og samfundsopfattelse af konservativluthersk støbning. Dette gjorde det muligt for Gogarten at indtage en lignende positiv holdning til den nationalsocialistiske revolution som andre lutherske teologer (E. Hirsch, P. Althaus), hvad der sluttelig førte til bruddet mellem ham og Barth. Imidlertid bevægede også Brunner sig i en anden retning end Barth. I opgøret med idealismen havde Brunner, trænet i kantisk filosofi og påvirket af Kierkegaard, interesseret sig særlig for problemet om forholdet mellem teologi og filosofi, åbenbaring og fornuft (»Religionsphilosophie» 1926), hvorunder en apologetisk interesse bliver synlig: åbenbaringen afslører idealismens »Autonomiewahn» (menneskeåndens krav på at være absolut autoritet) som udsprunget af syndens væsen. Men netop ved denne falske tendens vidner også idealismen om menneskets uundgåelige gudsforhold. Der bliver derfor tale om et »tilknytningspunkt» for åbenbaringen i det menneskelige åndsliv. Her nærmer Brunner, der også tilslutter sig en personalistisk menneskeopfattelse som Gogartens, sig en naturlig teologi med antropologisk fundering. På dette punkt udbrød striden mellem Barth og Brunner, idet Barth i skriftet »Nein» (1934) skarpt afviste Brunners i »Natur und Gnade» (1934) fremsatte syn på tilknytningspunktet og en moderat naturlig teologi. I forvejen havde Barth, som havde påbegyndt udgivelsen af sit gigantiske hovedværk »Kirchliche Dogmatik» (1:1 1932; 1951 afsluttedes 3. bind; værket planlagt til 5 bind) til afløsning af den tidligere påbegyndte, uafsluttede »Christliche Dogmatik — Prolegomena» (1927), frasagt sig den antropologiske linie hos Gogarten og Bultmann og alle tidligere spor af kierkegaardsk eksistensfilosofi i sin egen tænkning (Kirchl. Dogm. 1:1), og gennem sin deltagelse i den tyske kirkekamp som bekendelseskirkens åndelige fører havde han åbnet kampen mod alle former for naturlig teologi. (Barth var hovedforfatteren af Barmenbekendelsen 1934.) Hermed åbenbaredes en dyb uoverensstemmelse mellem på den ene 605 DIALEKTISK TEOLOGI side Barth på den anden Brunner, Gogarten (og Bultmann, som en tid lang havde stået venligt over for retningen uden egentlig at høre til den), som medførte ophøret af »Zwischen den Zeiten» (allerede inden striden om den naturlige teologi) og d. som skole. 2. periode. Kirkelig positivisme og teologisk kulturkritik. Efter striden om den naturlige teologi har Barth, trofast fulgt af ungdomsvennen Thurneysen (»Das Wort Gottes und die Kirche» 1927, »Die Lehre von der Seelsorge» 1946) fulgt den ortodoks-skriftteologiske linie, som allerede »Römerbrief» viste ansatser til, fremfor alt i den store dogmatik, hvad der dog ikke har hindret ham i samtidig at udfolde en stor produktivitet med hensyn til kirkelige og politiske dagsspørgsmål. Politisk var han en kraftig antinazist og udvistes herfor af Tyskland 1934; (politiske afhandlinger fra 2. verdenskrig samlet i »Eine Schweizer Stimme» 1945). I det gigantiske hovedværk søger Barth tilknytning til både reformatorisk och oldkirkelig tradition (Kierkegaard derimod er forsvundet!) og — ejendommeligt nok — i et betydeligt omfang også til middelalderlig augustinisme (Anselmbogen »Fides quaerens intellectum» 1931). Det sidste indslag synes på en mærkelig måde at brydes med det bibelske og reformatoriske element. En vis platoniserende forflygtigelse af den tidslige og rumlige virkelighed (især synlig i hans lære om skabelsen og synden) i forbindelse med en allegoriserende udlægning af den skabte virkelighed som »tegn» eller »afbillede» af Kristusvirkeligheden giver Barths teologi et spekulativt drag, som også viser sig i en tendens til teokrati: som »tegn» og »billede» mister den jordiske og politiske virkelighed sin selvstændighed (»Rechtfertigung und Recht» 1938, »Christengemeinde und Bürgergemeinde» 1946) overfor den kirkelige. I sammenhæng med denne »doketiske» virkelighedsopfattelse står også Barths »kognitive» dåbsopfattelse (»Die kirchliche Lehre von der Taufe» 1943): dåben forårsager ikke det nye liv, men bevidner det. Herudfra må Barth forkaste barnedåb. 606