DANMARK Danmark mod nationalstaten og nationalkirken, bl. a. fordi pavestolen selv var med til at overhugge forbindelsen med den danske kirke ved at give kongerne udstrakte (og velbetalte) privilegier over den. Bestemmelsen af 1526 at bisperne herefter ikke skal konfirmeres eller betale gebyr i Rom, men i København, er derfor konklusionen af en lang udvikling. Konciliarismen viste sig periodevis i en stærk reformiver, bl. a. indenfor klostrene, og i visse tendenser til kirkeligt adelsvælde overfor kongemagten, men sporene tabte sig hurtigt, og reformkatolicismen* støttedes ivrigt af Christian II (tyran), både på teologiske områder (Paul Helgesens* bibelhumanisme), juridiske (en række nye kirkelove) og på liturgiske. Til fuldt gennembrud kom reformationen i Frederik I.s tid, da der ved siden af den stadig officielt støttede katolske landskirke voksede en luthersk frikirke frem, væsentlig i byerne. Reformationen er i høj grad en blandet affære: et spil af religiøs vækkelse og politiske kræfter, af dynasti- og klasseinteresser. Den nye konge, Christian III, var både politisk, økonomisk og religiøst protestant. Han inddrog alt bispegods, og efterhånden inddroges også kapitlernes og klostrenes gods, kun præstegårdenes blev tilbage. Kirkerne solgtes i enevældens tid af kongen til (som regel) adelige liebhavere. Overgangen til en ny kirkeordning skete ved bispernes afsættelse (1536), indvielsen af nye superintendenter (1537) og den nye ordnings grundtræk, retsligt og liturgisk, fastlagdes i Kirkeordinansen* (s.å.). Reformationen indførte ikke nogen egentlig lærebekendelse. Dens kirkelige grundtype var mere melanchtoniansk end luthersk, det viste sig især klart, da Niels H em min gsen* i sidste halvdel af det 16. årh. blev Danmarks førende teolog; i mange henseender fortsatte han en ældre kirkelig tradition, især bibelhumanismens, men optog også (både dogmatisk og etisk) stærke træk fra calvinismen. Mod dette reagerede det 17. årh. hårdt. I forbindelse med en pietistisk farvet vækkelsesbevægelse kom en mere ortodoks lutherdom til magten. Der blev 555 foretaget en udrensning af Hemmingsens disciple, og det blev Resens og Bro chman d s* teologi, der byggede på k on k ordieformlen, som nu sejrede, og som takket være det samtidige religiøse nybrud virkelig førte til en række resultater. Enevældens indførelse 1660 hviler for en stor del på den kongelige overmagt i forhold til adelen (hvilket igen har sekulariseringen af kirkegodset til forudsætning). Den betød en stramning af hele det kirkelige liv og en betydelig uniformitet. Den danske kirke blev nu i skarpeste forstand bekendelseskirke, med de 3 oldkirkelige symboler, Augustana invariata og Den lille Katekisme som symbolske bøger. Den hidtidige kirkelige lovgivning førtes à jour og kodificeredes i Danske Lovs 2. bog (1683), liturgien (som nu fjernede de sidste rester af latinsk og gregoriansk sang og gik fuldt ind for den danske salmemesse) fastlagdes i Ritualet af 1685, hvortil svarede Alterbogen af 1688 og efterhånden Kingos Salmebog af 1698. Enevældens første tidsrum var præget af solid, men noget forbenet luthersk ortodoksi opblødt med indslag især af engelsk fromhed (gennem andagtslitteratur) og af engelsk prædikestil. Det 18. årh. bragte en række små pietistiske vækkelser i København og i slesvigske distrikter; samtidig slog regeringen ind på en pietistisk kurs; det viste sig bl. a. i grundlæggelsen af en mission (Ostindien, Grønland og Nordnorge), i skolebyggeri, indretning af vajsenhus, interesse for spredning af opbyggelseslitteratur etc., og under Christian VI* kom pietismen ihallensisk form under stærk afvisning af den zinzendorffske h er rn h utisme og det radikal-pietistiske sværmeri i højsædet og kom til at præge en lang række love (Sabbatslov, Konfirmationslov, Skolelov, Forsamlingslov etc.), som fik dybtgående virkninger. De hallenserpietistiske præster fik imidlertid kun begrænset indflydelse. Deres forkyndelse modsvaredes ikke af folkelige gennembrud, bondestanden var mere lænket end nogensinde; mere virkede i stilhed herrnhuterne gennemsyrende i store kredse, ud fra deres 556