1901); A. Olrik, Om Ragnarok, i Danske Studier (Khvn 1902—14); E. Abegg, Der Messiasglaube in Indien und Iran (Berlin & Leipzig 1928). — G.T.: F. Buhl, De messianske Forjættelser (Khvn 1894); S. Mowinckel, Psalmenstudien IlI, (Kristiania 1922, standardarb.). — Jødedommen: R. H. Charles, A critical history of the doctrine of a future life in Israel, in Judaism and in Christianity (London 1899, hovedv. også til G. T. og N.T.); W. Baldensperger, Die messianischapokalyptischen Hoffnungen des Judenthums Strassburg 1903); H. Gressmann, Der Ursprung der Israelitisch-Jüdischen Eschatologie (Göttingen 1905); J. Klausner, Die messianischen Vorstellungen des jüdischen Volkes im Zeitalter der Tannaiten (Berlin 1904); M.-J. Lagrange, Le Messianisme chez les Juifs (Paris 1909, kat.); A. Frh, v. Gall: Baceta z083 Oeod (Heidelberg 1926); P. Volz, Die Eschatologie der jüdischen Gemeinde im neutestamentlichen Zeitalter (Tübingen 1934, hovedv.); S. Mowinckel, Han som kommer (Khvn 1951, hovedv.). — N.T.: W. Wrede, Das Messiasgeheimnis in den Evangelien (Göttingen 1901); A. Schweitzer, Das Messianitäts- und Leidensgeheimnis (Tübingen 1901, skelsættende); dens., Von Reimarus bis Wrede (Tübingen 1906); dens.,. Die Mystik des Apostels Paulus (Tübingen 1930); R. Bultmann, Jesus (Berlin 1926, ensidig); A. Jeremias, Jesus als Weltvollender (Gütersloh 1930); H.D. Wendland, Die Eschatologie des Reiches Gottes bei Jesus (Gütersloh 1931); H.E. Weber, Eschatologie und Mystik im Neuen Testament (Gütersloh 1930); C. H. Dodd, The parables of the kingdom (2 ed. London 1935, vigtigt arb.); dens., History and the gospel (New York & London 1938); J. Héring, Le Royaume de Dieu et sa venue (Paris 1937); R. Otto, Reich Gottes und Menschensohn (2 ed. München 1940, hovedv.); G. Delling, Das Zeitverständnis des Neuen Testaments (Gütersloh 1940); O. Cullmann, Le retour de Christ (Neuchâtel—Paris 1943); dens., Christus und die Zeit (Zollikon—Zürich 1946, hovedv.); W. Kümmel, Verheissung und Erfüllung (Basel 1945); G. Lundström, Guds rike i Jesu förkunnelse (Sthm 1947, god oversigt over forskningen); H. A. Guy, The New Testament doctrine of the »Last Things» (London 1948); Alf Corell, Consummatum est (Sthm 1950). — Dogmehistorisk: M. Werner, Die Entstehung des christlichen Dogmas (Bern—Leipzig 1941, ensidig »konsekvent-eskat.»); W. Kamlah, Christentum und Selbstbehauptung (Frankfurt 1940, eksistensfil., beh. Augustin); W. Öl!sner, Die Entwicklung der Eschatologie von Schleiermacher bis zur Gegen- 765 ESKIL wart (Gütersloh 1929); 7. Bohlin, Den kristna Gudsrikestanken under 1800-talet och i nutiden (Lund 1928); F. Holmström, Det eskatologiska motivet i nutida teologi (Sthm 1933, god oversigt over mod. strømninger). — Rel. fil.-dogmatisk: O. Møller, Om død og evigt liv (Khvn 1903); M. Kähler, Dogmatische Zeitfragen II (Leipzig 1908); M. Werner, Das Weltanschauungsproblem bei Karl Barth und Albert Schweitzer (München 1924, ensidig »konsekvent-eskat.»); P. Brodersen, De dødes opstandelse og Kristi genkomst (Khvn 1925); C. Stange, Das Ende aller Dinge (Gütersloh 1930); P. Tillich, Zur Eschatologie, (i Religiöse Verwirklichung, 2 ed. Berlin 1930); W. Künneth, Theologie der Auferstehung (München 1933); John Baillie, And the life everlasting (Oxford 1934); F. Buri, Die Bedeutung der neutestamentlichen Eschatologie für die neuere protestantische Theologie (Zürich 1934, »konsekvent-eskat.»); E. Hoskyns, Eschatology (i Cambridge Sermons, London 1938); R. Niebuhr, Beyond tragedy (London 1938, særpræget); N. Berdiaev, Essai de métaphysique eschatologique (Paris 1946, rel.-fil., særpræget); P. Althaus, Die letzten Dinge (5 ed. Gütersloh 1949, standardv.); M. Schmaus, Von den letzten Dingen (Münster 1948, kat.); R. Guardini, Die letzten Dinge (Würzburg 1949, kat.). R.P. ESKIL, ærkebiskop af Lund ca. 1100— 1181. E. var søn af den jyske stormand Christiern Svendsøn og således brorsøn til ærkebiskop Asser. Ung blev han sendt til domskolen i Hildesheim, hvor han fik tidens bedste kirkelige uddannelse og lærte reformbevægelsens tanker at kende. Hjemkommen blev han domprovst i Lund. Hans stilling i borgerkrigen efter mordet på Knud Lavard (1131) kender vi ikke, men 1134 blev han af Erik Emune gjort til biskop i Roskilde. Forholdet til kongen, der var en udpræget tyrannisk hersker, udviklede sig iøvrigt ikke godt. »Under frihedens bannermærke» rejste E. ligefrem Sjællands bønder til oprør; om det var kirkens frihed eller den politiske, der stod i centrum, kan ikke afgøres, men E. led i hvert fald nederlag og måtte for en uhyre sum købe sig kongens fred. I de samme år mistede den danske kirke sin nyvundne selvstændighed og lagdes atter ind under Hamburg — ikke mindst takket være Assers ligegyldighed. Det lykkedes imidlertid E. ved hjælp af en 766