EVANGELISATION med den antikke memoirelitteratur eller med datidens mirakelfortællinger. Med de sidstnævnte har de apokryfe evangelier visse berøringspunkter; men de kanoniske adskiller sig fra alle de nævnte litteraturformer derved, at de ikke i første række har til hensigt at bevare mindet om Jesus eller tjene til forherligelse af hans undergerninger; men de har først og fremmest opbyggeligt formål. Når de evangeliske fortællinger lød ved gudstjenesten, skulle de forvisse menigheden om grundlaget for dens tro og tjene som udgangspunkt for formaning og belæring; og i missionsforkyndelsen skulle de på samme måde benyttes til illustration af det kristne frelsesbudskab og til imødegåelse af kritik eller angreb fra modstandere. Den vægt, som de fleste græske forf. lagde på stilistisk kunst med velvalgte og pyntelige udtryk og vendinger, mærker man kun lidt til i evangelierne; når mange af fortællingerne alligevel har stor poetisk skønhed, er dette ikke tilsigtet, og det skyldes som oftest mere det ophøjede indhold end den stilistiske form. E. kan derfor ikke henregnes til datidens højere litteratur; de hører snarere sammen med de folkebøger, som søgte deres publikum blandt samfundets illitterære lag. Om e.s tilblivelse og senere udvikling jfr Det synoptiske problem. Man må tænke sig, at nedskrivning tidligt er begyndt af de »ord» af Jesus, som man erindrede, og de fortællinger om hans »gerninger», som gik fra mund til mund; der er på denne måde opstået større og mindre samlinger af hans »ord» (måske særlig til brug ved den moralske belæring i menighedsprædikenen) og af hans »gerninger» (navnlig til anvendelse i missionsforkyndelsen). Lidelseshistorien har vel oprindeligt udgjort en sammenhængende enhed, men de øvrige »ord» og »gerninger» har i begyndelsen eksisteret isolerede hver for sig. I Markusevangeliet * er forskellige mindre grupper af overleverede »gerninger» samlede, antagelig ordnede i formentlig chronologisk rækkefølge, hvorved der fremkom et billede af den Jesusskikkelse, der levede i menigheden: og dette billede gjorde man senere mere fyldigt 795 ved i Markusevangeliet (på forskellig måde i Matthæus- og Lukasevangeliet) at indarbejde overleverede »Jesusord». Men ved siden af disse e. vedblev Jesu »ord» og »gerninger» at leve videre, og i de apokryfe evangelier udformedes de med en række træk, som sikkert for største delen er fri digtning, skabt enten af forfatterens glæde ved at fortælle og hans lyst til at vide besked med en el. anden underordnet enkelthed i overleveringen el. af hans bestræbelser for at begrunde rigtigheden af sekteriske el. gnostiske lærdomme. Efter fastsættelsen af den nytest. kanons omfang forsvandt disse evangelier, og de fleste kendes nu kun i fragmenter. En særlig evangelietradition blev udformet i Johannesevang.; det er formentlig først sket i en snævrere kreds i Efesus el. Antiochia; men fordi dette evangeliums Jesusbillede i særlig grad imødekom den religiøse trang i datidens hellenistiske verden, fandt det hurtigt videre udbredelse; og før 200 stod det fast, at kirken havde fire — men også kun fire — almindelig godkendte e. (se nærmere art. Bibel). Litt.: J. Schniewind, Euangelion. Ursprung und erste Gestalt des Begriffs Evangelium I ff. (Gütersloh 1927 ff.); O. Bauernfeind, Die literarische Form des Evangeliums (diss. Greifswald 1915); K. L. Schmidt, Die Stellung der Evangelien in der allgemeinen Literaturgeschichte (i Eucharisterion. Studien z. Rel. u. Lit. des A. u. N. T:s H. Gunkel dargebracht, II s. 50 ff.; Göttingen 1923); samt R. Bultmanmn’s artikler »Evangelion, gattungsgeschichtlich» og »Literaturgeschichte, biblische» i Die Religion in Geschichte und Gegenwart, 2 ed. Il sp. 442 ff. og III sp. 1680 ff. H. M. EVANGELISATION. Ordet e. har sedan det mera allmänt började brukas vid 1800-talets mitt genomgått flera förskjutningar i betydelsen. Inom den tyska protestantismen betecknade det alltifrån förra århundradet främst de evangeliska kyrkornas mission i de katolska länderna för att i dessa dels skapa en riktigare uppfattning om evangelium dels grunda evangeliska församlingar. Sådan verksamhet har bedrivits i Italien av inhemska valdenser och utländska meto- 796