DIALEKTISK TEOLOGI Hermann, og som kristelig-social, påvirket af L. Ragaz. I »Römerbrief» vender han sig, under påvirkning af Kier kegaard (0g, efter hans eget udsagn, også af et nyt studium af Platon og Kant og af kendskabet til Dostojevski og Overbeck) skarpt mod hele den tidligere teologiske tendens. Dels vender han sig mod den moderne eksegese, som lod bibelens budskab forsvinde i den historiske analyse (Barth vil være skriftteolog i reformatorisk forstand), dels mod den moderne kulturprotestantismes dyrkelse af det religiøse menneske i stedet for Gud. »Nomos» (Loven) bliver karakteristisk nok oversat »Religion». I sin eksegese vil Barth gøre Guds suverænitet gældende imod ethvert forsøg på at etablere en kontinuitet mellem mennesket i dets højeste potens, det religiøse menneske, og Gud. »Wenn ich ein ’System’ habe, so besteht es darin, dass ich das, was Kierkegaard den unendlichen qualitativen Unterschied’ von Zeit und Ewigkeit genannt hat, in seiner negativen und positiven Bedeutung möglichst beharrlich im Auge behalte.» Den idealistiske teologi havde ved — som Schleiermacher og hans efterfølgere — at begrunde kristendommens sandhed og virkelighed i en almen religiøsitet mistet Gud som teologiens og forkyndelsens objekt. Derfor var ikke længer Guds åbenbaring, hans ord, men menneskets religiøse erfaring teologiens erkendelseskilde. Den skarpe adskillelse mellem Gud og menneske, som Barth i sin Romerbrevseksegese søger at gennemføre, er, hævder han, på een gang bibelens og filsofiens tema, idet bibelen ved at forkynde Guds ords menneskevordelse sætter en streg over alle menneskelige veje til Gud, og filosofien ved den skarpe skelnen mellem det uerkendelige absolutte og al erkendelses relativitet peger på den samme grænse. Barth vil med sin teologiske nyorientering bane vej for en ordets, en åbenbaringens, teologi. Men tanken om analogien mellem bibelens og filosofiens thema får ham til at udtrykke det bibelske budskab om inkarnationen i en række negationer af det menneskelige, som har givet anledning til mis- 603 tanker om, at den dialektiske teologi blot skulle være en filosofisk spekulation over modsætningen tid—evighed, læst ind i bibelen. Ved en sådan tolkning får man ikke fat på alvoren i Barths anliggende. Men spørgsmålet, om Ordet er opfattet ægte bibelsk og reformatorisk, når det i så høj grad forstås ud fra modsætningen til idealismen, bliver stående. Opgøret med den idealistiske filosofi fortsættes, dels af Barth selv i »Das Wort Gottes und die Theologie» (1924), »Die Auferstehung der Toten» (1924) og i en række artikler i >»Zwischen den Zeiten», hvori den positive tilknytning til reformatorerne træder stærkere i forgrunden, dels af hans meningsfæller Brunner og Gogarten. I »Die Mystik und das Wort» (1924) foretager Brunner et meget temperamentsfuldt opgør med Schleiermacher. I det store kristologiske arbejde »Der Mittler» (1927) prøver Brunner, endnu stadig i Barths fodspor, at drage konsekvenserne af opgøret med idealismen i en bibelsk-reformatorisk teologi, som på een gang er ortodoks og kritisk, bibelsk og tidsnær. Også Gogarten deltager i opgøret med idealismen i »Illusionen» (1926). Det bibelske træder hos ham stærkt tilbage for en genoplivelse af visse lutherske grundtanker. Gogarten er lutheraneren blandt de dialektiske teologer. Hos Gogarten ligger fra begyndelsen tyngdepunktet et andet sted end hos Barth. Gogarten vil ikke udskille mennesket for at fremhæve Gud. Opgøret med idealismen foregår for Gogarten netop i antropologien. I tilknytning til visse personalistiske filosofer (Buber, Eber og Grisebach) søger Gogarten i »Ich glaube an den dreieinigen Gott» (1926), »Glaube und Wirklichkeit» (1928) og »Politische Ethik» (1932) at omstøde den falske, »jegensomme» idealistiske menneskeopfattelse og sætte en reformatorisk, ægte personal menneskeopfattelse i stedet, for hvilken den egentlige menneskelige virkelighed er jegets møde med duet i et menneskeligt fællesskab, som indeslutter bestemte ordninger, i hvilke mødet virkeliggøres. Gogarten forener en radikal personalisme med en etik 604