heds- och hævnmotiv, som tit virker anstødeligt på nutidsmennesker (Ps. 17:4—5; 109: 2—20; 137:7—9). Men ofte er fjenden den »gudløse», som netop krænker Jahves egen retfærdighed, så at også i de — ikke særlig talrige — »hævnsalmer» realismen og fortrøstningen dominerer. Da b. i Israel har forbindelse med ofret (1. Mos. 12:8), ja, kan betragtes som et offer (Ps. 141:2), er den udsat for samme degenerationsfare som dette. Den kan udarte til en mekanisk ritus uden sindets fornyelse, en »tjeneste med læberne» (Jes. 29: 13). I G.T. findes derfor også en kritik af b. (Jes. 1:15; 29:13; Amos 5:23—24) i dens udartning. Bøn i jødedommen. Den gammeltestamentlige b.-tradition fortsættes i jødedommen, og efter at tempelkulten ophører får b. både i synagogekulten og i privat àndagt en stigende betydning, idet faste b. og bedetider vinder frem. Af faste b., som går tilbage til den førkristelige jødedom, må nævnes den jødiske »trosbekendelse», Schema”, sammensat af 5. Mos. 6:4—9; 11: 13—21; 4. Mos. 15:37—41, og Schemone’-Esre', de 18 velsignelser, som er den jødiske hoved-b. Også de jødiske måltids-b. er sandsynligvis af høj alder. I middelalderen samles de ikke-bibelske b. i særlige b.-bøger. Faren for mekanisering af b.-livet er her ikke ringere end i G. T., f. eks. i anvendelsen af bederemme (fylakterier), kapsler med opskrevne bønner, båret på håndled og pande (5. Mos. 11:18), og bedekvaster (Matt. 23:5); men det ændrer ikke den kendsgerning, at b. i jødedommen før og nu står højt. 3. B. i N.T. er kendetegnet dels ved forbindelse med G. T., dels ved Jesu altovervejende betydning. Evangelierne skildrer Jesus som bedende (Matt. 11:25—26; 14: 23; 26:26—27, 39, 42, 44; 27:46; Mark. 1:35: Luk. 3:21. 5:16; 6:12; 9:18; 283: 46: Johs. 11; 41—42; 17:1—926), oftest i ensomhed (Matt. 14:23), et udtryk for Jesu særlige forhold til Faderen. Samtidig viser evangelierne, at Jesus stiller sig ind i b.s solidaritet med hele Guds folk ved at bede med de gammeltestamentlige klage- 497 BØN sanges ord (Mark. 14:3834, sml. Ps. 42:6 og Jona 4:9; Mark. 15:34, sml. Ps. 22: 2; Luk. 23: 46, sml. Ps. 31: 6). I denne b.s dobbelte solidaritet med Faderen og med det faldne folk træder Jesu messianske selvbevidsthed frem, sml. Hebr. 5:7—10 og 7:24 —25. Med denne hans særlige stilling i b. skabes en helt ny situation for hans disciples b., hvad der træder frem i Jesu lære om b. B. er ikke længere en »gerning», hvormed Gud skal behages. Den sker »i det skjulte», d. v. s. i den menighed af tilgivne syndere, hos hvem Jesus Kristus selv er til stede med sin b. Den bruger heller ikke mange ord, men er vis på b.-hørelsen. I Jesu menighed af tilgivne syndere er Gud Faderen, som kender børnenes trang og er fuld af iver for at opfylde den (Matt. 6:5—15; 7: 7—11; Luk. 11: 1—13; 18: 1—14). B. i Jesu menighed, i b.-fællesskabet med ham, sker »i hans navn» (Matt. 18:19—20; Johs. 14: 13 ff.; 15:16; 16:24 ff.). I hans navn, d. v. s. i fællesskabet med ham, får disciplenes b. hans b.s karakter, ja, er hans b. I de apostoliske skrifter er denne b.s enhed med Jesu b. udtrykt i talen om b. som Helligåndens værk (Rom. 8:15, 26; Gal. 4: 6; Jud. 20, sml. også Johs. 4:24 og 1. Johs. 3: 21—24). I Helligånden er den opstandne Jesus Kristus nærværende i menigheden. B. modtager derfor sin styrke og sit indhold fra ham, er en genklang af hans b. i solidaritet med folket, Gethsemane-b. (Rom. 8:15; Gal. 4: 6, sml. skildringerne af menighedens b. i Ap.G. [1:24—25; 4:24—830; 12:5; 13:3] og de mange b. og forb. i de paulinske breve). B. i N. T. er som i G. T. jordisk realistisk, det er menighedens konkrete forhold, som bestemmer b., der som oftest er for-b. Også legemlig nød er genstand for b. (Jak. 5: 14). Som frugt af Helligånden er b. et våben i kampen mod djævelen (Ef. 6:18), b. er kristenmenighedens livssfære (Ef.5:18 —20; 6: 138; Fil. 4: 6; Jak. 1:5—8). Selvom N. T., som G. T, og jødedommen, forudsætter individuel b. (Ap.G. 7: 60; 2. Kor. 12: 8), er b. i N. T. først og fremmest menighedsb. Den enkeltes b. bæres af menigheds-b.s fællesskab, fordi den enkelte og menigheden 498