nent indfølingsevne mere end på videnskabelig metode, og som fandt sit skønneste udtryk i den dybtfølte »Danske digtere». Hans ære: hans altid glødende forsvar for undertrykte folk (polakker og sønderjyder), og at han under verdenskrigen med tab af sine venner talte retfærdighedens og fornuftens sag (»Verdenskrigen», 1916; »Tragediens anden del, Fredsslutningen», 1919). B. bar en ny stor litteraturepoke frem i Norden, var den end ikke dens skaber (Jacobsen, Drachmann, Schandorph, Ibsen, Bjørnson, Strindberg, Victoria Benedictsson). Den førte politiske reformer med sig (bl.a. kvindernes valgret 1915), men dens største virkning, dens herostratiske bedrift, var, at den slog bunden bort under de etiske normer, fordi den psykologiserede og individualiserede moralen, og at den satte skel imellem den intellektuelle dannelse og den kristeligt-folkelige kultur, imellem de dannede og kirken; det er endnu i visse kredse et tegn på dumhed at være kristen. Dens indflydelse spændte ind over andre bevægelser, således blev en kreds af højskolemænd påvirket af problemstilling og tendens (Th. Bredsdorff, Valdm. Brücker o.a.), men til dens positive, skønt uvillede fortjenester hører det åndelige nybrud og den praktiske reorganisation, som kirken, der mødtes uforberedt af angrebet og ikke magtede en teoretisk debat, blev tvunget ud i (Det københavnske kirkefond, den kristne ungdomsbevægelse, Betestamødet 1886, Kirkeligt samfund af 1898 etc.), og den litterære og kulturelle reaktion, den allerede fra o. 1890 skabte (Pontoppidan, Johs. Jørgensen, Helge Rode, Jakob Knudsen o. a.). Litt.: G. Brandes, Levned I—III (Khvn 1905— 08) samt talrige udg. brevsamlinger; A. /bsen, Georg Brandes I—III (Khvn 1902—03); V. Vedel, Firsernes førere (Khvn 1923); H. Nathansen, G. B. Et portræt (Khvn 1929); V. Andersen og C. S. Petersen, Ill. dansk litteraturhistorie IV ss. 158—205 (Khvn 1930); P. V. Rubow, Dansk litterær kritik i det 19.aarhundrede (Khvn 1921); dens., Georg Brandes og hans lærere (Khvn 1927); dens., Georg Brandes og den kritiske tradition i det nittende aarhundrede (Khvn 1931); dens., Georg Brandes’ briller (Khvn 1932) samt adskillige andre større og mindre essays bl.a. 445 BROCHMAND i Litterære studier (Khvn 1928); H. Stangerup, Kulturkampen I—II (Khvn 1946); F. Böök, Victoria Benedictsson och Georg Brandes (Sthm 1949); V. Ammundsen, Den danske kirkes arv og gæld (Khvn 1937); 1826—1926, Et festskrift til den danske kirke ved Gunnar Engberg (Khvn 1926); P. G. Lindhardt, Den nordiske kirkes historie, ss. 229—244 (Khvn 1945). V.R. BRASILIEN, se Sydamerika. BREVIARIUM, se Tidegärd. BROCHMAND, Jesper (1585—1652), dansk biskop, dogmatiker. B. blev student 1601, studerede derpå i flere år i Holland, hvor han især gav sig af med filologi og filosofi, blev efter sin hjemkomst 1608 rektor ved Herlufsholm og 1610 professor pædagogicus ved universitetet i København. 1613 rykkede han op til at blive professor i græsk og 1615 i teologi. Samme år blev han dr. theol. B. var som teolog i sin første tid stærkt påvirket af ortodoksiens førstemand i Danmark, Hans Poulsen Resen, ved hvis side han stod trofast i de hårde kampår 1614—16. Senere kom han under indflydelse af Holger Rosenkrantz den Lærde. Særlig i sakramentlæren blev B. en discipel af Rosenkrantz. Som dogmatiker tjente B. sine første sporer ved sin dybtgående polemik mod romerkirken. Herom vidner hans omfattende arbejder »Controversiarum sacrarum pars I—II» (1626—27) og »De Pontifice Romano libri quinque» (1628), især rettet mod Bellarmin. Senere kom andre indlæg fra hans hånd (»Confutatio apologica ducis Christiani Wilhelmi», 1653). Sin største positive indsats som dogmatiker ydede B. ved udgivelsen af »Universæ theologiæ Systema» (1—2, 1633). Det er et usædvanligt vel gennemtænkt og moderne arbejde, der har skaffet B. berømmelse som en af Danmarks største teologer, side om side med Niels Hemmingsen* och H. L. Martensen*. B. er kun i ringe grad original som systematiker, men i en klar og veldisponeret fremstilling har han formået at give et samlende udtryk for luthersk-ortodoks lære, i nøje tilknytning til bibelen og symbolskrifterne (også Concordieformlen) og præget af megen sans for det praktiske kristenliv. — Efter Resens død 1638 blev B. biskop over Sjællands stift 446