DOM rende den gamle tro fremhæves i stigende grad den d., der fældes af Gud hinsides livet og historien. På Herrens dag eller d.s dag fældes den definitive d. over alle. For de retfærdige betyder den indgang til herligheden, for de ugudelige til helvede. Tanken krydses af forestillingen om en d. umiddelbart efter døden, snart står de to forestillinger uformidlet ved siden af hinanden, snart kombineres de ved antagelsen af en »mellemtilstand>» med foreløbig løn og straf (apokalypserne). D.-tanken giver vished om en retfærdig udgang af verdensløbet, men de enkelte svinger mellem håb og frygt (4. Ezra bog). 3. N.T. Tanken om Guds d. i tiden (Rom. 1:18f.) træder ganske tilbage (sml. Luk. 13:1f.) for den universelle d., som Gud (eller Kristus) vil fælde på »Herrens (d. v. s. Kristi) dag». Både i Jesu forkyndelse (Matt. 25:31f.) og hos Paulus (1. Tess. 5: 1 f.) vises hen til denne d. Den sker — som i jødedommen — »efter gerninger» (Matt. 7:21f.; Rom. 2:6 f.), d. v. s. efter menneskets gudsforhold, sådan som det har givet sig udslag i handling. Derfor kan d.- tanken også benyttes som motiv (mellem andre) i formaningen (Kol. 3:6). D.-tanken er et nødvendigt korrelat til N. T.s forløsningstanke, tilgivelsen. Netop for syndere, der er hjælpløst hjemfaldne til d., er alene Guds tilgivelse i Kristus det forløsende ord. Skarpt kommer dette frem i Paulus’ forkyndelse af »retfærdiggsørelsen» (Rom. 1:18—3: 20), d. v. s. Guds frikendelse af de skyldige (Rom. 4:5). At d.-tanken stadig står ved magt for de vantro er en selvfølge (1. Kor. 11:32). Mere påfaldende kan det synes, at den også fremdeles har gyldighed for de troende (2. Kor. 5:10). Dette kan ikke betragtes bare som en »jødisk rest». Dertil er tanken for gennemgående i N.T. Ej heller kan retfærdiggørelsen af nåde henlægges blot til kristenlivets genesis. Så kommer dens eskatologiske karakter ikke til sin ret. D.-tanken anvendt på de troende står vagt om det kristne gudsforholds etiske karakter. Et gudsforhold, der ikke binder til Guds kærlighedsvilje er falsk (sml. Matt. 18: 21 f.). 643 Tilhørselsforhold til menigheden, delagtighed i sakramenter er ingen sikring af frelse. Menighedens frelse er vis, men der sker på d.s dag en sigtelse af den for falske medlemmer. Menneskets evige skæbne er i Guds hånd. Hans d. er definitiv og følges af frelse eller fortabelse. (Matt. 25:46.) I Johs.evang. betones — svarende til evangeliets ejendommelige præg — d.s nutidskarakter. Ved mødet med Kristus fældes d. allerede (3:18f.). Derfor kan det også siges, at de, der tror på Kristus, ikke kommer til d. (5:24). Når der alligevel kan tales om en fremtidig dom (3:28f.), har man villet opfatte dette som sekundært. Snarere står vi overfor den dobbelthed i eskatologien, som er fælles for urkristendommen. 4. Dogmatisk. Der må skelnes mellem forestillingsmaterialet, der — som tidshistorisk betinget — ikke kan have absolut erkendelsesværdi, og det saglige indhold af den bibelske d.-tanke. Gennem Guds handlen i Kristus er åbenbaret, at alle mennesker som syndere er hjemfaldne til Guds d., og at Gud har grebet ind for at frelse dem fra d. Syndere er alene henvist til Guds tilgivelse. Vantroens nej til Kristus fører ind under dom. N. T.s tale om d. også for kristne er næppe kommet til sin ret indenfor protestantisk teologi. Understreges den ensidigt er der fare for udglidning i moralisme, men forties den, er der fare for en antinomisme, der ikke lader N. T.s budskab komme til sin ret. Troens eksistentielle karakter må fremhæves. Troen og lydigheden kan ikke skilles ad. Både nådestanken (frelsen som Guds værk) og d.-tanken (menneskets ansvarlighed) må fastholdes uafkortet, selv om det ikke er muligt at bringe dem på een formel. For den kristne etik er d.-tanken af betydning som understregning af kravets alvor og afgørelsens evighedskarakter, men der må våges over for en egoistisk forurening af den etiske motivering. Litt.: L. Ruhl, De mortuorum judico (Giessen 1903); E. Kühl, Rechtfertigung auf Grund Glaubens und Gericht nach den Werken bei Paulus (Königsberg 1904); V. Kirchner, Der »Lohn» in 644