und die geistigen Realitäten (Innsbruck 1921); G. Marcel, Journal métaphysique (Paris 1927); G. Marcel, Être et avoir (Paris 1935); G. Marcel, Position et approches concrètes du mystère ontologique (Paris 1933); H. Lipps, Untersuchungen zu einer hermeneutischen Logik (Frankfurt a. M. 1938); H. Lipps, Die menschliche Natur (Frankfurt a. M. 1941); J.-P. Sartre, L'être et le néant (2 ed. Paris 1943). Om Eksistensialfilosofien: J. Cullberg, Das Du und die Wirklichkeit (Uppsala 1933); O. F. Bollnow, Existenzphilosophie (3 ed. Stuttgart 1949); K. E. Løgstrup, Kierkegaards und Heideggers Existenzanalyse und ihr Verhältnis zur Verkündigung (Berlin 1950). K.E.L. EKSORCISME, djævleuddrivelse ved dåben (af græsk êÏopxilsiv, besværge). I alle primitive religioner har ånderne magt. Der er heldbringende ånder — forfædrenes ånder går over i de nyfødte og giver dem deres kraft — og der er skadelige ånder. Selvfølgelig har da visse mennesker evne til at befri andre fra disse onde ånder. Derfor findes besværgelser i alle religioner, lige fra den assyrisk-babyloniske religion til nutidens primitive religioner. Besværgelsen ledsages af materielle midler, f. eks. ild, vand, spyt, åndepust, håndspålæggelse, olie, men oftest er det et ord, en besværgelsesformular, der er det afgørende; og allerede i assyrisk-babylonisk religion træffer vi det siden i årtusinder bibeholdte »gå bort» o. l. Ved den stærkere guds navn fordrives dæmonen. Da sygdom regnedes for onde ånders værk, bliver dæmonuddrivelse et væsentligt led af lægekunsten, og sygdom og synd sættes i nøjeste forbindelse. Hos Israel er dette forhold fuldt anerkendt, jfr. Matt. 12:27. Selv sygdom, der ikke regnes for »besathed», betragtes som personlighed, der kan »trues» til at forlade patienten; Luk. 4: 39 truer Jesus feberen, ligesom han v. 35 truer den urene ånd. Dette samspil mellem åndelige og materielle helbredelsesmidler vedvarer i årtusinder; endnu er der rester heraf i populære »husråd» og hos »kloge mænd». Urkristendommen betragter det uigenfødte menneske som en »dæmonernes bolig» (Barnabasbrevet). En tid lang hersker der usikkerhed om, hvorvidt dåbsvandet (hvor- 721 EKSORCISME af dæmonerne uddrives før dåbshandlingen) fordriver disse dæmoner (således Tertullian). Vi har fra Kristi tid stadig eksorcismer, men om dåbseksorcismer tier kilderne. Først fra midten af 3. årh. har vi vidnesbyrd om, at der forud for neddykningen fandt en eksorcisme af baptizanden sted. Den har naturligvis en vis forbindelse med Kristi dæmonuddrivelser, men det egentlige bibeltilknytningspunkt er tabt. Dæmonernes mangfoldighed er nu afløst af Satan selv, det er ham, der uddrives. Der er altså ikke tale om befrielse fra en almindelig besættelse, men om en udfrielse af mørkets magt (Kol. 1:13). Forud for enhver dåb gik der da et eksorcistisk ritual, oprindelig passende til hedningedåb, men også brugt ved barnedåb. I middelalderen blev det et langt ceremoniel: præsten puster baptizanden i ansigtet og siger: »Far ud af ham, du urene ånd og giv plads for Helligånden». Så overgives »visdommens salt» og derefter kommer en treleddet eksorcisme ; To gange: »Derfor, forbandede djævel, hør din dom og giv den levende Gud ære... og vig bort fra denne Guds tjener»; tredje gang: »Jeg besværger dig, urene ånd, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, at du går ud af og viger bort fra denne Guds tjener N.N.» Rituale Romanum 1614 forkorter dette noget. Luther optog eksorcismen i »Taufbüchlein 1523» og i noget forkortet skikkelse i » Taufbüchlein 1526»; i denne skikkelse trykkes dåbsritualet sammen med katekismen. Her begynder dåbshandlingen med: »Far ud, du urene ånd, og giv den Helligånd rum»; af den katolske kirkes øvrige ceremonier er kun korstegnet bevaret. Umiddelbart før evangeliestykket Mark. 10:13—16 hedder det: »Jeg besværger dig, du urene ånd ved Faderens, Sønnens og den Helligånds navn, at du farer ud af og viger fra denne Jesu Kristi tjener N. Amen.» De reformerte afskaffede straks eksorcismen og blandt lutheranerne indbyrdes kom der hurtigt strid om den, uden at det dog kom til gensidig fordømmelse. Mange betragtede den som et sikkert værn mod kryptokalvinisme. De store dogmatikere fast- 722