den matematiska kunskapens område gjordes av John Stuart Mill, enligt vilken aritmetiska och geometriska satser ytterst vila på induktion liksom realvetenskapernas satser. Den moderna form av e., som kallas logisk e. skiljer liksom Locke och Hume mellan logiskt-matematiska omdömen och omdömen om reella förhållanden. Satser av den förra typen äro aprioriska och analytiska; satser av den senare typen äro syntetiska och aposterioriska. Syntetiska omdömen a priori i Kants mening existera icke. Varje meningsfull realsats måste kunna prövas genom iakttagelser. Satser, vilkas prövbarhet är principiellt utesluten, betraktas som teoretiskt meningslösa. Under denna dom falla enligt den logiska e. alla metafysiska omdömen. Ordet e. användes även i andra sammanhang, exempelvis inom etiken och estetiken. Den etiska e. känner inga aprioriska normer för vårt handlingsliv: de moraliska principerna bygga på erfarenheter om olika handlingars gynnsamma eller ogynnsamma verkningar. Till denna typ hör utilitarismen hos Bentham och S pencers utvecklingsetik. Den estetiska e. står i opposition mot spekulativa teorier om det skönas väsen och vill arbeta med empiriskt psykologisk metod. Litt.: En utmärkt historisk orientering gives i E. Cassirer, Das Erkenntnisproblem in der Philosophie und Wissenschaft der neueren Zeit 1— 3 (bd 1—2: 3 ed., bd 3: 2 ed. Berlin 1922). Bland representativa moderna arbeten på e:s grundval kunna nämnas: R. Carnap, Der logische Aufbau der Welt (Berlin 1928); A. J. Ayer, The foundations of empirical knowledge (London och New York 1940); E. Kaila, Über den physikalischen Realitätsbegriff (Helsinki 1942); H. Reichenbach, Experience and prediction (2 ed. Chicago 1947). G. A. ENGEL, se Ängel. ENGLAND. Det religiøse liv i E. (og Wales) frembyder mange ejendommelige træk, der hænger sammen med landets historiske, geografiske og folkelige særstilling. Historisk oversigt over tiden til reformationen. Fra romersk tid er der kun få vidnesbyrd om kristendommen i Britannien: 24 737 ENGLAND St. Alban blev i 304 den første britiske martyr. Der var biskopper fra de britiske øer på synoden i Arles (314). Pelagius var rimeligvis britisk. Romernes betydning for hele E.s historie er dog uomtvistelig. Deres tilbagetrækning betyder en foreløbig fuldstændig tilbagevenden til hedenskabet i det E., der fik navn fra den angelsaksiske overklasse, der blev dominerende fra midten af 5. årh. Om keltisk kristendom, se art. Irland og Skotland. Augustin bringer 597 romersk kristendom til Syd-E. (Canterbury). I Nord-E. bygges en lille kirke i York 627. Spændingen mellem romersk og irsk kristendom vedvarer, idet synoden i Whitby 664 og Theodors udnævnelse til ærkestolen i Canterbury (668) dog bringer den romerske tradition og styreform til relativ sejr. Winchester i Wessex bliver det tredie centrum ved siden af Canterbury og York, og den store nordengelske helgen Cuthbert (d. 681), hvis ben sluttelig kom til at hvile bag højalteret i katedralen i Durham, gør i hele middelalderen denne by til det fjerde kirkelige midtpunkt. I Durham hviler også Beda Venerabilis (d. 735), der var den første store engelske, kristne lærde (hans: »Historia ecclesiastica gentis Britonum»). De skandinaviske invasioner (fra begyndelsen af 9. årh.) bringer hele den opbyggede kristne civilisation i yderste fare. D u nstan, ærkebiskop af Canterbury 959, bidrager til udligning af modsætningen mellem Englændere og Daner, som dog først helt overvindes ved Normannernes erobring (1066). Vilhelm Erobreren besatte suverænt bispestolene, og »>kirkens frihed» i middelalderlig forstand bliver ikke tilvejebragt uden gennem oprivende kampe (Thomas Beckets død 1170) ved Magna Charta 1215. Den pavelige økonomiske politik, som fulgte den kirkepolitiske sejr, medførte i E. som på fastlandet kritiske, ja revolutionære bevægelser. Individualiseringen af fromheden (tiggermunkeordenernes fremkomst) hører også til den almindelige kirkehistorie. Hvad der er karakteristisk engelsk ved middelalderens engelske kirkehistorie er måske 738