CHRISTIAN VI kyrkans fördjupade sociala ansvarskänsla. Unga präster, som återvände från fronttjänsten, verkade inspirerande. Krigsinvalidernas andliga vård beaktades. Äktenskapsrådgivning upptogs på arbetsprogrammet och har under samarbete med kyrkans officiella organ stabiliserats som en viktig arbetsuppgift. Särskilda organ ha bildats för arbetet bland fångar samt för den andliga vården av blinda, dövstumma m. fl. Ett energiskt arbete har utförts i syfte att utveckla församlingarnas sociala funktioner, främst diakonien. Man strävar efter att i varje by upprätta ett organ, som vårdar sig om de behövande och lidande i omgivningen. Nödig kontakt har skapats mellan den äldre anstalts- och församlingsdiakonien och dessa nyare kyrkligt-sociala strävanden. C. har uppehāållit intim kontakt med kyrkans lagstadgade organ. Sedan Förstärkta biskopsmötet 1945 erkänt C. som organ för kyrkans sociala verksamhet och anförtrott även andra uppgifter åt detsamma, har C:s ställning stärkts och fått en mer officiell karaktär. — Till C. voro 1949 anslutna 34 föreningar och 328 församlingar. Litt.: C:s årsberättelser (finskspråkiga). G.0O.R. CHRISTIAN VI (1699—1746) konge af Danmark og Norge 1730—1746. Chr.s barndom og ungdom faldt i de år, da den hallensiske pietisme vandt indpas i landet, og den kom gennem hans omgivelser til at præge ham. Han så den trænge frem trods hård ortodoks modstand; han hørte dens protest mod det kristelige forfald, og han opbyggedes ved dens kraftige prædiken om afgørelse, inderlighed og handling i kristenlivet. Han blev fuldblods pietist. Men som konge så han vækkelsen i fuld blomstring — og så tillige dens vildskud, sværmeri og separatisme. Spørgsmäålet blev nu, hvordan bevægelsen kunne bevares indenfor den dansk-norske kirkes rammer. Chr.s mor var den mecklenburgske prinsesse, Louise, der fra sit barndomshjem kendte pietismens kald til afgjort kristentro. Efter hendes ønske blev Joh. Georg v. Holstein prinsens hofmester og J. W. 531 Schröder hans informator; de var begge præget af spenersk fromhed. Den 1läårige krig, der udbrød 1709, og moderens bitre tungsind i anledning af kongens Frederik IV.s — forhold til Anna Sophie Reventlow kastede dybe skygger over drengens tilværelse. Ziegenbalgs udsendelse til Trankebar 1705, forordningen om præsteuddannelse 1707, missionskollegiets oprettelse 1714 og de langvarige forhandlinger om Grønlandsmission var begivenheder og emner, der fulgtes med stor interesse i dronningens lille vennekreds og derved også kom til at optage prinsens sind. Præget af pietismens tunge alvor, men også af de herskende forestillinger om det enevældige kongehus’ særstilling, fast besluttet på at frigøre sig fra sine læreres tvang og til tider voldsomt opfarende, sådan er trækkene i kronprins Chr.s billede 1720. I marts 1721 døde dronning Louise; få dage efter lod kong Frederik IV sig vie til Anna Sophie. Kronprinsen og kongens søskende følte det som en skandaløs krænkelse af den afdødes minde. Få måneder efter giftede kronprins Chr. sig med Sophie Magdalene, en datter af markgreven af Brandenburg-Kulmbach; hun var fra sit hjem vundet for den nye vækkelse. Ved det danske hof dannede der sig nu to stærkt modstridende kredse, én om kronprinsen og hans hjem og én om Anna Sophie og hendes venner. Når Frederik IV i de følgende år, inspireret af pietismens tanker, lod opføre 240 landsbyskoler, »rytterskolerne» og indrettede Vajsenhuset i København 1727, betragtede han det utvivlsomt selv som en bod for sine udsvævelser og håbede derved at vinde sin søns tilgivelse og tillid. Det lykkedes kun, for så vidt som kronprinsen og hans venner glædede sig over, at der således blev banet vej for vækkelsen. Sidst i 1720-erne fik København også to utpræget pietistiske prædikanter, nemlig hofpræst P. Hersleb* og Vajsenhusets præst E. Ewald, men den skarpe modsætning mellem de to hofkredse varede ved. I sommeren 1728 foretog kronprinseparret en rejse til Tyskland; de besøgte Halle og traf de to mænd, der i de følgende år skulle få så stor betyd- 532