenes og tvangens fordummelse og for tankens og den frie morals suverænitet. Heltebøgerne om Shakespeare, Goethe, Voltaire, Cæsar og Michel Angelo blev resultatet. Hans sidste to bøger: »Sagnet om Jesus» og »Petrus» viser forfatterskabets kontinuitet i det stadigt levende had mod kristendom og kirke, idet nu al videnskabelig redelighed bevidst må vige for desperat polemik. Brandes storhed som menneske og kunstner var, at han, da b. stagnerede i småtskåren rationalisme og nyttelære eller i partipolitisk taktik, voksede ud over sine tilhængeres stade og i stadigt levende tilegnelses- og produktionstrang formåede at skabe kritiske arbejder, der i deres levende kunst står på højde med eller overgår ungdommens blændende bøger. Hans menneskelige og kunstneriske tragedie blev, at han, oprøreren og himmelstormeren, fik den utragiske skæbne blot at blive gammel og overlevet. Sct. Georgs rustning blev Voltaires slåbrok, den medrivende begejstring forrandledes til en evindeligt sladrende monolog, den æggende frihedshelt blev den vrængende menneskeforagter. Martyren for den borgerligt-kristne bornerthed blev den kanoniserede helgen for radikalismens politiske studehandel. Hans blivende bedrift er hans kritiske kunst, der bygger på en emi- 444