EUKARISTISKE KONGRESSER handling anføres dels den velforståtte egeninteresse, dels altruisme og sosiale instinkter. I nyeste tid er utilitaristisk e. ofte forenet med evolusjonisme (Spencer, Julian Huxley). Skarpe motstandere av e. var på forskjellig vis Kant og Nietzsche. Også bibelen regner med en forbindelse mellom rettferd og velferd. For gammelisraelittisk syn var de utslag av en og samme sjelelige beskaffenhet. Senere ble den lykkelige utgang gjort avhengig av en gjengjeldende guddommelig rettferdighet. Det kristne livsmål inneslutter den religiøst bestemte lykke (salighet), men defineres primært teosentrisk som Guds kongevelde (Guds rike). Med Thomas kom den aristoteliske e. inn i teologien, idet saligheten, oppfattet som menneskets fullendelse, ble mål og prinsipp for handlemåten. Mot denne e. reagerte Luther og orienterte hele etikken ut fra Guds frelsesgave. Saligheten er snarere forutsetning enn mål for den gode handling. Lønn og straff er følge, ikke motiv. E. rommer viktige sannhetsmomenter og gir i sin utilitaristiske form et verdifullt bidrag til samfunnsetikken. Men selve velferdsprinsippet er mangtydig og derfor utilstrekkelig. Det krever å utfylles og korrigeres i normativ retning ut fra et bestemt menneskesyn, samfunnssyn eller historiesyn, en livsanskuelse eller religiøs tro. Litt.: M. Heinze, Der Eudämonismus in der griechischen Philosophie (Leipzig 1883); S. Huber, Die Glückseligkeitslehre des Aristoteles und des hl. Thomas (Freistadt 1893); H. Gomperz, Kritik des Hedonismus (Stuttgart 1898); L. Stephen, The English utilitarians, 3 bd (London 1900); J. Norring, Luthers och Kants förhållande till eudemonismen, 2 bd (diss.Lund 1918). J.B.H. EUKARISTISKE KONGRESSER cr navnet på store internationale, nationale eller mindre, lokalt begrænsede sammenkomster af romerske katolikker med det formål ved gudstjenester, processioner og store møder offentligt at forherlige Kristus i nadverens hellige sakramente, indbyrdes at styrkes ved modtagelsen af sakramentet og igennem fællesskabet med kristne fra hele verden og således at medvirke til udbredelsen af 787 Jesu Kristi rige på jorden. Der lægges mere vægt på det opbyggende moment end på diskussioner af dagens og tidens problemer. Oprindelsen går tilbage til to franske kato- likker, Emile Tamisier, d. 1910, og Camille Feron, d. 1908, der igennem et virksomt arbejde af social og karitativ art, gennem pilgrimsfarter og broderskaber ønskede at fremme tilbedelsen af Kristus i nadverens sakramente. På deres initiativ fandt 1874 en »eukaristisk valfart» til Avignon sted, hvilket gav anledning til den første internationale e. i Lille 1881. Fra 1922 og indtil den anden verdenskrig afholdtes de hvert andet år, siden 1906 altid i nærværelse af en pavelig kardinallegat. Der har været afholdt 34 internationale e. i så vidt forskellige dele af verden som Paris, Jerusalem, Amsterdam, Chicago, Karthago, Buenos Aires, Manila og Budapest (1938), hvilken var den sidste, idet den i Nizza 1940 planlagde e. måtte aflyses på grund af krigen. Siden har ingen international e. været afholdt. 1946 ville Liège gennem en international e. kunne have fejret 700 års mindet for indstiftelsen af Kristi legemsfest. På grund af krigen blev det kun til en ganske vist storstilet stiftskongres. (Se herom: »Le VIIe centenaire de la Fête-Dieu à Liège 1946» i Nouvelle revue théologique 1946). I Barcelona afholdtes i maj 1952 den 35. e. under mottoet: »Eukaristien og freden». Paverne har givet de e. mange begunstigelser, ikke mindst Pius XI. Se Acta apostolicae sedis 1924, s. 154—158. En e. varer normalt 14 dage. En skildring af kongressen, dens aktstykker, prædikener og taler udgives bagefter. Ved siden af de internationale e. findes mange nationalt begrænsede, således i København 1931. Litt.: J. Vaudon, L'œuvre des congrès eucharistiques, ses origines (Paris 1911); F. Vrau, Cinquantenaire des congrès eucharistiques internationaux (Lille 1931). Se iøvrigt beretningerne fra de enkelte kongresser. Om kongressen i København, se Nordisk Ugeblad for katolske kristne 1932. K.E. Sk. 788