sidste, og Àóyos, ord, tanke) betegner en religions forestillinger om verdensløbets afslutning og tilværelsens fornyelse. Religionshistorisk. Ansatser til e. findes i primitiv kult. Baggrunden er dualistisk. Tilværelsen trues af dæmoniske kaosmagter, hvis overvindelse gennem kulten betyder skabelse og liv. I fornemmelsen af tilværelsens stadige truethed ligger spiren til en egentlig e. Tanken om den gentagne, kultiske verdensfornyelse på baggrund af den stadige undergangstrusel kan, forenet med en »historisk» betragtningsmåde, blive til håbet om en endelig fremtidig verdensfornyelse efter en definitiv verdenskatastrofe. For så vidt som e. også indeholder forestillinger om individets evige skæbne har den tillige rødder i de forestillinger om et individuelt liv efter døden (eventuelt i forbindelse med en adskillelse mellem gode og onde efter en afgørende dom) som findes i de fleste religioner, uden at de kan kaldes e. i egentlig forstand. Herhen hører f. eks. deniindisk religion forekommende sjælevandringslære og de buddhistiske helvedesforestillinger (144 helveder). E. i snævrere forstand forekommer først, når horisonten udvides til hele verdensforløbet. En »historisk» og kosmologisk dimension føjes til den individuelle. I indisk religion findes forestillinger om fire verdensaldre, yugas, på tilsammen 12000 år, som betegner en stadig nedgang, en tiltagende alderssvækkelse af verden som gudens legeme. Et egentlig historisk perspektiv forekommer dog ikke i denne indiske e., da hvert verdensforløb (maħayuga, de fire yugas) igen afløses af et nyt, i evigt kredsløb (jfr tanken om individets sjælevandring). Et »historisk» perspektiv dukker opiiransk e., som også kender de 4 verdensaldre. Men her afløses den sidste af den endelige verdensfornyelse, som betyder det godes definitive sejr over det onde. I parsismen findes derfor en udfoldet spekulation om verdens undergang og fornyelse. De døde skal opstå og gå gennem smeltet metal, der opbrænder de ugudelige, medens det af de fromme kun føles som lunken mælk. Mellem denne e. og den jødisk-kristelige findes adskillige berø- 757 ESKATOLOGI ringspunkter. Antagelig under kristendommens påvirkning findes i vikingetidens nordiske religion i myten om ragnarok en markant e. Det gamle Testamente. I Israel har e. rod dels i kulten, dels i den profetiske domsforkyndelse. I kulten spillede oprindelig kongen en afgørende rolle som Jahves salvede repræsentant, der i nytårs festens rituelle drama, afspejlet i »k 0 n g epsalmerne» (Ps. 2; 18; 20; 21; 28; 45; 61; 63; 72; 89; 101; 110 og 132), formidler velsignelsen og kraften til folket, hvorved skabelsens besejring af kaosmagterne gentages (det »sakrale kongedgømm e»). Ved kulten fornyes således pagten mellem Jahve og folket. Hvis pagten på afgørende vis brydes af folket, må det gå under. >Jahves dag» (Amos 5:18), som måske oprindelig betød nytårsfesten, da pagten fornyedes, bliver da til fordømmelsens dag. Denne situation imødeses af den profetiske domsforkyndelse hos de store skriftprofeter (Amos 2:5; 3: 14; 5:18, 27; 7:8, 17; 8:2; Hos. 1:4—9; 2: 11 ff.; 5: 8—14; 9:3; 9: 16—17; 10: 13; 11:5; 12. 10, 15; 13: 12 1f.: Jes. 3: 6, l1 18; 7: 18—25; 8: 5 ff.; Jer. 5: 14 ff.. 6: 2 ff.; 7:13 ff., 20: 32 ff.: 15: 7 ff.. 19: 15 0. s. v.), som ubønhørligt forkynder det ulydige folks undergang, men dog øjner muligheden af en genoplivelse ude i fremtiden (f. eks. Amos 9:11 ff.; Jes. 9:1—7; 11:1—10; Jer. 23: 5—6; forudsat at disse fremtidsforventninger er dele af den oprindelige profeti, hvad i modsætning til tidligere nu hyppigt antages). Naturligt — omend ikke med nødvendighed — kunne en sådan fremtidsforventning knyttes sammen med de forestillinger om kongen som lykkebringeren, der var knyttet til den gamle kult, hvorved fremtidshåbet bliver messiansk farvet. Erindringer om Davidstiden går da sammen hermed i billedet af fremtidskongen og herligheden i hans rige (Jes. 9: 1ff.; 11: 1 ff., Mika 5: 1 ff.), som er en ny paradistilstand, hvis fremherskende træk er freden og retfærdigheden. Kan dette fremtidshåb kaldes e., eller er det et dennesidigt, historisk håb? I en vis udstrækning er messianismen, helt 758