ESKIL tysk kannik, Hermann, at udvirke det lundensiske ærkesædes genoprettelse. Dette er vel baggrunden for, at han ved Assers død 1137 blev ærkebiskop i Lund. E.s første år som ærkebiskop var præget af den politiske uro. I kampen mod oprgørerne stod han trofast ved Erik Lams side, og da freden var oprettet, fik E. nogle gode og frugtbare arbejdsår. Domkirken i Lund blev således fuldført, og E. skabte grundlaget for en virkelig domskole. 1144 stiftede han det første danske cistercienserkloster i Herresvad i Skåne. Fra samme tid stammer adskillige andre klostre. Ved Erik Lams død 1147 fandt der et dobbelt kongevalg sted, og der udbrød en 10-årig borgerkrig, som E. med nødvendighed måtte blive inddraget i. Han holdt med Knud Magnussøn, og blev til gengæld en tid holdt fængslet af Sven Eriksøn. Da denne var fordrevet, kunne E. 1154 holde en stor synode i Viborg, hvorefter han begav sig på rejse til Rom, rimeligvis i forbindelse med den nyordning, hvorved den norske kirke var gjort selvstændig med ærkesæde i Trondheim, medens der var lovet den svenske kirke et ærkesæde i Uppsala, dog således at den vedblivende skulle være underordnet Lund. Denne rejse fik en dramatisk afslutning, idet han af tyske riddere blev kastet i fængsel. Trods pavelig protest — E.s fangenskab blev således en væsentlig grund til bruddet mellem kejser og pave — holdtes han fængslet henved to år. Fra fængslet skrev han et brev, der er det smukkeste og et af de interessanteste dokumenter fra dansk middelalder. Han fastslår, at han mod kejseren kæmper for det danske riges hæder og den danske kirkes ophøjelse: »Lad min død gavne den kirke, som jeg ikke har formået at gavne, medens jeg i levende live stod i spidsen for den. Det er biskoppens sag, om han ikke kan leve for menigheden, da i det mindste at dø for den.» Først da borgerkrigen var endt med Valdemars sejr, slap E. hjem fra fangenskab. Der fulgte nu nogle års godt samarbejde med kongen til gavn for kirken. Vitskøl kloster var en af frugterne af dette samarbejde. Snart udbrød imidlertid det okta- 767 vianske skisma, hvor Valdemar som tysk lensmand — en arv fra de urolige år — stillede sig på den kejserlige modpaves side. For E. var der ingen tvivl; han var urokkeligt Alexander III.s og reformbevægelsens mand og optrådte med uhørt personligt mod. 1161 måtte han drage i landflygtighed til Frankrig, hvor han opholdt sig 6—7 år, men endte med at få fuld oprejsning: kongen kaldte ham hjem og viste ham al skyldig ære. Det blev slået fast, at ærkebiskoppen, ikke kongen bestemte over den danske kirke. De følgende år var atter præget af fredeligt samarbejde og frugtbart virke. På det store kirkemøde i Ringsted 1170 helgenkronede E. kongens fader Knud Lavard og kronede hans søn Knud. Kongeslægten opnåede her, hvad den længe havde ønsket i retning af at underbygge og udvide sin magt. Men den opnåede det kun ved E.s samtykke og bistand. E.s sidste leveår formørkedes på forskellig vis. Han blev besveget for en stor sum penge, han havde deponeret i Frankrig. Hans dattersønner — formodentlig må han i sine unge dage have været gift — indvikledes i en sammensværgelse mod kongen. Samtidig svigtede de legemlige kræfter, og 1177 nedlagde han da højtideligt i Lunds domkirke sit embede for at drage til Clairvaux, Bernhards kloster, hvor han levede endnu 4 år, højt æret af alle munkene. E. er måske den største skikkelse i dansk middelalderhistorie. Med en næsten gammeltestamentlig vælde skrider han frem, ubøjelig i modgang, stærk og virksom i medgang. I 40 år var han den danske kirkes leder og bidrog mere end nogen anden til at omforme denne efter højmiddelalderens ideer. Han indførte de nye munkeordener, cistercienserne og præmonstratenserne i landet og var en klostergrundlægger som få. Domkirken og kapitlet i Lund bragte han i vejret, således at de svarede til lignende institutioner ude i Europa. Han er den første mand i dansk historie, som er fuldt europæisk indstillet; han færdedes med samme selvfølgelighed ved kurien i Rom, ved den franske konges hof og hjemme i sit land. Med ukuelig styrke, måske 768