BØN men i sådanne religioner bliver også den kultiske b. personlig henvendelse. I gammel babylonisk religion findes f. eks. rituelle b. for »forgjorte» og overtrædere, som i deres skyldbekendelse og anråbelse er i slægt med de gammeltestamentlige psalmers fromhed. Dog findes også her eksempler på overgangen mellem b. og besværgelse. Personlig b. møder vi også i ældre græsk religion, som den f. eks. afspejles hos Homer og tragikerne. Den græske filosofis tendens mod en abstrakt monotheisme medfører dels en inderliggørelse (hos Homer b. om jordiske goder, krigslykke o. s. v., senere b. om det rette sind) dels en opløsning af b., f. eks. i stoici smen (Seneca: Det er tåbeligt at bede om det rette sind, når man kan opnå det ved egen kraft). En tilsvarende forskydning kan iagttages inden for indisk religion. I vedareligionen (2. årtusinde f. Kr.) er til ofrene knyttet b. om jordiske goder (sundhed, rigdom o. s. v.). I buddhismen (sidste halvdel af 1. årtusinde f. Kr.), som oprindelig (indisk buddhisme, »Hinayana») var uden egentlig gudstro, erstattes b. med m e ditation (selvbetragtning). I lamaismen (Tibets religion) nærmer meditationen sig den primitive magi, når f. eks. påkaldelseformler optegnes på papirstrimler og lægges i roterende tromler, som drejes ved håndkraft. Ordene selv, gemt i disse »bedemgøller», er det egentlige, ikke sindets indre koncentration. I de hellenistiske mysteriereligioner fra de første efterkristelige århundreder, hvor den religiøse individualisme er vidt fremskreden, ser vi, hvorledes b. tit hæver sig op over enhver egentlig henvendelse som en mystisk skuen eller forening med guddommen. En lignende tendens møgder os i hellenistisk filosofi (nyplatonismen). Her bliver egentlig b. et overvundet trin. Betragtningen af religionshistorien viser altså, at b. i egentlig forstand hører sammen med personlig gudstro. I primitivere religionsformer nærmer b. sig besværgelsen, i mere filosofiske og mystiske religionsfor- 495 mer nærmer den sigmeditationen og ekstasen. 2. I G. T. omtales b. som personlig henvendelse til Jahve overordentlig ofte. Bortset fra den store b.-samling, Psalmernes bog, findes en lang række b. og skildringer af bedende personer, f. eks. Moses b. 2. Mos. 32: 11—13, Hannas b. 1. Sam. 1: 11, Davids b. 2. Sam. 7: 18—29, Elias’ b. 1. Kong. 18: 36 —37, Jeremias’ b. Jer. 10:23—925; 11:20; 12: 1—3; 14: 7—9, 19—22; 15: 15—18; 17: 12—18; 18: 19—23, 20:7—13; 32: 17—25 o. m. a. Men fremfor alt lærer vi i psalmerne det israelitiske b.-liv at kende. Medens man tidligere betragtede størstedelen af psalmerne som religiøse enkeltmandsdigte fra tiden efter eksilet (landflygtigheden i Babylon 587—38 f. Kr.), er man nu mere tilbøjelig til at antage, at et stort tal er kultisk-rituelle b. af høj alder. Netop når psalmerne ses som kultiske digte, giver de udtryk for hvilken overvældende rolle henvendelsen til Jahve spiller i Israels religion. Den Gud, som tiltales i de israelitiske b., er Jahve, som har åbenbaret sig for sit folk i sine vældige gerninger (Ps. 65:1—9; 66, 1—12; 77:14—20; 80:2—15; 85:2—4 0. s. v.). Og Jahve er en hjælper i al nøgd (Ps. 46:2). I psalmerne findes derfor en rig variation af b. for alle livets forhold, festsange til de store fester i templet, individuelle og kollektive b. og anråbelser i forskellig nød, hvis oprindelige plads i den israelitiske kultus der endnu ikke hersker fuld enighed om, men som i hvert fald senere, i jødedom og kristendom, har kunnet tjene som b. for enkeltmennesker i næsten alle livets situationer. En stor plads indtager b. for den, der er forfulgt af fjender, hvadenten det er kongen eller et ukendt individ, som betragtes som den forfulgte. Karakteristisk for b. i G. T. er den jordiske realisme. B. omfatter alle livsforhold. Endvidere dens fortrøstning, som dog ikke udelukker en vedholdende kamp med Gud, og endelig lovprisningen. Omend syndsbekendelsen kan finde gribende udtryk (Ps. 51; 103) er den ikke det dominerende træk. B. i Israel forudsætter pagtsforholdet til Jahve. Dette kan udtrykke sig i et selvretfærdig- 496