ESKATOLOGI ned til Jesu tid — og længere endnu —, dennesidig, ikke-eskatologisk. Men jo radikalere folkets frafald er tænkt, des mere underfuld bliver genoprettelsen. Intet mindre end en omskabelse af folket indefra er nødvendigt (Jer. 31:831—834: en ny pagt skal sluttes; Hez. 36:26: stenhjertet erstattes af et kødhjerte). Derfor er fremtids- ' folket en »rest», som på underfuld måde opholdes, til frelsen er inde (Jes. 10: 20 ff., sml. 7:83; Mika 53:6; Jer 24:5—7). I sådanne forventninger forlænger den dennesidige messianisme sig til egentlig e., som dog først bliver strengt hinsidig i Danielsbogens apokalyptik. På gammeltestamentlig grund er altså e. knyttet til pagtens historie, den er pagtens og pagtsfolkets genoprettelse. En verdensundergang og verdensfornyelse er i hovedparten af G. T. ikke inden for horisonten. Jødedommen. I senjødedommen er en mangfoldighed af eskatologiske anskuelser repræsenterede. Den nationalt bestemte messianisme lever videre (Salomos psalmer). Som modpol hertil står a p o k alyptikken med tanker om en universal dom, en kosmisk katastrofe og en verdensfornyelse af helt hinsidig karakter. Messianske og apokalyptiske elementer forener sig i de forskelligste variationer i den senjødiske litteratur. Apokalyptikkens indflydelse viser sig især i forestillingen om de to »æoner»: verdensforløbet deles i to skarpt adskilte tidsaldre: »denne æon», hvor det onde dominerer, og »den kommende æon», da det onde er besejret og Guds herredømme genoprettet, i opstandelseshåbet (alleredeiDan.12:2 og de sene kap. 25 [v. 8] og 26 [v. 19] i Jesajabogen) og i tanken om den himmelske Messias, der som verdensdommer kommer på himmelens skyer for at holde dom. I den æthiopiske Henokbogs »billedtaler» (kap. 37—71) skildres denne Messias-verdensdommer med et navn kendt fra Dan. 7:13, som Menneskesønnen, der samler de udvalgtes menighed om sig og tilintetgør fjenderne. I denne forestilling indgår måske ældgamle bestanddele af kongeideologien (Kongen som »U rm en n e- 759 sket», sml. 1. Mos. 1:926 og Ps. 8: 5 ff.). Gennem apokalyptikkens indflydelse danner der sig også faste forestillinger om de sidste begivenheder: opstandelsen, dommen, helvede, det evige liv, forestillinger, som mere eller mindre er forudsat i den nytestamentlige forkyndelse. Det ny Testamente. N.T:s e. er bestemt ved Jesu messianske optræden og urmenighedens Jesus-Messiasbekendelse. Jesu forkyndelse af Gudsrigets nærhed (Mark. 1:15) er et eskatologisk budskab af samme art som Johannes Døberens. Den apokalyptiske adskillelse mellem de to æoner er baggrunden. Guds rige er genoprettelsen af Jahves herredømme i Israel og dermed hele verdens fornyelse. Dette rige bringer Jesus som Menneskesønnen, den titel, hvormed han betegner sig selv. Menneskesønnen er på een gang den himmelske verdensdommer, som kommer, (Mark. 8:38; Luk. 12:8; Matth. 24:27, 30, 37, 39, 44; 25:31; Mark. 14:692) og den nærværende, fattige og forkastede M e ssias (Mark. 2:10,28; Matth. 8: 20; 11: 19; 12:32). At Jesus med den kommende Menneskesøn skulle have tænkt på en anden end sig selv, medens benævnelsen, hvor ordet bruges om ham selv, skulle være en helt umessiansk gengivelse af det aramaiske ord for »menneske» (R. Bultmann), lader sig ikke fastholde, da ord som Matth. 11:19 og Matth. 8:20 bliver meningsløse, hvis Menneskesønnen ikke er messiasbetegnelse. I Jesu selvbetegnelse som Menneskesønnen træder den nytestamentlige e.s særpræg frem. Gudsriget og den kommende verden er allerede her, men skjult under Menneskesønnens fornedrelse (»Messia shemmeligheden»). Dets åbenbarelse i herlighed forestår endnu. Menneskesønnen skal forkastes og lide døden og derefter opstå (Mark. 8:31; 9:31; 10:33). Først ved hans genkomst skal den egentlige verdensundergang og verdensfornyelse ske (Mark. 13; Matth. 25). I denne samme dobbelthed bevæger sig urkristendommens e. I forståelsen af Änden, kirken og sakramenterne træder den urkristelige e.s egenart frem. Det afgørende 760