principper, og Santalmissionen. Det danske Missionsselskab er langt det største og virker i Manschuriet og Sydindien; det er helt i hænderne på Indre Mission, noget lignende gælder Sudanmissionen og flere mindre selskaber. Sømandsmission* såvel indenlands som udenlands drives også væsentligt af Indre Mission. Et fælles-kirkeligt (men privat) arbejde er derimod Dansk kirkei udlandet*, som arbejder blandt danske overalt i verden, og som siden 1945 har fået en meget betydelig og statsstøttet gerning i Sydslesvig, hvor ca. 20 præster og en del andre arbejdere er igang. I kirkens daglige liv spiller institutionerne en afgørende rolle. Den grundtvigske bevægelse finder man organiseret (men løst) indenfor Kirkeligt Samfund af 1898, med arbejdscentral i Vartov og med et net af kredse landet over. Den gør en betydelig folkelig indsats i soldaterarbejdet, gennem højskolerne og foredragsforeningerne; kirkeligt møder man den i Menighedsskolen Liselund og Kirkehøjskolen Snoghøj. Centrumskirkeligheden er ifølge sit væsen organisationsløs, men dens folk støtter ofte de forgrenede institutioner, der stammer fra Københavns Indre Mission. Den ældste af disse — og inspirerende for mange af de følgende var Diakonissestiftelsen; siden fulgte en lang række filantropiske og sociale institutioner (redningshjem af forskellig art, menighedsbørnehaver etc.), og betydeligst af dem alle Københavns Kirkefond, som siden 1890 har rejst ca. 50 kirker i hovedstaden og derved bidraget til at sogne- og præstetallet holdt rimeligt trit med befolkningstilvæksten. Kirkefondet, hvis ledende mænd havde udpræget pietistiske og frikirkelige idealer, regnede fra begyndelsen af med en adskillelse mellem kirke og stat, men er senere blevet mere folkekirkeligt, fordi det udsattes for skarp kritik, dels fra socialdemokratisk, dels tidehvervsk side. Utvivlsom havde det tendens til at monopolisere forkyndelsen ved ansættelse af pietistiske præster, og indtil 1940 nød det en række særpriviligier, som gjorde denne politik mulig. Ikke mindst gennem kirke- 565 DANMARK fondet, men også gennem storbyens vakte lægfolk, gennemtrængte efterhånden den egentlige landindremission hovedstadens institutioner og optog et mangesidet evangeliserende arbejde (fabriksmission, chaufførmission etc.). Ude i landet virker Indre Mission hovedsagelig gennem missionshusene (et fremragende mødecentrum har man i Nyborg Strand) og større møder, mindre ved institutioner. Nævnes bør dog dog, at man har sit eget sygehus med diakonisseuddannelse (Lukasstiftelsen) og sin egen diakonhøjskole i Århus foruden 4 folkhøjskoler og et par seminarier. Kolonien Filadelfia, som ikke er retningspræget, uddanner også diakoner. Den sociale sans blandt studenterne giver sig udslag i Studentersettlementet i København (tilsvarende arbejde er opvækst i Århus), og i de seneste år har kordegn Kofoed med stort held søgt at gennemføre højskoleprincippet i et arbejde for at genopdrage arbejdsløse eller usociale individer til at rette sig menneskeligt og genindtage deres plads i samfundet. Interessen for teologisk arbejde har siden første verdenskrig været i stærk stigning. Videnskabelige præstekonventer samler mange deltagare, der findes adskillige, ganske uofficielle arbjedskonventer landet over, mange præster sysler med eksegetiske, kirkehistoriske eller (navnlig) systematiske studier, kontakten med udlandets teologi er vokset overordentligt, og i forhold til før ser mange disputatser lyset. Stimulerende for det teologiske arbejde har det uden tvivl været, at der siden 1942 er oprettet et teologisk fakultet i Århus (5 lærestole og ca. 130 studenter, i København 9 lærestole og ca. 350 studenter). Se også Den danske folkekirke og art. om de forskellige stift. Litt.: »Schultz’ Danmarkshistorie» 1—4 (Khvn 1941—1943); L. Helveg, Den danske kirkes historie til reformationen 1—2 (Odense 1862—70); dens., Den danske kirkes historie efter reformationen 1—2 (Odense 1851—55); L. P. Fabricius, Danmarks kirkehistorie 1—2 (Khvn 1934 ff.); Ekklesia 2. Die skandinavischen Länder. Die Kirche Dänemark (Leipzig 1937); P. G. Lindhardt, Den nordiske kirkes historie (Khvn 1945); 566