DĀB forladelse (Ap.G. 2:38; 22:16). Ejheiler kan d. skilles fra den urkristelige e skatologi. Det kristne budskab forkynder en helt ny situation. Gennem Kristi gerning (død og opstandelse) er den kommende verden brudt ind i den gamle verden. Dette er ikke uden videre kendeligt (dets åbenbarelse er i vente), men i kirken er det en virkelighed. Derfor drages den, der gennem d. føres ind i kirken, ind i de eskatologiske begivenheders strøm. Tilhørselsforhold til kirken er tilhørselsforhold til den nærværende-kommende ny verden og delagtighed i dens kræfter, d.v.s. i den Helligånd (Mark. 1:8; Ap.G. 2:38). Endelig må det understreges, at det gudsforhold, som oprettes ved evangeliet, lever i kirken og fuldendes i riget, er af personlig karakter. D. og tro følges ad (Ap. G. 2:41; 8:37). Derfor er d. trods sin objektive begivenhedskarakter ikke en magisk omskabelsesakt, men en indvielse til et liv i ansvarlig lydighed mod Herren, og den giver ingen garanti for den endelige frelse. Døbte kan gå glip af den (sml. 1. Kor. 10: 1 f.). Alle disse synspunkter kommer frem i det stykke d.-dogmatik, som Paulus (formodentlig følgende før-paulinsk tradition) fremlægger i Rom. 6. Det, som skete med Kristus, sker med baptizanden, han rykkes ud af det gamle og sættes ind i det nye, og d. begrunder et kald til lydighed. — Det er muligt, at urgamle mytologiske forestillinger om vandet som det både dødbringende (sml. Ezek. 26:19; Luk. 12: 50) og livgivende (sml. 1. Pet. 3:21) og motiver fra mysteriereligionerne, der også kendte en d. sat i relation til døende og opstående guddomme (f. eks. Attis-mysteriet), har præget udformningen af den kristne d.-lære, men den indholdsmæssige forskel er afgørende: ikke mytologi, men frelseshistorie, ikke guddommeliggørelse, men tilgivelse og lydighed. Noget lignende gælder, når d. kan betegnes som »genfødelse» (Joh. 3: 3 f.; Tit. 3:5), også et udtryk, der hører hjemme i mysteriesprogbrugen, men har fået nyt indhold ved at sættes ind i en eskatologisk-etisk sammenhæng. D.s indhold kan også udtrykkes ved, at den 667 sker »i (eller til) Jesu (eller Faderens, Sønnens og den Helligånds) navn». Enten dette udtryk forstås på baggrund af en kultisk terminologi (påkaldelse af det virkekraftige navn) eller ud fra handelssproget (overførelse på ens konto) betegner det optagelse i samfund med Kristus. Dogmehistorisk. Oldkirken opfattede snart d. i analogi med mysteriernes indvielser. Nogle sekter praktiserede stedfortædende d. (sml. 1. Kor. 15:29). Tidligt møder man den opfattelse, at d. kun renser for de før d. begåede synder (sml. Hebr. 10: 26), hvorfor mange opsatte den, evt. til dødslejet. — Den middelalderlige sakramentlære fordeler virkningerne af nåden på de forskellige sakramenter. I tilslutning til Augustin bestemmes d.s virkning som udslettelse af arvesyndens og de før d. begåede synders skyld samt genoprettelse af de ved syndefaldet forstyrrede naturlige moralske kræfter. D. kommer til at stå i skygge af bodssakramentet, som bringer tilgivelse for de senere begåede synder. — Mens Zwingli opfatter d. som en symbolsk bekendelseshandling, og Calvin beskriver den som pant på syndsforladelse og tegn på genfødelse, gengiver Luther d. den centrale plads, den havde i urkristendommen. Den »virker syndernes forladelse, frier fra døden og djævelen». Afgørende for Luthers d.-opfattelse er d.s fremadvisende karakter. Den drukning af den gamle Adam og den opstandelse af det nye menneske, som dåbsakten betegner, realiseres livet igennem — daglig — i angerens død og troens opstandelse. Stærkt understreges, at det egentlig virkende i d. er Guds ord og troen, der holder sig til Guds tilsagn. Den augsburgske trosbekendelse (art. 9.) betegner d. som nødvendig til frelse, dog hævder både rom.-kat. dogmatik og Luther, at Gud i nødsfald frelser uden dåb. Barne-d. — voksen-d. Spørgsmålet har været drøftet fra oldkirkens dage (måske allerede i urkristelig tid, se ndf.), var aktuelt på reformationstiden i Luthers kamp mod anabaptisterne*. I nyere tid er opstået »baptistiske» retninger og kirkesamfund, og i nyeste tid har K. Barth atter givet an- 668