(1587—1637), »Hexaëmeron», skabelseshistorien på danske vers; det blev udgivet 1661 og satte skel i dansk poetisk smag. Med støtte i Arrebo og i den tyske baroks salmepoesi reformerede Kingo både privatandagtens og kirkeandagtens lyrik. Barokkens grandiose billedstil finder vi skønnest i salmen på 1. påskedag: »Som den gyldne sol frembryder gennem den kulsorte sky». Kingos kunstneriske genialitet er hans indfølingsevne over for hver enkelt religiøs situation, i menneskers og i Jesu liv, og den massive styrke, hvormed han formår at skildre situationerne. Reformationen satte sig spor i en polemisk poesi, nogle oversatte og lokaliserede satirer (Dialogen om den syge messe; Peder Smed og Adser Bonde; Dgødedansen; Broder Rus; Visen om løgn og sandhed). Nogle af disse har dramatisk tilsnit. Langt større betydning har dog reformationens kærlighed til det kristeligt opbyggelige teater, skoledramaet, som blomstrede i Helsingør omkr. 1570 (Hans Christensen Sthen: Kortvending); i Ribe o. 1575 (Peder Hegelund: Susanna); i Viborg op mod 1600 (H. J. Ranch: Samsons fængsel; muligvis Tobiæ komedie); i Randers efter 1600 (Peder Th¢øgersen: En komedie om verden og den fattige). . Det er et udtryk for spændvidden i det 18. århundredes åndsliv, at samtidigt med at rationalisten Holberg* kritiserede pietismen, fik denne sit poetiske gennembrud i Danmark med H. A. Br or s o n*. Pietismen gav nye krafter til følelse og fantasi; for den religiøse diktning betød det meget, at højsangens naturfriskhed og apokalypsens syner blev poetiske muligheder. Brorsons uovertrufne naturallegori »Den yndigste rose er funden» har motto fra Højsangens 2. kapitel, der også har inspireret »Her vil ties, Her vil bies»; »Den store hvide flok vi se» er en vision fra Åbenbarelsebogen. I enklere stil er børnesalmen »Her kommer dine arme små» (nu »Jesu dine små»). Brorson behandler med virtuositet versets kunst; han er artisten blandt danske salmedigtere. — Medens pietismens springflod i Danmark var endt i den brorsonske »Sva- 617 DIKTNING OCH RELIGION nesangs» rokokoviser, havde den i Tyskland søgt ny kustnerisk forløsning i Klopstocks oder. Det var i denne ekstatiske stil, J ohannes Ewald (1743—1781) skildrede sit fald og sin frelse; mest storladent i »Til sjælen», en ode i alkæisk versemål: som følge af sit overmod er en ørnunge faldet af reden ned i det mørke og slimede dyb, hvorfra den higer op; ørnemoderen flyver ned og henter, som Jesus, den faldne tilbage til det lyse hjemsted. Hos Brorson symboliserede naturen Jesus; i Oehlenschlägers ungdomsdigtning smelter naturen og Gud sammen; romantikken er efter sin doktrin panteistisk. Hos B. 3S. Ingemannž* ser vi denne enhed blive kristnet på ny. Hans »Morgen- og aftensange» (1837—39), der var bestemt for de små, er — som H. C. Andersens eventyr — en lilleverden af børn og blomster og fugle og snegle, over hvilken lysets engel og den gode Gud våger. Da N. F. S. Grundtvig’ i 1810 under en åndelig krise var nået fra naturfilosofisk romantik til positiv kristendom, begyndte han sin salmedigtning med at genfortælle, som et kristeligt børneeventyr, de hellige tre kongers besøg: »Dejlig er den himmel blaa». Protesten mod romantikkens poetisering af religionen forblev en levende kilde til Grundtvigs mageløse frugtbare salmeproduktion. Det er Grundtvigs særkende, at han kan tale jævnt om alt det høje; hans tone er festlig som et orgelbrus, hans skildringer intime og hverdagslige; når Ingemann lod Gud ånde på øjet når det græder, bragte Vorherre ned til jorden, førte Grundtvig vort jordiske liv, forklaret, op i himlen: >O lad mig, i min sidste stund, Det høre af din egen mund, Som ånd og liv kan tale, Hvor rart der er i himmerig, Og at du stol har sat til mig I dine lyse sale»; denne strofe fra »At sige verden ret farvel» må stå for dem alle. Kulminationen af romantikkens nivelleringsbestræbelser er Hegels filosofi. Som Grundtvigs virke var en protest mod Schellings naturfilosofi, var Søren Kierkegaar d* som digter, filosof og teolog lidenskabeligt beskæftiget med at bekæmpe Hegel. 618