sistentialisme (Khvn 1947); Olaf Pedersen, Fra Kierkegaard til Sartre (Khyn 1947); M. Reding, Die Existenzphilosophie. Heidegger, Sartre, Gabriel Marcel und Jaspers in kritisch-systematischer Sicht (Düsseld. 1948); Existentialisme chrétien: Gabriel Marcel. Présentation de Etienne Gilson. Textes de Jeanne Delhomme, Roger Troisfontaines, Pierre Colin, J.-P. Dubois-Dumée, Gabriel Marcel (Paris 1947); J. B. Hygen, Jean-Paul Sartres eksistensialisme (i »Kirke og Kultur» 1947, s. 23—41); J. B. Hygen, Tanker om døden i eksistensfilosofi og kristendom (i » Kirke og Kultur» 1949 s. 279—293); E. Vietta, Die Seinsfrage bei Martin Heidegger (Stuttgart 1950). J. B. ll. EKSISTENTIALFILOSOFI er en betegnelse for Heideggers filosofi, der tillige tjener til at skille den ud fra al eksistentiel filosofi, ikke mindst som denne sidste er repræsenteret af Karl Jaspers. Selve adskillelsen mellem eksistentiel og eksistential stammer fra Heidegger. Også i den teologiske debat er den takket være Bultmanns teologi kommet til at spille en ikke ringe rolle både når talen er om afmytologiseringen og forholdet mellem filosofi og forkyndelse. (Jfr. Dialektisk teologi.) Heideggers udgangspunkt er, at forståelsen af det værende, som han også kalder det ontiske, er grundet i en ontologisk forståelse af dets struktur, som man vel at mærke ikke er sig bevidst. Det ejendommelige er, at den ontologiske forståelse, uden at den står en klar, dog leder ens forståelse af det ontiske. Det gælder både, når det ontiske fænomen er noget forhåndenværende, og når det er ens egen eksistens’ muligheder, i hvilket sidste tilfælde den ontiske forstäelse kaldes eksistentiel. Nu kan den ontologiske forståelse, der leder forståelsen af de ontiske fænomener, gøres til tema i en filosofisk analyse. Forsåvidt de ontiske fænomener, hvis struktur man besinder sig på, er forhåndenværende, kaldes den ontologiske forståelses grundbegreber kategorier. Forsåvidt de ontiske fænomener er ens egen eksistens’ muligheder, kaldes elementerne i selve eksistensens rent formale struktur for eksistentialier. Eksistentiel er således den ontiske forståelse af sig selv i den ene og anden be- 717 EKSISTENTIALFILOSOFI Martin Heidegger. stemte, konkrete eksistensmulighed. I denne eksistentielle forståelse er der altid en mer eller mindre skjult — og iøvrigt også en mer eller mindre forfejlet — forudforståelse af selve den menneskelige eksistens’ struktur, dens eksistentialitet. Eksistential kaldes derfor den filosofiske analyse, der tilstræber en teoretisk klarhed over den menneskelige eksistens i dens rent formale struktur uden noget som helst hensyn til dens konkrete indhold. Muligheden af en sådan eksistentialfilosofi benægtes af Karl Jaspers (f. 1883, opr. psykiater, prof. i filosofi i Heidelberg 1921, fra 1947 i Basel). De afgørende eksistensmuligheder eller eksistentielle situationer er altid individuelle, unikke og øjebliksbestemte og lader sig derfor slet ikke tænke eller meddele. En filosofi, hvis tema er den menneskelige eksistens, kan således umuligt være ontologisk. Ganske vist består Jaspers filosofi for en stor del af beskrivelser af den menneskelige eksistens’ muligheder og situationer. Selv hævder han imidlertid, at beskrivelserne har karakter af en oplysning af eksistensen (Existenzerhellung), der la- 718