med et indslag fra Søren Kierkegaard, Dostojevski, Blumhardt den æ. og y., Overbeck, Kohlbrügge og andre af det 19. århundredes teologiske løsgængere. I 1920-erne dannede førerne for denne bevægelse en lille gruppe af samarbejdende teologer, som 1922—33 udgav tidsskriftet »Zwischen den Zeiten» som bevægelsens organ. Den ubestridte fører var Karl Barth (f.i Basel 1886, stud. i Bern, Berlin, Tübingen og Marburg, 1909 hjælpepræst i den tyskreformerte menighed i Genève, 1911—21 præst i Safenwil, Kanton Aargau, 1921 professor i reformert teologi i Göttingen, 1925 i Münster, 1930 professor i dogmatik i Bonn o. 1935 i Basel) ved hvis side stod Ed. Thurneysen (f. 1888 i Wallenstadt, 1913—27 præst forskellige steder i Svejts, fra 1927 ved domkirken i Basel, 1927 privatdocent og 1939 ekstraordinær prof. i praktisk teologi i Basel), Emil Brunner (f. 1889 i Winterthur, 1916—24 præst i Obstalden, 1924 prof. i syst. teol. i Zürich) og FriedrichGogarten (f. 1887 i Dortmund, 1914 præst i Bremen, 1917 i Stelzendorf, 1925 i Dorndorf, 1927 prof. i syst. teol. i Jena, 1930 i Breslau, 1935 i Gòōöttingen). Undertiden har man også, men med urette, regnet eksegeten Rudolf Bultmann (f. 1884 i Oldenburg, 1916 prof. i N.T. i Breslau, 1920 i Giessen, 1921 i Marburg) med til d.s repræsentanter. I det hele er det tvivlsomt, om betegnelsen d. bør anvendes om de pågældende teologer efter 1932, dels fordi den tidligere enighed er afløst af dybtgående modsætninger, dels fordi bl. a. Barth har taget afstand fra selve betegnelsen. Med udtrykket d. ville Barth oprindelig betegne den reform atoriske teologis metode. Som en ordets teologi, der skal forkynde Guds ord, men kun ejer mennes k eord, kan teologien aldrig nøjes med blot at være dogmatisk, hvorved Gudsord og menneskeord ukritisk identificeres, eller blot at være kritisk, hvorved menneskets afmagt gøres absolut, men må være dialektisk, må befinde sig i en aldrig ophørende samtale med Guds ord, så at ethvert svar, som modtages fra Guds ord på 601 DIALEKTISK TEOLOGI Karl Barth. et menneskeligt spørgsmål, straks forvandles til et nyt spørgsmål. Dialektikken betyder, at mennesket aldrig bliver herre over Guds åbenbaring, men altid forbliver modtagende, lærende, lyttende. D. er et led i den almindelige reaktion mod det 19. årh.s teologi ved siden af Luth errenæssance og andre nyortodokse strømninger. Den er undertiden også blevet betegnet som et udslag af efterkrigstidsmentalitet. Sådanne forklaringer kan have psykologisk og idéhistorisk interesse, men siger intet om d:s indhold. Den forstås kun ud fra sin egen saglighed, som består i forsøget på et opgør mellem reformatorisk og idealistisk kristendomsopfattelse. 1. periode. Opgøret med idealismen. I 1922 udgav Barth 2. udgave af sin kommentar til Romerbrevet (1. udg. 1919), hvori de nye toner klang. Før den tid havde han udfoldet en ret stor produktion af mindre artikler, hvori han til at begynde med viste sig som liberal teolog, påvirket af sin lærer Wilh. 602