EVANGELISK—KATOLSK vilka den har att arbeta. Mycken uppmärksamhet har den franska katolska arbetarmissionen i Marseille tilldragit sig. En grupp präster lever där som fabriks- och hamnarbetare och betjänar under sin fritid sina arbetskamrater och deras familjer med de kyrkliga handlingarna. I Tyskland utföra de s.k. Evangelische Akademien, inspirerade bl. a. av Sigtunastiftelsen* en betydelsefull uppgift genom sina kontaktkonferenser mellan olika samhälls- och yrkesgrupper. Holland har sin Kerk en Wereld-, England sin Christian Frontier-rörelse. I Norden bör främst nämnas Københavns Kirkefond* med sin e. bland Köpenhamns befolkning. Litt.: A manual for parish evangelism (Minneapolis 1946); M. Sahlin, Evangelisation (Sthm 1947); The Church’s witness to God’s design (The Amsterdam Assembly series, London 1948); Evangelism and stewardship (Study document IV, Lutheran world federation assembly, Hannover 1952). R. A. EVANGELISK—KATOLSK. Problemet i disse ord skal her behandles 1. som den konkrete modsætning mellem evangeliskluthersk og romersk-katolsk og 2. i den mere alm. betydning af to forskellige typer i deres indbyrdes spændingsforhold, således som det navnlig er blevet aktuelt under og efter det økumeniske kirkemøde i Amsterdam 1948. 1. Evangelisk-luthersk—romersk-katolsk. Mange forsøg er blevet gjort på at forklare spaltningen. Følgende hovedtyper kan opstilles: a. den åändshistoriske tydning: Reformationen är led i den åndshistoriske forskydning, der sker i den vesteuropæiske verden ved overgangen fra middelalderen til nutiden. Ganske vist befinder reformatorerne sig endnu helt i den middelalderlige verden, men i kim og anlæg ligger allerede i reformatorerne hele den senere udvikling, som den finder sted i det 18., 19. og 20. århundrede. Reformationen finder sin afslutning i oplysningen og idealismen. I stedet for en religiøsitet, der finder sit udtryk i ydre kult og ydre autoritet, sættes i reformationen det enkelte individ, det religiøse subjekt i højsædet. Navnlig Tro- 799 eltsch er talsmand for denne forståelse af problemet e.-k. (Se Gesammelte Aufsätze IlI, Tübingen 1913.) b. den religionshistoriske tydning. I sine religionsfilosofiske arbejder har Paul Tillich gjort sig til talsmand for den opfattelse, at e.-k. betegner to religionstyper, som vi finder rundt omkring i alle religioner: spændingen mellem religion som tradition, som det »lineære», konkrete, hvor kult, sakramente som ydre rite, autoritet og hierarkisk styre spiller en afgørende rolle, og religion som det stadig »kommende», som »brud» med det bestående, som det »punktuelle» og profetiske, hvor tyngdepunktet ligger hos Gud og ikke i religionens menneskelige virkeliggørelse. Lignende tendenser møder vi i andre religioner. (Se H. Frick, Der Kath.-prot. Zwiespalt als religionsgeschichtliches Urphänomen, Kairo 1926.) c. E.-k. som modsætningen mellem det »paulinske» og det »petrinske» element i kristendommen. Efter denne tydning finder vi allerede modsætningen e.-k. som en bestanddel af selve den nytestamentlige kristendom: Peter betegner det stabile, håndgribelige, autoritetsmæssige i modsætning til Paulus som udtryk for det dynamiske, reformatoriske, der ikke bygger på traditionen, men på det direkte forhold til Gud i hans åbenbaring. Forholdet til traditionen er det sekundære. Jfr. forholdet mellem Paulus og de ældre apostle i Jerusalem, navnlig Peter, i Galaterbrevets 2. kap. Medens disse tydningsforslag alle søger en historiefilosofisk eller religionshistorisk forklaring og derfor er ganske utilstrækkelige, delvis vildledende, vil den sidste tydning, som her skal anføres, fastholde den oprindelige spændingsfyldte kamp mellem de to kristendomsforståelser. d. den klassiske, teologisk-kirkelige tydning. Således forstod reformatorerne og deres modstandere sagen: det drejer sig om intet mindre end om evangeliets sandhed, om Guds ære og om menneskets frelse. Havde det drejet sig om mindre, var reformationens kamp unødvendig og tåbelig, kirkens spaltning en forbrydelse. Fra den ene side betragtes reformationen som en vel- 800