EKSISTENTIALFILOSOFI der det individuelle og unikke forblive individuelt og unikt, og aldrig består i en forklaring, der objektiverer og generaliserer. Ligesom der heller ikke er tale om meddelelse i den forstand, at den ene overbringer den anden intersubjektive, objektive resultater, der pretenderer at have generel gyldighed; det er derimod den enkelte, der henvender sig til den enkelte, idet eksistensoplysningen alene har karakteren af råd og hjælp, der på ingen måde ønsker at foregribe den enkeltes afgørelse. Men overhovedet er det kun i højst uegentlig forstand, at man kan tale om eksistensfilosofi, idet der er og bliver en afgrund mellem den filosofiske oplysning og den konkrete, uudsigelige eksistens, der i sin egen fri handling i uendelig forstand lægger den filosofiske oplysning bag sig. I modsætning hertil betoner Martin Heidegger (f. 1889, 1928—45 prof. i filosofi i Freiburg i. B.) sin filosofis karakter af ontologi. Det er filosofiens oprindelige spørgsmål om væren, som han vil stille på ny, og som hans eksistentiale analyse kun er indledningen til. Når nemlig det ontologiske problem skal stilles, må man begynde med at spørge efter vor egen tilværelses væren. Den har nemlig forrangen, fordi vi forstår os selv i vor egen væren, hvilket hænger sammen med, at det i vor væren gælder denne egne væren. Mennesket er neml. overladt til sig selv og har at overtage sin egen eksistens og sørge for sig selv og andre. Dets eksistens’ struktur er »Sorge». Det er altid allerede i gang med at eksistere i en af sine muligheder; det er altid i den forstand »forud for sig selv». Overladt til sig selv er mennesket anvist på den verden, hvori det er overladt til sig selv og går derfor til at begynde med og som regel helt op i beskæftigelsen med tingene. Det betyder to ting, der på det nøjeste hænger sammen. Det forfejler forståelsen af sin egen eksistens, der forstås i det forhåndenværendes billede. Og det beskæftiger sig med tingene, forstår verden, sin egen tilværelse og livet sammen med de andre, sådan som »man» forstår det. Det lever uegentligt. Det er de to modsætningspar, 719 der gennemtrænger Heideggers eksistentialanalyse, modsætningen mellem den menneskelige eksistens og det forhåndenværende, og modsætningen mellem egentlig og uegentlig eksistens. Eksistensen i egentlighed består så i at hente sig selv ud af fortabtheden i »man» for som den enkelte at se det i øjnene, at eksistensen består i at være overladt til sig selv. Det sker i angstens grundstemning, hvori den negativitet, der ligger til grund for den menneskelige eksistens, ytrer sig: mennesket har ikke givet sig selv sin egen eksistens og er den derfor ikke mægtig. Denne negativitet, der behersker eksistensen, ytrer sig i skylden som et ontologisk fænomen og i livet som et liv til døden. Hvis man ved eksistentialfilosofi ikke blot i præcis forstand, hvor ordet eksistential er bestemt i modsætning til ordet eksistentiel, vil forstå en filosofi, der vil analysere eksistensen i dens rent formale struktur, men vil forstå en filosofi, der i eksistensens navn gør op med hele den transcendentalfilosofiske idealisme fra det 19. årh. hører foruden Jaspers bl. a. også Eberhard Grisebach, Ferdinand Ebner og Martin Buber med til retningen; eksistentialfilosofi bruges da synonymt med betegnelsen eksistensfilosofi. Temaet i deres filosofi er forskellen mellem forholdet til tingene og til det andet menneske (ich-es contra ich-du), og et opgør med den erkendelsesteori og etik, der alene har haft sans for forholdet ich-es. Litt.: M. Heidegger, Sein und Zeit 1 (2 ed. Halle 1929); M. Heidegger, Kant und das Problem der Metaphysik (Bonn 1929); M. Heidegger, Platons Lehre von der Wahrheit (Bern 1947); M. Heidegger, Holzwege (Frankfurt a. M. 1950); M. Heidegger, Erläuterungen zu Hölderlins Dichtung (2 ed. Frankfurt a. M. 1951); K. Jaspers, Psychologie der Weltanschauungen (3 ed. Berlin 1925); K. Jaspers, Philosophie 1—3 (Berlin 1932); K. Jaspers, Philosophische Logik I: Von der Wahrheit (München 1947); K. Jaspers, Die geistige Situation der Zeit (Berlin 1931); K. Jaspers, Die Schuldfrage (4 ed. Zürich 1947); K. Jaspers, Der philosophische Glaube (München 1948); E. Grisebach, Gegenwart, Eine kritische Ethik (Halle 1928); E. Grisebach, Die Schicksalsfrage des Abendlandes (Bern 1942); M. Buber, Ich und Du (Leipzig 1923); F. Ebner, Das Wort 720