DOSTOJEVSKIJ (Mél. darch. et d`hist. 10, Paris 1890); W.7Thümmel, Zur Beurtheilung des Donatismus (Halle 1893); H. Leclercq, L'Afrique chrétienne (2 ed. Paris 1904); P. Monceauzx, Histoire littéraire de l'Afrique chrétienne, IV—VII (Paris 1912—23); N. H. Baynes, Constantine the Great and the Christian church (Proc. of. Brit. acad. XV, s. 344 ff., London 1929); E. Caspar, Gesch. d. Papsttums s. 108 ff. (Tübingen 1930); Art. Donatisme i Dictionnaire darch. chr. et de lit. 4:2 s. 1457 —1505 (1921); Art. Donatismo i Enciclopedia Cattolica IV s. 185 ff. (1950). H. K—h DOP, se Dåb. DOSTOJEVSKIJ, Fjodor Mikhailovitsj, russisk digter (f. 31 okt. 1821—d. 28 jan. 1881). D. er fortrinsvis den russiske storstads og dens intellektuelle proletariats digter. Ud fra hans dybt medfølende skildringer af dette milieu og dets enkeltmenneske udvikler hans digtning sig efterhånden under stadig voksende kunstnerisk magt til en omfatning af hele det russiske menneskelivs mangfoldighed og derfra videre til en i verdenslitteraturen hidtil ukendt psykologisk analyse af det moderne menneskes sjæleliv og hele dets åndelige og moralske problematik, set under religiøs synsvinkel. — D.s romandigtning udfolder sig rigest just under den russiske nihilismes stærkeste vækst i 1860erne og -70erne og er en skarp ideolorisk reaktion mod dens herredømme over åndslivet. Hans sårbare følelser for det menneskelige samfunds uretfærdighed, der nagede ham selv i dens mildeste form, kommer til udtryck i hans allerførste fortælling »Arme mennesker», som han udgav allerede i sit 22. år. Det sociale indhold i denne fortælling som i den langt senere skrevne roman »De ydmygede og forurettede» peger på den sandhed, at de i etisk henseende bedste mennesker som oftest er de for samfundets orden slettest egnede, og at det er deres skæbne at være arme mennesker, at tåle ydmygelser og forurettelser. Ved dette hans første fortællingsemne, arme mennesker, forblev han resten af sit liv. Han stillede sig som ganske ung det spørgsmål: hvad er der at gøre? og søgte straks at give spørgsmålet et praktisk grundlag. Han sluttede sig til det revolutionære Petrasjevski-forbund, og da dette blev afsløret og fældet, var D.s borgerlige 659 Fjodor Dostojevskij. Maleri af V. G. Perov. skæbne dermed beseglet. D. blev dømt til døden og først på skafottet benådet til deportation. Under de 10 år som straffefange i Sibirien bevarede D. sin åndelige holdning, og han forlod ikke tugthuset som den sårede, bitre revolutionsmand, men som den etisk modnede, der betragtede sit kvalfulde tugthusliv som den højeste skole i sandheden om mennesket. I sit periodiske skrift »En forfatters dagbog» skriver han 20 år efter: »Den vigtigste af alle erfaringer, den uden hvilken menneskene sønderriver hinanden: agtelsen for mennesket, visheden om Guds ånd i mennesket — den skulle jeg finde dér, i tugthuset. Ti endnu findes denne vished skjult i folket; den ligger skjult sely der, hvor folket består af tyve, mordere og drukkenbolte.» I Sibirien tilegnede D. sig desuden to fundamentale overbevisninger, der gik stik imod hans russiske samtids ånd og retning: visheden om, at en almen menneskelig sandhed ikke kan udtænkes af det enkelte menneske, men altid har sin rod i folkesjælens rørelser, at den har religiøs betydning 660