DEN DANSKE FOLKEKIRKE Min., 1903); J. Madsen, Ebenezer 1904—24 (Den dansk-amerikanske diakonissestiftelses historie, Blair, Nebr. 1924); Julegranen (Udg. årligt siden 1896. Mange historiske artikler); P. Nyholm, The Americanization of the Danish Lutheran Churches in America (Chicago 1952). »Den danske Kirke»: Jubilæumsskrift (Fem og tyve aar) (Blair, Nebr. 1921); G. B. Christiansen, Recollections of our church work (1877—1927 (Blair, Nebr. 1930); Manual (Confessions and Constitutions, Blair, Nebr. 1929); P. S. Vig, Trinitatis Seminarium 1886—1911 (Blair, Nebr. 1911); H. S. Nielsen, Dana College and Trinity Seminary 1886—1936 (Blair, Nebr. 1936); Our church at work (Blair, Nebr. 1940); A living church at work (Blair, Nebr. 1940, arbejdsmetoder i en frikirke); Year Book (Årsberetning, udg. siden 1891, først på dansk, siden på engelsk). Liste over mange andre bøger findes i Enok Mortensen, Danish-American life and letters (Des Moines, Ia. 1945, bibliografi). P. C. N. DANSK KIRKE I UDLANDET, se Utlandsverksamhet. DEN DANSKE FOLKEKIRKE. I 1848 afløstes i Danmark enevælden af det konstitutionelle kongedømme og året efter vedtoges den nye grundlov. Her blev den absolutte religionsfrihed gennemført (§§ 81—84). Ifølge Kongeloven var det kongens fornemste statspligt ikke blot selv at tjene og dyrke Gud i overensstemmelse med bibelens ord, men også at holde landets indbyggere til den rene og uforfalskede tro, samt »vældelig håndhæve og beskærme» denne mod kættere og gudsbespottere. I modsætning hertil forudsætter den ny forfatning, at staten principielt ophører at være en kristen stat. Den må være religiøst neutral, bekendelses- 1øs, som det hedder om rigsdagen. Dette betød for de fleste et radikalt brud med gammel tankegang, vanskeligt at gennemføre konsekvent. Som levn fra gammel tid kan nævnes kravet om, at kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Han bliver således den eneste person i landet, der ikke har fuld religionsfrihed, idet udøvelsen af hans borgerlige og politiske rettigheder gøres betinget of hans religiøse opfattelse. Om religionsfriheden kunne man let enes. Vanskeligere var spørgsmålet, hvad der nu skulle træde i stedet for den gamle stats- Ə71 kirke. At denne tvangskirke måtte forsvinde, var givet. Fuld adskillelse mellem kirke og stat var på den anden side ikke naturlig, da praktisk talt hele befolkningen tilhørte og vedblivende ønskede at tilhøre den samme, lutherske kirke. Man overvejede at sammenkalde en kirkelig repræsentation til drøftelse af problemet og til at fremsætte forslag ang. kirkens fremtidige forfatning. Dette blev ikke til noget, bl. a. fordi man ikke kunne enes om, hvem der var berettiget til at udtale sig på kirkens vegne. Det blev da D. G. Monrad*, grundlovens egentlige skaber, der nogenlunde på egen hånd formede lovens kirkelige bestemmelser. Vigtigst er § 3, der slår fast, at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten». Ordet »folkekirke» var et lykkeligt greb. Det havde før den tid nærmest været brugt i betydning af national- eller landskirke. Det bliver nu betegnelse for den nye ordning, der afløste statskirken. Ordet folkekirke udtrykker da først og fremmest en historisk kendsgerning: at der findes en kirke, som langt den største del af folket ønsker at tilhøre. Denne kirke har i og for sig intet med staten at gøre. Staten som sådan har intet religiøst udtryk og ingen forkærlighed for nogen religion. Kun fordi det absolute flertal tilhører f. bliver det naturligt, at staten støtter den. D. eksisterer som folkekirke kun i kraft af, at det overvejende flertal tilhører den. Er dette ikke længere tilfældet, må man finde en anden ordning af mere frikirkelig art. D. er ikke en modificeret form for statskirke. Samtidig lå der i selve ordet en understregelse af, at kirken er folkets, lægfolkets, ikke præsternes kirke. I grundloven lovedes det yderligere, at d.s forhold skulde ordnes ved lov, og man tænkte sig dermed, at der skulle skabes en kirkeforfatning. Dette løfte er aldrig blevet opfyldt, hvilket skyldes skiftende modstand fra kirkelige retninger og partier. D. har således den bekendelsesløse rigsdag og det i og for sig lige så bekendelsesløse kirkeministerium som sin øverste myndighed. Faktisk har rigsdagen indtil nu lovgivet på egen hånd om kirkelige forhold. Det har 572