(Fribourg 1939; kat.); N. H. Søe, Karl Barths Bibelopfattelse (Khvn 1939); H. U. v. Balthasar, Analogie und Dialektik (i Divus Thomas XXII, Fribourg 1944; kat.); H. U. v. Balthasar, Analogie und Natur (Divus Thomas XXIII, Fribourg 1945); L. Volken, Der Glaube bei Emil Brunner (Fribourg 1947; kat); H. Diem, Karl Barths Kritik am deutschen Luthertum (Zollikon-Zürich 1947); G. Wingren, Gott und Mensch bei Karl Barth (i Studia Theologica I, Khvn 1947); B. E. Benktson, Den naturliga teologiens problem hos Karl Barth (diss. Lund 1948, hovedv.); J. Hamer, Karl Barth (Paris 1949, kat.). R. P. DIASPORA (græsk: adspredelse) bruges på N. T.s tid (Johs. 7:35) om de blandt hedningefolkene levende jøder i modsætning til jøderne i Palæstina. Allerede i foreksilsk tid har der boet jøder uden for Palæstina; f. eks. har israelitiske forretningsmænd på Ahabs tid haft deres eget kvarter i Damaskus (1. Kong. 20:34). Medens sådanne kolonier var udtryk for jødisk foretagsomhed og magtindflydelse, opstod der senere store jødiske kolonier uden for moderlandet som følge af deportationer. Assyrerkongen Tiglat Pileser bortførte i 734 indbyggere fra de nordlige egne af Israel til Assyrien (2. Kong. 15:29), og efter assyrernes indtagelse af Samaria i 721 bortførtes en del af befolkningen til Mesopotamien samt Mediens byer (2. Kong. 17:6; 18:11). Disse deporterede vendte aldrig tilbage, og muligvis er mange hurtigt blevet opslugt af de hedenske omgivelser. Det er i hvert fald en ubeviselig påstand, at armenierne skulle være efterkommere af disse jøder fra nordriget. Fra sydriget foretog babylonerkongen N e b ukadnezar lignende tvangsforflytninger til Babylonien i 598, 587 og 581 (2. Kong. 24: 14—16; 25: 1—7 og 8—21, jfr. Jer. 52). For at undgå kongens straf flygtede nogle af de endnu tilbageblevne til Ægypten efter mordet på Gedalja og tvang profeten Jeremia til at følge med (2. Kong. 25:25, jfr. Jer. 41: 17 f. og 43: 1—7). Blandt eksulanterne i Babylonien virkede profeten Hezekiel* og har utvivlsomt i høj grad været medvirkende til, at jøderne fandt en modus vivendi i de fremmede omgivelser uden at sætte deres særpræg 20 609 DIASPORA til. Ofringer var umulige i det fremmede uden tempelkulten; derimod kunne de vigtigste spiselove og renhedsbestemmelser praktiseres. Meget taler for, at også den senere form for synagogetjeneste med skriftlæsning og bøn har taget sin begyndelse under eksilet. Efter Kyros’ indtagelse af Babylon fik jøderne lov til at vende hjem. Kun en del benyttede sig af denne tilladelse, således at der stadig fandtes en betydelig d. i Babylonien. På Ezras og Nehemias tid tilførtes der påny hjemlandet store kontingenter fra d., hvorved denne i høj grad blev medvirkende til udformningen af senjødedommen. Om jødisk kolonisation i Ægypten er vi — foruden det ovenfor anførte — blevet belært ved fundet af de på aramaisk skrevne Elefantinebreve fra 5. årh. f. Kr. Det er en samling dokumenter fra en jødisk militærkoloni på Nil-gen Elefantine ved 1. katarakt. Kolonien har haft sit eget tempel, hvor man ved siden af Jahve dyrkede andre guder (Bethel, Anat). Kolonien følte sig tilknyttet til hjemlandet, idet den anmodede om hjælp herfra, da dens tempel ødelagdes under nogle tumulter. Under Ptolemæerne voksede antallet af jøder i Ægypten stærkt, således at der omkring vor tidsregnings begyndelse ifl. Filon var en million jøder i Ægypten. Især holdt de til i Alexandria, af hvis 5 kvarterer de 2 var jødiske. I Ægypten påvirkedes den jødiske d. så stærkt af hellenistisk kultur, at den antog græsk sprog og ikke længere forstod G.T. på grundsproget. Det oversattes derfor til græsk (Septuaginta*). Fra Ægypten bredte jøderne sig videre vestpå til Nordafrika. Også i Syrien (især i Damaskus og Antiokia) fandtes talrige jøder. De spredte sig herfra til Lilleasien, de græske øer, Grækenland og Italien, fremfor alt til Rom. Dette er velkendt fra N. T., hvor Paulus — selv en d.-jøde fra Tarsos — ifl. Ap.G.s beretning træffer jøder overalt på sine rejser. Jøderne har i de lidt større kolonier haft synagoger, og menighederne har været sty- 610