næsten (Rom. 13:9 og Gal. 5: 14, jfr. også Jak. 2: 8). Dette ophæver dog ikke, at Paulus også kan tale om at elske Gud eller Kristus (Rom. 8:28; 1. Kor. 2:9; 8:3 og 16:22; Ef. 6:24). De johanneiske skrifter taler (Joh. 13: 34) om »det nye bud», Jesus giver sine disciple, at de skal elske hinanden, som han har elsket dem. Når der andre steder (f. eks. 14:15) tales, som drejede det sig om flere b., må dette ikke forstås om en flerhed af relativt selvstændige enkeltbestemmelser, men om udstrålinger af det ene kærlighedsbud. At kærligheden til Kristus skal vise sig i lydighed mod hans þ}., viser, hvor »umystisk» Johannesevangeliet faktisk er. I romerkirken spiller begrebet »bud» en stor rolle. Vigtigst er dekalogens b. i den af kirken autoriserede udlægning og de fem »kirkebud» (»Du skal helligholde de påbudte festdage». »Du skal på alle søn- og festdage med andagt høre den hellige messe». »Du skal holde de påbudte fastedage samt afholde dig fra kødspiser på abstinensdagene». »Du skal i det mindste een gang om året skrifte dine synder». »Du skal i det mindste een gang om året, nemlig i påsketiden modtage alterets helligste sakramente»). Men i det hele truer denne stærkt kasuistiske etik med at opløse kristenlivet i lydighed mod en række påbud og forbud. De evangeliske samfund (klarest i reglen det lutherske) har derimod med større eller mindre styrke stræbt at fastholde, at b.s sum er »det dobbelte kærlighedsbud». Ofte har man gentaget Augustins ord: »Elsk og gør hvad du vil!> uden at man altid har forstået, at dette ord kun er berettiget, når begrebet »elske» fyldes med sit nytestamentlige indhold. Dog kan man ikke frakende både luthersk ortodoksi og pietisme en tendens til næsten på katolsk vis at operere med en række enkeltbud. I nyere og nyeste tid drøftes ofte den nærmere forståelse af »det dobbelte kærlighedsbud». Nogle opfatter dette således, at b. om kærlighed til Gud restløst er udtømt i b. om kærlighed til næsten (således f. eks. 469 BUDDE en række af I. Kant og Alb. Ritschl, men også af eksistensfilosofien påvirkede teologer). Andre derimod hævder, at de to bud på en gang er uløseligt sammenknyttede og dog bevarer en relativ selvstændighed, således at b. om kærlighed til næsten mister sin kristelige karakter, hvis ikke det samtidig indskærpes, at der er noget, der hedder at elske Gud (således f. eks. S. Kierkegaard og K. Barth). Megen diskussion har der været om, hvor vidt Guds b. kun lyder til os fra åbenbaringen i Kristus eller tillige fra selve den skabte verdens vilkår, eller eventuelt fra den historiske situation som sådan (»das Gebot der Stunde»), om forholdet mellem evangeliet og b. o. s. v. Herom se artiklen Lag. Se også Dekalogen. Litt.: Artiklen êvroAx! i Theologisches Wörterbuch zum N. T. 2, s. 542 (Stuttgart 1935). Forskellige nytest. teologier og nyere fremstillinger af kristelig etik. N. H. S. BUDDE, Jöns, eller Jön(e)s Räk, vilket namn han även använde, var birgittinmunk i Nådendals kloster och svenskspråkig författare född i Finland. — B:s födelse- och dödsår äro obekanta. Att han var född senast 1437 torde man få sluta därav, att B. när han 1461 var vittne vid en rättegång i Nådendals kloster ännu syntes ha varit novis, men redan följande år omnämnes såsom »broder», vilket förutsatte minst 253 års ålder. Efter 1491 omnämnes han icke vidare. — Att broder Jöns åtnöjt en aktad ställning i klostret återspeglas i aktstycken, som visa, att klostret anyänt honom som sin företrädare i viktiga uppgifter ej blott i Finland, utan även i Stockholm och i Vadstena moderkloster. B:s historiska betydelse grundar sig dock väsentligen på hans litterära verksamhet, vilken med hänsyn till tidens förhållanden är omfattande och betydelsefull. Den äldsta uppgiften om B:s litterära verksamhet härrör från 1469, då han — enligt egen uppgift under ett besök i Vadstena kloster på begäran av dess abbedissa och systrar och sedan han även fått en övernaturlig maning — från latin till sven- 470