BØN altid mødes i Kristus. I Äbenbaringsbogens skildringer af den himmelske gudstjeneste finder N. T.s forståelse af b. sit sublimeste udtryk (Johs. åb. 5:8—14; 7:9—12). I N. T. er ved siden af den gammeltestamentlige realisme og fortrøstning lovsangs- og tilbedelsesmomentet stærkt fremhævet (sml. de mange doksologier, Rom. 11:36; 16:27; Gal. 1: 5; Fil. 4: 20 o. s. v.), en følge af, at Gud og hans rige med Jesus Kristus er kommet nær. B. i N.T. er den gammeltestamentlige realistiske b. og lovsang fuldkommengjort i Jesu navn, i den enbårne Søns evige enhed med Faderen. 4. I kirkehistorien. I den kristne fromheds historie er med hensyn til b. to faktorer af særlig betydning: gudstjenestelivet og mystikken. I den kristne gudstjeneste spiller arven fra gammeltestamentlig og jødisk b.-liv en afgørende rolle, både i messen (nadvergudstjenesten) og i tid e-b.*, de daglige bedegudstjenester, hvis udførelse påhvilede præster og munke. Hovedstammen i tide-b. (officium divinum, den guddommelige tjeneste) er de bibelske b., frem for alt de 150 gammeltestamentlige psalmer. Efter reformationen levede tide-b. viderei den anglikanske kirkes daglige morgen- og aftengudstjeneste (i >»Book of Common P r ayer»*), ligesom ogsådereformerte kirker gav de gammeltestamentlige psalmer (i versificeret form) en fremtrædende plads. På luthersk grund sygnede tide-b. hen, indtil i nyeste tid forsøg på at genoplive den har fundet sted, også i de nordiske lande. Gennem messe og tide-b. er den bibelske b. forblevet bestemmende for al kristen fælles-b. Den individuelle b. lader sig ikke historisk påvise på samme måde som den kultiske. De bevægelser, som har lagt størst vægt på det personlige fromhedsliv, har også haft betydning for b.-livets inderliggørelse. R eformationen med dens stærke vægtlæggen på troen som et personligt forhold til Gud reagerede kraftigt mod senmiddelalderlige former for mekanisering af b., f. eks. »rosenkransen», en perlekæde med en b. for hver perle (den almindelige 499 rosenkrans: 5X10 Ave Maria og 5 Pater noster) og opfattede b. som det personlige troslivs umiddelbare udtryk. Reformationstiden fremkaldte derfor en betydelig b.-litteratur. Inden for katolsk fromhed har iser mystikken* haft betydning for b., idet den mystiske kontemplation, betragtningen af Guds eget væsen, som ordløs b., oratio mentalis, kom til at stå som det højeste trin på b.s stige til Gud, på hvilken den egentlige b. blot var et lavere trin. Den modreformatoriske mystik inspirerede en stor katolsk b.- og andagtslitteratur, som påvirkede den lutherske ortodoksis og pietismens b.-litteratur i betydeligt omfang. 5. Dogmatisk, liturgisk. For en evangelisk kristendomsopfattelse er b. troens elementæreste ytring. B. er derfor ikke at opfatte som en fortjenstfuld ydelse til Gud, sådan som b. undertiden opfattes i ikke-kristne religioner og i vulgær katolicisme, hvor f. eks. rosenkrans-b. opfattes som fortjenstfuldt offer, men som udtryk for menneskets totale receptivitet over for Guds evigt givende nåde. Med rette så derfor Grundtvig b. som håbets »livudtryk», i b. udtrykker håbet alt, hvad det venter af Guds godhed. Man har derfor undertiden i evangelisk dogmatik anset b. for et nådemiddel* ved siden af prædiken og sakram e n t. Rigtig i denne betragtningsmåde er forståelsen af b.s sammenhæng med den rene nåde. Men da nådemidlet er instrumentet for nådens meddelelse, b. derimod er nådens refleks, vil det være rimeligere at stille b. ved siden af kærlighedsgerningen og bekendelsen som nådevirkninger. Som b. i Jesu navn hviler b.s b.-hørelsesvished alene på Jesu Kristi værdighed, ikke på den bedendes. Alene troen på Jesus Kristus, som bærer b., ikke dennes indhold, form eller sjælelige kvalitet, bestemmer b.s værdi. Som b. i Jesu navn er b. endvidere bestemt af hans kærlighed. B. er eet med kærlighedens gerning, hvorfor for-b. altid spiller en dominerende rolle i kristent b.-liv. Da b.-hørelsesvisheden alene hviler i troen, har b. også en altfavnende jordisk realisme. Kristustroen er også forsynstro. Intet 500