åsikter eller meningar i religiöst avseende, utan att hon är intagen i en rörelseriktning, som behärskas av Gud, eller i en som är motsatt denna. Sakligt sett kommer detta nära Pauli motsats mellan tillhörighet till den nya tidsåldern och till den gamla tidsåldern, ty trons inställning har för Luther också eskatologisk betydelse och avser människans inriktning på Guds löfte och på vad han slutgiltigt en gång skall låta komma genom Kristus i den tillkommande tidsåldern. Litt.: Jfr litt. över Iransk religion, se vidare A. Vierkandt, Der Dualismus im modernen Weltbild (Berlin 1923); A. Schweitzer, Kulturphilosophie 1—2 (München 1923 och 1925); G. Mehlis, Das Böse in Sittlichkeit und Religion (Erfurt 1926); R. Bring, Dualismen hos Luther (diss. Lund 1929); jfr även nyare läroböcker i dogmatik. R. Bg DÅB. Religionshistorisk. Blandt de tinglige midler, der inden for mange religioner betragtes som livgivende, kraftfyldte eller egnede til fjernelse af kultisk og moralsk urenhed, spiller vandet en fremtrædende rolle. Specielt ved indvielse af konger (f. eks. i Ægypten) og optagelse i religiøse samfund f. eks. mysteriereligionerne) bruges virkekraftige tvætninger. G.T. og jødedom. I de kultiske lovkomplekser, som i deres nuværende form er fra eftereksilsk tid, men rummer urgamle, primitive (ofte uforståede eller omtydede) traditioner, gives en række forskrifter om tvætninger til fjernelse af urenhed stammende fra sygdom, død, seksuelle funktioner m. m. (3. Mos. 11 ff.). I profetien om en kommende genrejsnings- og lykketid kan der også tales om renselsesvand (Ezek. 36:25; Sak. 13:1). Fra senjødisk tid kendes særlige døbersekter (Essæerne). Allerede i før-kristelig tid kendes en initiationsritus for hedninger, der optoges i den jødiske menighed (proselyt-d.). Den foretoges kun een gang og befriede for hedensk urenhed. N. T. Om Johannes-d. har forbindelse med de omtalte døbersekter eller er en analogi til proselyt-d. er omstridt. Den urkristne tradition (Mark. 1:1f.) ser Johannes som 665 DÅB forløber for Messias, men betoner Johannesd.s foreløbighed og dens modsætning til kirkens d. Måske har modsætningen mellem den kristne menighed og døbersekter (sml. Ap.G. 18:24f.) præget overleveringen. Ejendommeligt for Johannes-d. er, at den er knyttet til »døberens» person (som den af Gud sendte profet), at den foretages på Israeliter, og at den har forbindelse med Johannes’ eskatologiske budskab. Den er en akt, hvorved bodfærdige indvies til delagtighed i det Gudsherredømme, hvis nærhed Johannes forkyndte. — Jesus blev døbt af Johannes (Mark. 1: 9 f.), legitimerede dermed dennes d. og forkyndelse og indviedes selv til sin messianske gerning, men synes( trods Joh. 3:26; 4: 2) ikke selv at have døbt eller ladet døbe. D. omtales ikke i Jesu forkyndelse, sådan som den kendes fra den synoptiske tradition. Men i den menighed, der efter Jesu død og åbenbarelserne af den opstandne samles i troen på Jesus som Messias, er d. fra første færd indgangsritus (Ap.G. 2). Den foretages »i Jesu navn» og »til syndernes forladelse», følges af (evt. følger på, Ap.G. 10:47) meddelelsen af ånden. Menigheden er sig bevidst hermed at handle i overensstemmelse med sin Herres vilje, idet d. føres tilbage til en udtrykkelig befaling fra den opstandne (Matt. 28:19). — Den kristne d.s karakter og indhold bestemmes (bortset fra lighed med og evt. afhængighed af tilsvarende riter i jødedom og andetsteds) ud fra urkristendommens centrale væsen. D. er den enkeltes indlemmelse i det nye gudsfolk og dermed indvielse til delagtighed i det kommende gudsherredømme. D. kan ikke skilles fra kirken (ekklesia). Det religiøse forhold, som bliver til ved forkyndelsen om Kristus er ikke individualistisk-mystisk, men eksisterer kun i og med kirken. Det er den, som er frugt af Kristi gerning, hans brud, ja hans legeme. Her er det nye, som Kristus har virket og skænket, tilstede som en realitet. Som omskærelsen førte ind i den gamle pagts gudsfolk, fører d. ind i kirken og giver dermed del i Kristus, hans gerning og gaver. D. skænker syndernes 666