ESKATOLOGI liseredes e. og omtydedes til et udtryk for moderne udviklingstro. Guds rige blev identificeret med det religiøst-moralsk-kulturelle fremskridt inden for historiens ramme (f. eks. kuiturprotestantisme og kristen socialisme). Den futurale e. blev ofte overladt til sekteriske bevægelser (adventisme, mormonisme 0. s. v.), omend der også findes genuinere repræsentanter (Irving, Blumhardterne) for en genoplivelse af urkristen forventning. I det 20. årh.s protestantiske teologi opnår e. en stor renæssance (den dialektiske teologi, P. Althaus, R.Niebuhr bl.a.) omend undertiden i en eksistensfilosofisk omtydning (R. Bultmann). Religionsfilosofisk-dogmatisk. En udskillelse af e. (»afeskatologisering», »afmytologisering») ændrer kristendommens kerne. 1) Gudsbilledet omtydes da i metafysisk retning til en transcendent livsgrund eller en immanent livskraft. I e. fastholdes Guds absolutte suverænitet over tidens begrænsning i hans absolutte bestemmelse af tiden i dens totalitet. E.s gudsbillede er hverken den hvilende livsgrund eller den groende livskraft, men den kom m e n de livgiver. E. ligger indesluttet i billedet af Gud som skaber og frelser. I skabelse og frelse går Gud ind i menneskets historie som den, der selv sætter denne historie. Ethvert forhold til den levende Gud rummer derfor e., et moment, der peger ud over tidens begrænsning uden at være tidens fornægtelse som i de forskellige former af transcendent og immanent m ystik. 2) Syndens radikalitet afsvækkes. Hvor e. fjernes, forlægges syndens overvindelse inden for dette verdensløbs rammer som en rent psykologisk proces, den bliver moralsk-religiøs evolution. Det kristne syndsbegrebs radikalitet fordrer, at synden alene overvindes gennem tilgivelse, som i .sit begreb indeslutter, at syndens tilintetgørelse ligger hinsides denne tilværelses grænser som opstandelse. 3) Skabelsens og frelsens enhed brydes. Under syndens forudsætning er skabelsens og frelsens enhed ikke synlig. Skabelse er 763 livsmeddelelse, frelse afdøen fra syndens herredømme. Først i opstandelsen er enheden synlig. Uden opstandelseshåb fortones frelsen i en dennesidig frelsesfornægtende evolutionstro (det 19. årh.s kulturprotestantisme) eller i en hinsidig, skabelsesfornægtende inderlighedsreligion (pietisme). — E. kan ifølge sit væsen kun anvende en symbolsk udtryksmåde, som imidlertid ikke må betragtes som en omskrivning af immanente, sjælelige realiteter. Gudsrigets komme er ikke evolution, og dommen er ikke »existensafgørelse». Religionsfilos ofisk bliver opgaven at konfrontere e.s virkelighedsopfattelse med erfaringens og vise denne sidstes begrænsning, hvorunder især forskellen mellem filosofiens adskillelse af timelig virkelighed og evig værdi og e.s adskillelse af timelig syndighed og evig frelse klart må fastholdes. En sammenblanding af e.s adskillelse mellem denne æon og den kommende og filosofiens adskillelse mellem virkelighedens foranderlighed og værdiens tidløse beståen (platonismens dualisme mellem virkelighed og idé) vil, som det platoniske indslag i den kristne dogmeudvikling viser, altid føre til en svækkelse af e.s virkelighedskarakter. Opstandelsen fortones til »sjælens udødelighed». Dogmatisk bliver opgaven at se e.i dens uløselige sammenhæng med frelsens historie. E. er frelsesfuldendelse, fast forankret i frelsens nutid. Alle apokalyptiske spekulationer er derfor udelukket. E.s hovedindhold — opstandelsen, dommen, saligheden, fortabelsen — føjes ikke til forståelse af frelsen som nutid, men ligger indesluttet i denne. Derfor må e. heller ikke blive blot et »slutkapitel», men e. er medbestemmende for og medindeholdt i hele den kristne frelsesforståelse, også i forståelsen af skabelsen. De bibelske eskatologiske forestillinger bør derfor hverken afmytologiseres eller udbygges i apokalyptiske spekulationer, de to hovedfarer i al e., men tolkes i uløselig sammenhæng med frelsens nutid. Se også Apokalyptik, Dom, Livet efter døden. Litt.: Religionshistorisk: N. Söderblom, La vie future d'après le Mazdeisme (Paris & Angers 764