f` ENGLAND var det 143.000 (60.000 mænd og 83.000 kvinder). Kirkernes reaktion på sekulariseringen har som overalt været bestræbelser for union, koncentration, aktualisering. I 1932 sammensluttedes forskellige metodistiske grupper. Under den anden verdenskrig stiftedes (1942) The British Council of Churches, hvori alle betydende kirkelige grupper med undtagelse af Romerkirken er repræsenterede. Etableringen af Den Sydindiske Kirke i 1946 ved sammenslutningen af fire anglikanske stifter og den kongregationalistiske, presbyterianske og metodistiske kirke kan ikke undgå at få vidtrækkende følger i missionærernes fædreland. I allerseneste tid har ærkebiskoppen af Canterbury, dr. Fishers Cambridge-prædiken 3. nov. 1946 givet anledning til drøftelser mellem repræsentanter for statskirken og de evangeliske frikirker. Dog synes den nedarvede konfessionalisme at have for dybe rødder til, at noget afgørende kan ventes at ske foreløbig. Medens en liberalisering i teologien, der undertiden kan løbe helt vild (biskop Barnes: The rise of Christianity 1947), betragtes som svaret på tidens åndelige behov fra een side, er majoriteten af kristelige ledere enige om, at koncentration om det grundkristelige er det nødvendige. En bibelsk teologi parallel med den kontinentale blomstrer både i statskirken og blandt frikirkefolk (Hoskyns, Hebert, Ramsey, Dodd). Et intenst gudstjenesteliv har utvivlsomt størst betydning for de (relativt) få gudstjenestebesøgende. I staden York besøgtes på en vanlig søndag de anglikanske gudstjenester i 1901 af 7.453, i 1948 af 3.384, de frikirkelige af resp. 6.447 og 3.514, de romersk-katolske af resp. 2.360 og 3.703. Indbyggerantallet steg i det halve århundrede fra 48.000 til 78.000. Overhovedet viser måske den katolske kirke størst vitalitet. Den har sine fleste tilhængere i arbejderklassen, men også et stigende antal »intellektuelle» har været pavekirkens ivrige tilhængere (v. Hügel, Ch este rton, Christopher Dawson). Forskellige evangelistiske fremstød synes at give ringe resultater. Dog er der utvivlsomt almindelig forståelse for kristendommens 743 nødvendighed i den kulturelle krisesituation. B.B.C.s religiøse udsendelser aflyttes af uhyre menneskemængder. Statens tendens til centralisering og uniformering giver i forbindelse med lovgivning om skolen (Education Act 1944) anledning til nogen ængstelse i kirkelige kredse. Særligt om Wales. Bibelen oversattes til walesisk i 1674. Kirken i Wales, indtil da en del af Church of England, løstes fra staten i 1920. Navnlig Nordwales er udpræget frikirkeligt (Presbyterian Church of Wales). Statistik. E. og Wales havde i 1931 omkr. 43 1⁄2 mill. indbyggere, nu antagelig et par mill. mere. På den engelske statskirkes vælgerlister er der for tiden ca. 3 mill. (i 1925: 3.602.000). The Church in Wales har ca. 200.000 kirkelige vælgere. Tallet af præster er resp. ca. 15.000 og 1.400. Antallet af årlige ordinationer i Church of England (ca. 400) er ganske utilstrækkeligt. Romerkirken omfatter omkring 2 mill. voksne tilhængere med 6.600 præster i hele Storbritannien, metodisterne har 775.000 medl., baptisterne 343.000, kongregationalisterne 410.000 og presbyterianerne i E. 67.000. Presbyterianerne i Wales tæller 170.000. Der er ca. 20.000 kvækere og 24.000 unitarer i Storbritannien. Litt.: H. O. Wakeman, The history of the Church of England (sv. overs. Uppsala 1906, anglo-kat., standardværk); V. Ammundsen, Den kristne kirke i det nittende aarh. (Khvn 1925); C. Garbett, The claims of the Church of England (London 1947); dens., Church and state in England (London 1950); Ch. Dawson, Religion and the rise of western culture (London 1950); Church relations in England (London 1950, om off. forh. mellem anglikanere og frikirkelige i anl. af dr. Fishers Cambridge-prædiken); The congregational year book; The official year-book of the national assembly of the Church of England; An almanack for the year of our Lord 1951 (» Whitaker’s almanack», London 1950). Se også litt. under Anglikanska kyrkan. ENHEDSBESTRÆBELSER, se Unionssträvanden, Ekumenik. ERASMUS AV ROTTERDAM, nordeuropas störste humanist, föddes i Rotterdam 28 okt. 1466 (el. ngt av åren 1467—69), prästvigdes 1492, men läste sällan mässan 744