signelse, som fornyelse af evangeliet og den sande kirke, fra den anden side som oprør og frafald, som vildfarelse og hæresi. Ejendommeligt er det, at reformatorerne dels var ubøjelige i deres kamp, dels vidste, at et brud i kirken var skæbnesvangert. Den augsburgske konfession betegner denne dobbelte tendens: evangeliet skal forkyndes rent og purt, og kirken er een. Derfor er også konfessionens ønske om et frit koncilium, hvor begge parter i frihed kunne drøfte divergenserne, ærligt, omendskønt illusorisk. I tidernes løb har forholdet e.-k. gennemgået forskellige facer. Vi kan — stort set — sondre mellem tre: a. det p o 1 emisk-eksklusive forhold. Her er næppe tale om forsøg på opgør, men om fastsættelse af vildfarelse. Sandhed og vildfarelse er een gang for alle fastsatte begreber. Her er ikke tale om en dialog, men om en konfessionel monolog, ikke uden patos, men heller ikke uden konfessionel farisæisme. b. det irenisk-inklusive forhold: Katolicisme og evangelisk kristendom er ikke to modsætninger, men forskellige, ligeberettigede udformninger af kristendommen, hvis rigdom netop afspejler sig i trosopfattelsernes forskellighed. Konfessionerne udfylder gensidigt hinanden og kan leve i indbyrdes fred og forståelse med hinanden. Hertil kan bemærkes, at eet er nødvendigheden af konfessionel fred som en menneskelig-borgerlig nødvendighed, et andet er spørgsmålet om sandhed. I dette sidste tilfælde gives ingen konfessionel fred, thi spørgsmålet om sandhed er lige brændende i dag som for fire hundrede år siden. Trods modsætningen mellem disse to standpunkter er de enige om, at spørgsmålet e.-k. stort set er løst og ikke behøver yderligere drøftelse. Begge er principielt uøkumeniske. Herover for står c. den gensidige samtales standpunkt eller det økumeniske forhold mellem e. og k. Her sker der noget nyt mellem de to parter, idet de uden at opgive deres overbevisning står op og går hinanden i møde i fornyet samtale, i 26 801 EVANGELISK—KATOLSK gensidig, lydhør spørgen og samvittighedsfuld svaren, i gensidigt forsøg på at forstå de motiver, der ligger bag de forskellige positioner. Her stilles spørgsmålet om sandhed på ny, og begge parter er villige til at stille sig ind under sandhedens domstol. De forskellige forudsætninger kan ikke forhindre, at denne samtale begynder og trods alle hindringer også vil fortsætte. Om resultatet heraf kan vi ikke vide noget, kun det står fast, at denne vej må gås, ikke i blåøjet optimisme eller i opgivende pessimisme, men i lydighed mod et kald, der i dag lyder til såvel den rom.-katolske som til den evang.-lutherske kirke. 2. Evangelisk-katolsk som teologiske tendenser. Modsætninger eller komplementærbegreber? På kirkemødet i Amsterdam spillede problemet e.-k. en betydelig rolle som det væsentlige i forskellen mellem kirkerne. Katolsk i betydning af den synlige kontinuitet med episkopatets apostolske succession som bærende midtpunkt. Evangelisk (eller protestantisk) som hævdelsen af Gudsordets suveræne frihed og initiativ. Denne forskel betegnedes som »den dybeste forskel mellem os», der består af to komplet forskellige »blocs of belief» der kun kan forsones ved et kompromis (Florovsky). I de afhandlinger, der blev fremlagt på mødet, kom forskellen klart frem i modsætningen mellem ærkebiskop Gregg og Karl Barth. Gregg understreger kirken som »fortsættelsen i tid og rum af Guds inkarnerede Ord» med synlige ydre kendetegn: den hellige skrift, den apostolske og nikænske bekendelse, de to store evangeliske sakramenter og — sidst, men ikke mindst — »det tredobbelte apostolske embede, biskoppens, præstens og diakonens, overgivet af dem der dertil har myndighed». For Barth ligger vægten ikke på den »horisontale» kontinuitet, men på kirkens »vertikale» forhold til den levende herre, som leder den fra dag til dag gennem det altid aktuelle Gudsord. Kirken er »den levende Herres, Jesu Kristi levende menighed», hvor »kontinuiteten» ligger i kirkens stadige åbenhed til at høre og lyde, i dens stadige reformation igennem Guds ord. Kort udtrykt: Modsætningen mel- 802