kirke med dannelsen af den uafhængige »congregation», som Robert Browne 1581 skabte i Norwich, og for hvilken det kongregationalistiske eller independentistiske kirkesyn lå til grund (se Kongregationalismen). Noget senere dannedes den første menighed af baptister (i 1590-erne), som siden fik sin første store leder i John Smyth (d. 1612), (se Baptismen). Den engelske revolution 1640 mod Karl I og parlamentsakten »Solemn League and Covenant» 1643 medførte endvidere den presbyterianske epoke i E.s historie (se Presbyterianismen). En stor del af det religiøse liv i E. kom også at gå i »nonkonformistisk» ånd, megen mere individualiseret fromhed blev drevet ud i nonkonformisme og mystik. Karakteristisk er det, at kvækerne* en tid var det største dissentersamfund. Det store skønlitterære navn i perioden, Milton (»Paradise lost» 1665), ligger også langt til venstre religiøst. I løbet af 18. årh., som den religiøse temperatur afkøles, fremtræder »dissenters» som velorganiserede grupper, der vidner om den puritanisme, der for altid har sat sit præg på engelsk kristendom (»den engelske søndag»). Den engelske nonkonformismes sammenhæng med sociale omgrupperinger er allerede påvist af H. Spencer. Den er vel intetsteds tydeligere end ved metodismen*, 1700-tallets store engelske vækkelserørelse. E.s omformning til det første moderne industrisamfund ledsages af en revival blandt de store masser, der organiseres i wesleyanismen. Det britiske verdensriges opståen ledsages af oprettelsen af de store missionsselskaber. Her er det blandt de frikirkelige baptisterne, der er igangsættende (Baptist Missionary Society 1792). Det 19. århundrede. Anglo-katolicismen er en reaktion imod dette århundredes religiøse og borgerlige liberalisme. Det må ikke glemmes at skønt dette parti indenfor Church of England er det dominerende i vore dage, er det 19. årh. præget af en religiøs udvikling, der giver nonkonformismen et uhyre opsving. Gradvis afskaffes enhver forskelsbehandling med religiøs begrundelse af borgerne, og religiøse vækkelser af stor folkelig kraft (Spurgeon) 741 ENGLAND Anglikansk præst på besøg i sin menighed. når vidt ud. Ved århundredets slutning nås klimaks, og statskirken bliver atter ledende. Katolicismen drager også nytte af den religiøse frigørelse (katolikkernes emancipation 1829, hierarkiets genoprettelse 1850). Økumeniken begynder med den af romantikken vakte historiske sans at spire. P usey vil enhed både med wesleyanerne og Rom, Palmer søger forbindelse med Rusland, og Wordsworth (d. 1911) orienterer om svensk lutherdom. Som en ejendommelig profetisk, økumenisk og liturgisk bevægelse fremstår den katolskapostoliske kirke* (Irvingianerne). Nutiden. Den første verdenskrig medførte et uhyre prestigetab for al organiseret religion. Frikirkerne tabte vel mest som de, der både socialt og individuelt havde forkyndt idealerne mest »profetisk». Men også den nationale kirke tabte terræn. I 1897 konfirmeredes 219.000, i årene 1918—27 trods stigende befolkningscifre 211.000 i gennemsnit, og tallet daler stadig. I 1949 742