FRANKRIG terära produktion är: Opuscula sancti Patris Fr. Ass. (Quaracchi 1904); Bibliogr. av C. Pitollet i Revue d'histoire franciscaine III (1926). Av arbeten om F. må nämnas P. Sabatier, Vie de saint François d'Assise (Paris 1894), sv. översättn. Sthm 1895); W. Goetz, Die Quellen zur Geschichte des heiligen Franz von Assisi (Gotha 1904); J. Jørgensen, Den hellige Frans af Assisi (Khyn 1907; 3 ed. 1926); J. R. H. Moorman, The sources for the life of S. Fr. of Ass. (Manchester 1940). Om de källkritiska problemen se 7. Höjer, Nyare forskningar rörande den helige F. från Assisi (i Hist. tidsk. 1907); Hj. Holmquist, Franciskusproblemet (i Kyrkoh. årskr. 1910, Uppsala 1910). O. l. FRANCKE, August Hermann, se Pietismen. FRANKRIG. Kirkehistorie. Kristendommen blev bragt til F. med romerne, og vi hører tidligt om centrer for klosterliv og kristen forkyndelse i de store byer i Middelhavsområdet, hvorfra den nye religion trængte igennem i det øvrige Gallien. Da romerriget faldt, og landet lå åbent for barbarernes indtrængen, stod den organiserede kirke tilbage som et udgangspunkt for at genskabe Galliens åndelige og politiske enhed under kong Clodevig, der gik til kamp mod ari anismen og indledede samvirket mellem kronen og kirken. Under de merovingiske konger voksede sogneinddelingen frem på landet, hvor bosiddende præster delegeredes af biskopperne, hvis magt stadigt øgedes som følge af kirkens voksende rigdom. Heri lå imidlertid også et udgangspunkt for gejstlighedens verdsliggørelse og en kommende strid mellem kirken og staten. Under det 8. årh.s arabiske invasion var det frankerkongen, der blev kirkens forsvarer og til gengæld kronedes Karl d. store af paven i Peterskirken år 800. I den begyndende middelalder spillede kirken en stor rolle som bærer af de moralske idealer, der lå til grund for riddervæsenet, og kirkebygningerne var asylsteder, der ofte udbyggedes til rene fæstninger. I det 11. årh. truedes den franske kristenhed af de nordiske vikinger, der satte sig fast i Normandiet, men det blev gennem dem, at kristendommen fra F. skulle erobre Norden. Samtidig vendte kirken feudalherrernes krigslyst ud mod den mu- 935 hammedanske verden gennem korstogene*, hvilket gav kirken udsyn og øget prestige men også medførte, at nye tanker og en begyndende skepsis vandt indpas i kristenheden. Endnu dominerer dog kirken og dens tænkning i alle livets forhold. Den varetager undervisningen såvel på landet som i de store byer, hvor skoler knyttes til katedralerne, og til Paris søger ungdommen fra mange lande og flokkes omkring lærere som Abélard og senere Thomas ab Aquino. Fra de store munkeordener i Cluny og Cîteaux og fra den hellige B e r nhard i Clairvaux udgik samtidig en bølge af kloster- og fromhedsliv over hele Europa. Gennem valdenserne* og albigenserne fremkom i det 12. årh. en begyndende kritik, som måtte bekæmpes med både korstog og inkvisition’, og det store s kism a med pavernes fangenskab i Avignon (1309—77) svækkede yderligere kirkens moralske autoritet. Hertil kom, at pavens myndighed føltes som en byrde for kongemagten, og det lykkedes gennem den pragmatiske sanktion i Bourges 1438 at skabe en gallikans k selvstændighed for den franske kirke overfor Rom. Reformationen i F. forberedtes gennem Faber Stapulensis, der udgav bibelen på fransk og »6 år før Luther forkyndte lutherdom i Paris» (Michelet). Men Luthers fordømmelse af paven 1520 fik det ortodokse Sorbonne til at vende sig fra Faber, og inkvisitionen greb ind med mord og brand overfor det begyndende kætteri. Da franskmanden Calvin oprettede sin gudsstat i Genève, kunne der imidlertid herfra brede sig en huguenotisk bevægelse til F. med centrer i Lyon, Normandiet og Languedoc. Calvins lære tiltrak ved sin logiske klarhed franskmændene mere end Luthers og vandt indpas især i intellektuelle og aristokratiske kredse, mens den franske bonde forblev tro mod den traditionelle katolicisme. Den reformatoriske bevægelse fik hurtigt karakteren af et politisk parti, og blodige krige brød ud. Efter Bartholomæusn a tten 24/8 1572 syntes protestanternes magt brudt, men ny modstand organiseredes og 1598 gav ediktet fra Nantes dem 936