Opprinnelig var barneskolen en kristendomsskole. I 1860 fikk den mer almendannende karakter. I 1922 ble kristendomsundervisningens timetall redusert til 3 à 4 pr. uke. Normalplanen av 1938 foreslår 2 t. pr. uke. Denne reduksjon er delvis gjennomført. K.N. DE FORENEDE, FORENTE, STATER, se Amerikas förenta stater. FORFEDREDYRKELSE, se Förfäderskult. FORJÆTTELSE — OPFYLDELSE er frelseshistorisk-eskatologiske kategorier, som udtrykker det kristne budskabs enhed af historisk overlevering og eskatologisk fremtidsforventning. Gud er i kristendommen en Gud, som åbenbarer sig i historiske begivenheder; men disse er aldrig den fulde åbenbaring af Guds væsen eller gerning. De er led i et hændelsesforløb, som strækker sig fra skabelsen over syndefaldet til fuldendelsen. Deres betydning som åbenbaringsmidler for Gud er kun til at indse, når de ses i dette hændelsesforløbs helhed, d. v. s. når de forstås ud fra dets afslutning i den eskatologiske fuldendelse. Alle frelseshistoriske tildragelser får derved en fremadvisende karakter, d. v. s. de bliver f. om den o., som skal komme i den eskatologiske fuldendelse. Men da den eskatologiske fuldendelse i kristendommen ses som forløbende i to etapper: en fuldendelse i Jesus Kristus selv, i hans liv, død og opstandelse, som førstegrøden, og en fuldendelse i hans folk ved hans genkomst, kan også det frelseshistorisk-eskatologiske forhold mellem f. og o. ses i to perspektiver. På den ene side er den gammeltestamentlige historie en f. om den o., som er sket i Jesus Kristus. På den anden side er hans komme og menighedens samling en f. om den o., som skal ske ved genkomsten. I N. T. møder vi ordet f. brugt i begge sammenhænge: f. opfyldt i Kristus Ap. G. 13:23, 32; 26:6; Rom. 4:13 ff.; 9:4 ff.; 15:8; 2. Kor. 1:20; Gal. 3: 16 ff.; Ef. 3:6; f. opfyldt i den endelige fuldendelse ved genkomsten 1. Tim. 4:8; Hebr. 4:1; 9:15; 10:36; 2. Pet. 3:4. Den sammenhæng, som med kategorierne 30 929 FORJÆTTELSE — OPFYLDELSE f. og o. sættes mellem forberedelseshistorien og fuldendelseshistorien i Guds frelsegerning, beror på, at frelseshistorien bevæger sig mod et mål, som fra begyndelsen har været forudsat i al Guds handlen, nemlig Guds og menneskets forening i det folk, som regeres af Gud selv. Et sådant gudsherredømme var ifl. den profetiske historieopfatteÌse, som bærer G.T., meningen med Israels udvælgelse (2. Mos. 19: 4—6). Dette mål nåedes ikke i det historiske Israel på grund af folkets vantro. Men i Messias-tiden ventes det virkeliggjort. Løfterne om fremtidig velsignelse til gudsfolket, f. eks. Abrahamsforjættelsen (1. Mos. 12, 3; 17, 4—8) og de profetiske fremtidsudsagn, opfattes da mere og mere som direkte messianske f., sigtende til en messiansk herlighedstid (med eller uden en egentlig Messias), som vi ser det i senjødisk es ka tologi. Forberedelseshistoriens tydning som f. beror da på det profetiske ord, som har forkyndt folket fuldendelsens mål forud. Dette syn præger N.T.s tale om f. og o., især Paulus, i hvis frelseshistoriske retfærdiggørelseslære Abrahamsforjættelsen spiller en afgørende rolle (Rom. 4; Gal. 3). I denne historiebetragtning grunder den typologi, som findes i flere nytestamentlige forfatteres udlægning af G.T. (især Hebr., men også f. eks. 1. Kor. 10:1—11 og antagelig Matt. 1:22; 2:15, 17 f.), og som i forhold og tildragelser i G. T. ser forbilleder (typer) på forhold og tildragelser i N. T. (se 1. Kor. 10:11). I virkeligheden er det ugørligt at skelne skarpt mellem egentlig messianske f. og typer (f. eks. Adam-Kristus Rom. 5: 12 ff., den klagende retfærdige Ps. 22, Herrens lidende tjener Jes. 53). Forholdet er snarere det, at de messianske f. er historiske gammeltestamentlige typer, f. eks. kongen, præsten, Moses o0. s. v. Jesus som o. af disse f. er ikke en direkte o. af nogen enkelt af dem, men de giver alle bidrag til hans messianske selvforståelse (især Menneskesønnen). Dette forhold mellem f. og o. kommer til udtryk i typologien, som overvejende er kristocentrisk. Derimod er en egentlig allegori (en billedlig udlægning, som ophæver den oprindelige betyd- 930