mere tilfældige anledning var et karthaginiensisk bispevalg: i året 311 var biskop Mensurius død; man havde angrebet ham for i forfølgelsestiden at have indtaget en for veg holdning. Derfor vakte det hos rigoristerne stor forbitrelse, at man til efterfølger valgte ærkedegnen Cæcilianus, der på det omstridte punkt helt havde fulgt Mensurius. Tilmed var C.s valg foregået temmelig overilet og mod de almindelige regler. Hans ordination beskyldtes for at være ugyldig, fordi Felix fra Aptungi, som havde været med til at give ham den, var traditor, d. v. s. havde udleveret de hellige bøger eller kar til forfølgerne. Man holdt en synode i Karthago, der erklærede C.s valg for ugyldigt, og som valgte og indviede en ny biskop, lektoren Majorinus. For eftertiden er det ikke muligt at udrede de forskellige strømninger og modsætninger, som affødte dette skisma. Både racemæssige, kirkelige og politiske spørgsmål gør sig gældende. Størst rolle spiller dog nok den opfattelse, som lige siden Cyprians* dage havde været fremtrædende indenfor den afrikanske kirke: at man stillede strenge sædelige krav til klerikere; hvis de faldt i dødssynd, mistede de deres nådegave og kunde ikke udføre de hellige handlinger. Kort sagt: man gjorde sakramentets gyldighed afhængig af den udøvende klerikers hellighed. Kort efter sit valg døde Majorinus, og i hans sted valgtes nu Donatus, efter hvem striden fik navn. Den bredte sig med rivende hast over hele provinsen, og man enedes da om at få kejser Konstantin* til at mægle — et mærkeligt tidens tegn, at den kirke, som indtil da havde været blodigt forfulgt af kejseren, allerede nu er villig til at kalde ham ind som en art skilledommer i en intern strid. Kejser Konstantin samlede en synode af biskopper i Rom 313, under forsæde af den romerske biskop. Dommen gik her donatisterne imod, og disse henvendte sig da på ny til kejseren. Han føjede dem i at indkalde en ny og større synode i Arles 314. Her var det klart, at det var kejseren, der var initiativtager. Også denne synode gik donatisterne imod. De bøjede sig imid- 657 DONATISME lertid ikke. Tværtimod spurgte de nu i forbitrelse: hvad har kejseren med kirken at gøre? — skønt de selv havde kaldt kejseren ind i sagen. Denne besvarede deres holdning ved med våbenmagt at søge at slå skismaet ned. For første gang oplevede man, at statsmagten ved vold søgte at skabe enhed i kirken. Undertrykkelsen førte dog ikke til det ventede resultat. Under Donatus’ ledelse organiserede skismatikerne sig som den eneste rette, ħellige kirke, og den vedblev at bestå i mere end 100 år — tildels som en afrikansk national-kirke. Den fik også tilslutning fra et socialt bondeoprør, der rejste sig mod godsejernes undertrykkelse af bønderne. Bevægelsens ledere kaldtes circumcelliones, og de fremhidsede en terroragtig oprørsbevægelse. Trods alt blev d. dog ved at bevare sin karakter af skismatisk kirkedannelse. Endnu på Augustins* tid kunde der på en synode møde 279 donatistiske biskopper. Naturligvis blev de dømt på synoden, og selv Augustin udtalte sig for med magt at tvinge dem tilbage til kirken. Dette lykkedes imidlertid ikke. Donatismen levede videre. End ikke vandalernes besættelse af Afrika kunde gøre ende på den, sely om den naturligvis — som hele den afrikanske kirke — svækkedes stærkt. Sit dødsstød fik den først, da saracenerne i 7. årh. brød ind over landet. Også senere i kirkens historie, navnlig på reformationstiden, har donatistiske tendenser gjort sig gældende, idet man stærkt understregede, at kirkens hellighed beroede på medlemmernes og ganske særlig præsternes hellighed, ligesom man mente, at sakramenterne kun var gyldige, når de udførtes af de rette gejstlige. Denne vranglære fordømmes skarpt i adskillige af reformationskirkernes bekendelsesskrifter (f. eks. Augsburgske bekendelsen Art. VIII), men den har i nyere tid spillet en betydelig rolle indenfor adskillige sekteriske kirkesamfund. Litt.: D. Völter, Der Ursprung des Donatismus (Freiburg 1883); Urkunden z. Entstehungsgeschichte des Donatismus, hrsg. von A. v. Soden (Lietzmanns Kleine Texte, h. 122, Bonn 1913); L. Duchesne, Le dossier du Donatisme 658