tekes, augsburgska bekännelsen och valda stycken ur kyrkohandboken. Med e. är en bönbok förenad. Kyrkomötet 1943 tillsatte en kommitté, bl. a. med uppdrag att omarbeta e. Litt.: O. Kurvinen, Evankeliumikirjan synty ja sisällys (Helsinki 1951). O.K. Norge. Ved reformasjonens innførelse var Norge forenet med Danmark: derfor ble først Peder Palladius’ »Alterbog» (fra 1556 av) og senere biskop Baggers »Alterbog» (fra 1688 av) brukt også i norske kirker. Denne »Forordnede Alterbog» som hovedsaklig inneholdt kollektene, epistlene og evangeliene til hver søn- og helligdag, var den eneste gjeldende i Norge også i lang tid etter 1814, og den ble trykt opp igjen siste gang i 1884. Allerede fra 1860-årene var det imidlertid uro omkring spørsmålet om de liturgiske lesestykker og prekentekstene, og i 1870-årene tok reformbestrebelsene fast form. Etter ti års drøftelser og tre komitéers arbeid kom den lenge ventede reform: 1886 ble det bestemt at to nye tekstrekker skulle tas i bruk (fra 1. s. i advent 1887) ved siden av »den gamle rekkes» tekster. De to nye tekstrekker var i alt vesentlig de samme som de Sverige hadde fått i 1860. Är 1887 ble også de gamle, ennu brukte kollekter revidert, og i 1900 ble så det hele samlet i en »Tekstbog for den norske Kirke». Denne inneholdt de reviderte kollekter, de tre tekstrekker, to kirkebønner samt helt nye kollekter og tekster til bruk på 17 mai og Olsok (29 juli) som det nu var blitt alt mer vanlig å feire. Den lett reviderte utgave 1918 er i dag den offisielt brukte i Norge. Her er kirkebønnene utelatt, men det er til gjengjeld kommet til en kollektbønn og tekster for »høsttakkefesten» samt en sammenarbeidelse av evangelienes berettelse om Kristi lidelses historie. I mange år har det nå vært ytret ønske om å få tekstboken revidert, blant annet fordi man er utilfreds med den lange »lectio continua» av Romerbrevet i trefoldighetstiden (i annen rekke). I 1938 vedtok bispemøtet at tekstboken burde revideres, men krigen har forhalet revisjonsarbeidet. I 1947 kom 793 EVANGELIESKRIFTER et selvstendig revisjonsforslag fra biskop E. Berggrav: »Tider og tekster. Motivert forslag til en revisjon av kirkeårets evangeliebok for Norge (Tekstboken)». Forslaget er i vesentlig grad inspirert av den nye svenske evangeliebok av 1942, men hittil har det ikke avfødt nogen synderlig debatt. H. F. EVANGELIESKRIFTER. Evangelium er oprindeligt et græsk ord, der hos profanforfatterne som oftest betyder: »Løn for overbringelse af et godt budskab», men tillige anvendes om selve det gode budskab, f. eks. en sejrsmelding. I Septuaginta* forekommer ordet i begge betydninger, og i forbindelse med den romerske kejserdyrkelse talte man i nytest. tid om de kejserlige edikter som »evangelier» (»glædesbudskaber»). I kristelig sprogbrug blev »evangelium» tidligt anvendt om frelsesbudskabet: at Messias nu er fremtrådt for at bringe det længselsfuldt ventede Gudsrige; og som evangeliets indhold nævnes i N. T. såvel Gudsriget, og hvad dertil hører (Matt. 4:23; 6:35), som Messias og hans fremtræden (Rom. 1: 1 ff.; 1. Kor. 15: 1 ff.). Fra at betegne forkyndelsen om Messias Jesus går »evangelium» dernæst over til at betyde et skrift, der skildrer Jesu ord og gerninger, hans lidelse, død og opstandelse, d. v. s. netop de begivenheder, hvorved han fremtrådte som den messianske frelser. Denne sprogbrug foreligger tydeligt hos Justinus Martyr (ca. 150 e. Kr.), og den spores måske allerede i Mark. 1:1. Men den almindelige betragtning indtil ca. 150 er stadigt, at »evangeliet», frelsesbudskabet kun er eet, selv om flere forfattere har taget sig på at gengive det. De græske overskrifter på vore evangelier lyder da også »Evangeliet efter Matthæus», d. v. s. således som Matthæus har optegnet det, »Evangeliet efter Markus» o. s. v.; og hos de apostolske fædre tales der som oftest om »Evangeliet»; først efter 150 bliver det almindeligt at tale om »Evangelier» i plur. Som litteraturform er evangelierne noget nyt, hvortil der ikke findes noget helt tilsvarende indenfor datidens græske litteratur. Man har sammenlignet dem med de hellenistiske biografier af berømte mænd, 794