ENGLAND Bedas grav i Durhams katedral. de enestående college-universiteter i Oxford og Cambridge (slutningen af 12. årh. og begyndelsen af 13. årh.) og den engelske videnskabeligheds karakter. Anselm af Canterbury (d. 1109) var italiener af fødsel, men Roger Baco (d. 1294) og William Occam (d. 1348?) er begge englændere. Deres mistillid til spekulationen og fremhævelsen af det konkrete, positive, tør nok siges at være typisk for den angelsaksiske mentalitet. Oxfordlæreren John Wycliffe (d. 1384) fuldendte, efter at være trængt bort fra universitetet på grund af sine kætterske anskuelser og kraftige kritik af det kirkelige forfald, i sin landsbypræstegård i Lutterworth den første hele oversættelse til engelsk af bibelea (efter Vulgata). Han får stor betydning på kontinentet og fordømmes på Konstanzerkonciliet (1415) sammen med Johan 739 Hus, som havde lært det meste af ham. Bemærkelsesværdige blandt engelske middelalderlige mystikere er Richard Rolle (d. 1349), forfatteren til »The cloud of unknowing» og Julian of Norwich (d. efter 1413). Skønlitterært møder den engelske verdslige og kirkelige middelalder os frodigt hos Chaucer (»Canterbury Tales»). Nyere tid. E.s religiøse historie under og efter reformationen er især den anglikanske kirkes (se denne) historie. Selv om store religiøse grupper, såvel pavetro katolikker som stærkt calvinskt betonede puritanere, allerede i reformationsårhundredet gik til anfald mod den anglikanske kirkes hovedlinie, således som denne havde udviklet sig fra Cranmer og fået sin faste form under dronning Elisabeth såvel i kirkeforfatning (episkopalismen) som i gudstjeneste- og fromhedsliv (Book of Common Prayer 1552) og lære (De 39 artikler 1563), så var dog både de katolske og de puritanske bestræbelser indre-anglikanske foreteelser, for så vidt som begge parter stræbte efter ledelsen over den anglikanske kirke. De ville omdanne denne indefra efter deres idealer, men de ønskede ikke separation fra den. Den engelske kristenhed blev senere splittet (se nedenfor), men trods dette har engelsk kristendom i eller uden for den anglikanske kirke indtil nutiden bevaret visse fælles træk. De antydede typisk engelske træk fra middelalderen: den kritiske videnskabelighed, bibelstudiet og mystikken fortsætter under nye former i tiden efter reformationen. Hobbes, Locke og Hume er klassiske navne i den kritiske erkendelses historie ikke blot i E. Bibeloversættelsen 1611 bliver alle religiøse samfunds fælles arsenal og hele den engelsktalende verdens betydeligste klassiker. Den engelske kristenheds senere historie er imidlertid historien om den disharmoniske og tragiske udvikling, der fører til, at E. er det land i den gamle kristenhed, der religiøst er dybest splittet. Medens den romersk-katolske tro fastholdes af en ikke ubetydelig minoritet (ved slutningen af det 18. årh. 60.000 katolikker), begyndte den puritanske separation fra den anglikanske 740