ledning til, at spørgsmålet er blevet rejst. Dets besvarelse hænger sammen med det principielle syn på d.s væsen og på det kristne gudsforhold i det hele. Mod barned. indvendes, at den ikke omtales i N.T. og ikke kendtes i kirkens første tid. At N.T. ikke omtaler barne-d. er et faktum. Men både iagttagelsen af, at der nogle steder (f. eks. Ap.G. 16:833) omtales, at en mand bley døbt med »hele sit hus», og overvejelser ud fra omskærelsen, der foretoges på spæde børn og proselyt-d., der også meddeltes børn, og i det hele ud fra antikkens kollektive syn på familien gør det ialtfald muligt, for ikke at sige selvfølgeligt, at man ud fra urkristne forudsætninger har døbt børn af kristne forældre eller samtidig med forældrene. Yderligere er det blevet fremhævet (Cullmann), at en formhistorisk betragtning af perikopen om Jesus, der velsigner de små børn (Mark. 10:13—16), gør det sandsynligt, at man allerede på den tid, da den synoptiske tradition var under udformning, har kendt spørgsmålet om barne-d.s berettigelse og har besvaret det positivt. Hvad oldkirken angår hævder Origenes (d. 251), at barne-d., som han selv havde modtaget, var en apostolisk skik. Måske er også Polykarp, der (ganske vist uden at nævne dåben utrykkelig) inden sin martyrdød (155) vidner, at han har tjent Kristus i 86 år (formodentlig hans alder) et vidne om det samme. At voksen-d. under missionsforhold, som N. T.s skrifter er nedslag af, er det normale, er en selvfølge. Den anden indvending er af dogmatisk art: hvis ikke d. skal synke ned til at være en rent magisk handling, må den forudsætte baptizandens tro, og et spædbarn kan ikke tro, d. må være »ansvarligheds-d.». Tilhængere af barne-d. har faktisk vist en ikke ringe vaklen i besvarelse af denne indvending. Den romerske kirke taler om faddernes (eller kirkens) vikarierende tro, Luther lejlighedsvis om en på faddernes forbøn indgydt tro. Nyere lutherske dogmatikere henviser som regel til den tro, som følger efter som en modtagelse af den i d. skænkede gave og understreger at barne-d. er udtryk for Guds 669 DÅB forekommende nåde (»Dåben er efter sit væsen barne-d.», Martensen). I Danmark har Grundtvig, der på een gang med styrke vil hævde barne-d.s ret og troens nødvendighed, understreget, at troen er uden nogen præstationskarakter, er det samme som ikke at gøre modstand, og det er netop barnets situation. Dogmatisk. Udgangspunkt for en erkendelse af den kristne d.s væsen må være budskabet om Guds åbenbaring i Kristus. Kristendommen er som en historisk religion bundet til sin oprindelse. Det er derfor konsekvent, at d. stadig foretages i den kristne kirke. Præget af datidens forestillinger og religiøse skikke blev d. fra begyndelsen det »sted», hvor evangeliets ord og dermed Guds frelsende handlen træder ind i det enkelte menneskes liv. Som Jesus er Gud og menneske — som kirken er Guds folk og en jordisk størrelse, sådan er d. en i sin historiske oprindelse tidsbestemt og i sin ydre fremtræden uanselig handling og samtidig Guds indgriben til frelse fra synden og døden. Gennem d. kommer det kristne gudsforholds bundethed til Kristusbegivenhederne, dets kirkelige og eskatologiske bestemthed til synligt udtryk. Menneskets overgang fra døden til livet sker ikke ved moralske anstrengelser, ved intuition eller mystiske oplevelser i sjælegrunden, men ved en Gudshandling, og vel at mærke ikke som en strålende herlighedsåbenbarelse (teofani), men som en stilfærdig jordisk renselsesakt, hvor »kun» et ord fra Gud, der stiller ind i troens afgørelse, borger for handlingens evige indhold i og rækkevidde. To afveje må søges undgået, på den ene side en spiritualistiskvoluntaristisk, på den anden side en magisk-mystisk opfattelse af d. I diskussionen om barne-d. — voksen-d. kommer fra begge sider legitime momenter frem. Ved barned. fremhæves, at d. er en gudshandling, men der kan være fare for en magisk upersonlig opfattelse. Ved voksen-d. fremhæves den personlige afgørelses nødvendighed, men der er fare for, at frelsen kommer til at hvile på menneskets handling. Kirkeretsligt. N.'T. viser ingen interesse 670