er sket, og dog lever vi i forventning. Helligåndens udgydelse er tegnet på den nye æons frembrud (Ap.G. 2: 16—21; Joel 3: 1 ff.); men Ånden ejes kun som førstegrøde (Rom. 8:23; 2. Kor. 1:922), den må kæmpe mod »kødet», mennesket i de gudfjendtlige magters vold (Gal. 5: 16—25), den kan udslukkes (1. Thess. 5:19), og de, der har Andens førstegrøde, sukker endnu efter forløsning (Rom. 8: 16, 23). Kirken er det nye gudsfolk i Jesus Kristus, hans legeme (1. Kor. 12:13), og dog udsat for fristelse og fald som folket i ørkenen (1. Kor. 10:11 —14). Sakramenterne, dåb og nadver, er delagtighed i den kommende verdens herlighed (Hebr. 6: 4—5; Luk. 22: 16—18); men dåben betyder også delagtighed i Jesu begravelse og nadveren delagtighed i hans offerdød (Rom. 6:4; 1. Kor. 10:16). Den stærke fornemmelse af de eskatologiske begivenheders nærværende virkelighed (»realized eschatology», C. H. Dodd) ophæver ikke e.s futuriske karakter. Den forestående opstandelse og den endelige dom (se art. Yttersta domen) står også i den nytestamentlige e.s centrum (1. Kor. 15; 2. Kor. 5: 1—10). Den johannæiske litteratur, som stærkt betoner e.s præsentiske karakter (Johs. 3: 18, 36; 5:24; 11:25; 17:3) er ingen undtagelse fra denne regel (1. Johs. 3:2; Johs. 5: 28—29; 12:48 og de af visse forskere som interpolationer ansete steder 6:39, 44, 54). Omvendt er den nytestamentlige apokalypse (Johs. Äb.) helt forankret i overleveringen om den allerede komne Messias (1:5ff., 18; 5:6—14; 7:10, 14; 11: 15; 12: 10 ff.; 14:1, 4, 10, 14 o. s. v). Er end e. i N.T. en nærforventning, rummer den dog plads både for mission (Matth. 24: 14; 28:19; 2. Kor. 2:14; 5:18; 10:13ff.), for forestillingen om A n tikrist* (2. Thess. 2:4ff.; 1. Johs. 2: 18) og måske — i Johs. Äb. — for tusin dårsriget (Johs. Âb. 20:3—4). E. i N. T. er hverken »realized eschatology» og intet andet, heller ikke en »konsekvent eskatologi» (M. Werner), d. v. s. en rent futural nærforventning, som har vist sig illusorisk ved genkomstens udebliven, men en stærk spænding mellem præsentisk og futural e., 761 ESKATOLOGI mellem det skjulte og det åbenbare gudsrige, mellem troens afgørelse nu og dommens afgørelse i fremtiden (Matth. 10:32 —833). Dogmehistorien. I oldkirkens dogmeudvikling foregår en brydning mellem bibelsk frelseshistorie (og e.) og en hellenistisk metafysisk dualisme, for hvilken den tidløse modsætning mellem den materielle og den immaterielle virkelighed er afgørende. I denne brydning står den urkristne e. i fare for at blive spiritualiseret og omtydet. Alligevel fastholdes, f. eks. af Irenæu S*, den bibelske eskatologiske realisme. En vis spiritualisering foregår, i samme omfang som tanken om saligheden som »skuen af Gud» (visio Dei) tager farve af mystisk kontemplation. I alexandrinsk teologi (Clemens og Origenes) og frem for alt hos Augustin* spores dette indslag, omend f. eks. hos Augustin den futurale e. ikke opgives, og håbet om legemlig opstandelse energisk fastholdes. Hos Augustin spiritualiseres dog tanken om tusindårsriget til at gælde kirken. Augustins indflydelse var stærk i middelalderen, og den skolastiske, metafysisk bestemte nådelære, med dens adskillelse mellem »naturlig» erkendelse og »overnaturlig» skuen af Gud, var med til at forstærke den mystiske farvning af e. Både i oldtid og middelalder opstod dog fra tid til anden apokalyptiske bevægelser (montanismen, Joachim a Fiore, Savonarola) som, omend i sværmerisk form, genoplivede forventningen til Kristi genkomst. Hos Luther var genkomstforventningen levende og hang sammen med hans skabelses- og frelsesrealisme. I Luthers forståelse af retfærdig gørelsen indgår et væsentligt moment af e., fordi mennesket i retfærdiggørelsen er på een gang synder og retfærdig (simul justus et peccator) og dermed sat ind i forventningen om syndens fulde udryddelse i fremtiden, der er en nødvendig følge af dens tilgivelse i nutiden. Udviklingen fra reformation til rationalisme og pietisme var ikke e. gunstig, og i det 19. årh.s dominerende teologi (Schleiermacher, Ritschl og deres efterfølgere) spiritua- 762