udvides til forudsætningerne. Det er nemlig muligt, eftersom transcendentalfilosofien ikke blot er en erkendelsesteori, men også en livsforståelse. Når erkendelsen i absolut forstand er ren forudsætningsløs selvfremstilling, så er menneskelivet i sig selv forstået som det ganske formløse og ubestemte liv. Thi for i absolut forstand at være selvfremstillende kan erkendelsen ingen forudsætninger have i det liv, hvis ytring den er. Menneskelivets skikkelsesløshed og ubestemthed i sig selv udgør den forudsætningsløshed, der er betingelsen for i absolut forstand at forstå erkendelsen som ren produktiv selvfremstilling. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed af transcendentalfilosofiens religionsfilosofi. Medens den videnskabelige, sædelige og kunstneriske virksomhed er objektiverende, så gælder det ikke følelsen. Den er derimod den skikkelsesløse og ubestemte bevægelse, der går forud for og som ligger til grund for enhver formning af objekterne. Af følelsens oprindelige, skikkelsesløse dybder udvinder erkendelsen, viljen og den kunstneriske fantasi deres objekter, som de giver deres egne formloves og metoders skikkelser. Hvad Paul Natorp således udtrykker psykologisk, nemlig at erkendelsen, viljen og den kunstneriske fantasis objektiveringer har deres fælles undergrund i følelsens skikkelsesløshed og ubestemthed, bekræfter, at teorien om erkendelsens væsen som produktivitet og spontanitet — forstået absolut — med nødvendighed som sin forudsætning sætter en forståelse af menneskelivet som det i sig selv skikkelsesløse og formløse liv. Kristendommens forudsætning er den modsatte: menneskelivet er i sig selv, uanset hvilken skikkelse, den enkelte giver sit liv i sin kulturelle virksomhed, noget bestemt, fordi det er skabt. Menneskets spørgen efter Skaberen, der har skabt livet som dette ganske bestemte, har derfor ikke sin oprindelse i erkendelsens produktivitet og spontanitet. Thi det er ikke et forudsætningsløst spørgsmål, men tværtimod givet med forståelsen af menneskelivet som noget bestemt i sig selv. Mennesket stiller 753 ERLANGENSKOLAN det, ikke fordi det er skabende, men fordi det er skabt. Litt.: P. Natorp, Religion innerhalb der Grenzen der Humanität. Ein Kapitel zur Grundlegung der Sozialpädagogik (2 ed. Tübingen 1908); F. K. Schumann, Der Gottesgedanke und der Zerfall der Moderne (Tübingen 1929); B. Schultzer, Transcendence and the logical difficulties of transcendence (diss. Khvn 1935); K. E. Løgstrup, Den erkendelsesteoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og teologien (diss. Khvn 1942). K.E.L. ERLANGENSKOLAN. Erlangenteologien kallas en i mitten av 1800-talet uppkommen tysk teologisk riktning, vilkens huvudsäte var universitetsstaden Erlangen och vilken kännetecknades av att den byggde på en subjektiv utgångspunkt, den kristna erfarenheten. E. har även kallats »erfarenhetsteologien». Dess representanter hade emottagit inflytelser från den religiösa väckelse, som under det första kvartseklet spred sig i olika länder av Europa och som i teologien förde med sig en återgång till den kyrkliga tron. E. kämpade å ena sidan mot rationalism, å andra sidan mot en stel ortodoxi. Under 1880-talet blev kontroversen mellan E. (representerad av v. Frank) och Ritschl* häftig. E:s upphovsmän voro dogmhistorikern G. Thomasius (d. 1875) och J. Chr.K. v. Hofmann (d. 1877), vilken senare på grund av sin försoningslära råkade i strid med sina vänner. Skolans mest betydande systematiker var F.H.R. v. Frank (d. 1894), andra representanter Chr. E. Luthardt (d. 1902) och L. Ihmels (d. 1933). Såsom ofta i teologiens historia är även här gränsen mellan den egentliga skolan och andra mer el. mindre trogna meningsfränder flytande. Från 1800-talet må i detta sammanhang nämnas teologer som Harless, Schmid, Kahnis, Höfling, v. Zezschwitz och Th. Harnack, från senare tider t. ex. Ewald, Bachmann, R. Seeberg, Gisle Johnson, Hallesby och Pietilä, vilka alla självständigt tillägnat sig åsikter och frågeställningar som i viktiga punkter sammanknyta dem med E:s intentioner. Kanske kunde man här nämna även Paul Althaus och Carl Stange. Med vissa reservationer kunde man säga, att E. blev fanbärare för en ny positiv, biblisk och 754