BUD havde en så central betydning for B. som for Luther; uenighed i et enkelt lærespørgsmål burde ikke hindre kirkens enhed. I Interimstriden efter protestanternes nederlag i den schmalkaldiske krig indtog B. og Strassburg en fast afvisende holdning overfor kejseren. Tilsidst blev det dog nødvendigt for rådet at antage Interim*, 1549. Dette var et nederlag for B., der nu måtte forlade byen. B. drog til England, indbudt af ærkebiskop Cranmer, og tog ivrig del i reformationsarbejdet under Edward VI, blev professor i Cambridge og fik overdraget revisionen af Common Prayer Book. Som vejledning for den unge konge skrev han »De regno Christi», en stats- og sociallære efter evangeliets grundsætninger. B. skabte en særlig udformning af protestantisk kristendom og kirkevæsen. Påvirket både af bibelhumanismen* og Luther betonede han stærkere det inderlige Kristussamfund og troens udslag i kærlighedsgerninger end den rene lutherske retfærdiggørelselære og foretog et mere radikalt brud med overleveret kirke- og gudstjenesteordning. Karakteristisk for ham er betoningen af Guds og »Åndens» »Allwirksamkeit» uden mentar M. B.s und die Grundzüge seiner Theologie (Leipzig 1900); G. Anrich, M. B. (Strassburg 1914); W. Köhler, Zwingli und Luther. Ihr Streit über das Abendmahl 1 (Leipzig 1924); O. Ritschl, Dogmengeschichte d. Protestantismus 3 (Leipzig 1926); W. Pauck, Das Reich Gottes auf Erden... Eine Untersuchung zu B.s »De regno Christi» und zur englischen Staatskirche d. 16. Jahrh:s (Berlin & Leipzig 1928); H. Eells, M. B. (New Haven & London 1931); A. Lang, Puritanismus und Pietismus (Neukirchen 1941). N. K. A. BUD. Mens der over ordet »lov» kan være noget tidløst, upersonligt og uhistorisk, er ordet »bud» præget af det konkrete, historiske, tidslige møde mellem et Jeg og et Du. Derfor spiller glosen en ikke ringe rolle i talen om Guds forhold til mennesket i G. T. Og derfor er glosen tilbagetrædende hos en spekulativ filosof som Philo ligesom hos Josephus. De skriftkloge regnede 613 b. i loven (365 forbud og 248 påbud) og var ivrigt optaget af, hvilke b. der var de vigtigste. Når de enkelte gange (jfr. Luk. 10:27) kunne sammenstille b. om kærlighed til Gud og b. om kærlighed til næsten, betød dette ikke, at disse to b. i sig rummede hele Guds vilje, men de opfattedes som hovedbudene dog til stærkere at betone kirkens og sakramenternes betydning som midler for Åndens virken. B.s særlige interesse var kirkens ydre organisation; hans ideal var en selvstændig og selvstyrende menighedsorganisme med prædikantkonvent, ældste- og diakonembede og streng kirketugt. — De senere års forskning har givet et klarere billede af B:s reformationsværk, dets mangeartade og vidtrækkende indflydelse i samtiden og dets betydning for eftertiden, dels for Calvin og calvinismen (prædestination, nadverlære, kirketugt, ældsteembede, gudstjenesteordning; Calvin var i Strassburg 1538—41), dels for anglikanismen og den senere puritanisme, pietisme (B. er »pietisten blandt reformatorerne») og metodime. Litt.: Bibliografisk fortegnelse over B.s trykte skrifter i: Zur 400-jährigen Geburtsfeier M. B.s (Strassburg 1891); A. Lang, Der Evangelienkom- 467 (se Matt. 22: 37—40 og par.) er alt sammenfattet i dette såkaldte »dobbelte kærlighedsbud». Dette ophæver dog ikke, men bekræfter netop, at Jesus fastholder dekalogens gyldighed (se Matt. 19: 18—19 og jfr. Matt. 5:19, hvor udtrykket »disse mindste bud» vistnok betyder dekalogens b., da disse rent udvortes er de korteste i loven). Også for Paulus og Hebræerbrevet betegner »budene» de i Guds åbenbaring konkret givne b., altså omtrent det samme som »loven», pagtsloven. Paulus viser (især i Rom. 7) b.s manglende evne til at skabe liv og taler (Ef. 2:15) om, at »budenes lov med befalinger» ved Kristi død er afskaffet; men samtidig hævder han (1. Kor. 7:19), at det kristeligt afgørende er »at holde Guds bud». Mærkeligt nok sammenfatter Paulus ikke b. i »det dobbelte kærlighedsbud», men i b. om kærlighed til 468